Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

ulykkelig, men hvad var dette mod
disse sviende piskeslag, hvorunder
hun nu vred sig som en vånd, der
svajer i vinden. Hun blev så
ydmyget derved; hun kunde være
falden på knæ og anråbt om
tilgivelse, fordi hun havde været
misfornøjet med sin lod, da der
intet var på færde.
Hun sa til sig selv, at det ikke
kom hende ved; hvorfor kunde hun
ikke la ham kysse, hvem han vilde
— men nej, nej, nej! han havde jo
hende til hustru, hende! Skulde
han så kunne tænke på at se på
nogen anden på den manér — og
understå sig til at gjøre det! Nej, at
han kunde være så lumpen og så
svinsk.
Harmen kogte op i hende, og så
kom igjen denne uudholdelige
smerte. Uvilkårlig begyndte hun at
be til den Gud, hun tvivled om var
til, og anklaged sig selv for
utaknemmelighed og hovmod. Nu
var straffen kommen over hende;
derfor skulde hun bøje sin nakke
under den hånd, som tugted. Der
var kun ét, hun ikke vilde finde sig
i, at leve med Ring efter dette;
men det kunde jo hverken Gud
eller mennesker forlange.
„God aften, frøken — ude at
spasere i det dejlige vejr,“ lød det
pludselig lige ved hendes øre.
Under sædvanlige
omstændigheder vilde hun være
bleven yderlig opskræmt ved sådan
en tiltale af en fremmed
mandsperson på gaden ved
aftenstid. Nu ænsed hun det knapt;
rolig gik hun videre uden at svare,
og fyren dingled bort. Hun var nu
kommen ned i Welhavensgade og
nåed snart huset, hvor Hansens
boed.
Ja naturligvis; derop måtte hun
ty for at betro sig til Marie. Så
liden sympati, der end ellers var
imellem dem, på dette punkt vilde
de forstå hinanden. Hun gik op og
ringed på.
Jo, fruen var alene, og hun blev
vist ind.
Marie sad i det ene hjørne af
den rummelige dagligstue, i en
fløjelspolstret sofa og broderte
med gule silker på rødt klæde ved
en skjærmdækket, stærkt lysende
lampe. En svag duft af
drivhusblomster fyldte stuen, og
foran den store, hvide
porcellænsovn var stillet en
pragtfuld, af guldpailletter og
arabesker overbroderet skjærm.
Da hun så Constance træde ind,
la hun arbejdet bort, rejste sig op
og gik hende venlig smilende i
møde.
„Hvor hyggeligt, Constance, det
var rigtig pent af dig, ja, for du blir
naturligvis, så sender vi bud efter
Ring.“ Og hun gav sig ivrig i færd
med at løse hendes hattebånd og
hjælpe hende af med kåben.
Constance lod det viljeløst ske.
Marie bar tøjet ud i entréen og
blev ved at snakke, mens døren
stod på klem.
Da hun kom ind igjen, tog hun
Constance om livet for at føre
hende til en lænestol. Men
pludselig forandredes hendes
mine; hun stirred på kusinens
forgrædte ansigt og stive træk med
et næsten bestyrtet blik. Deres
øjne mødtes, og i samme nu kasted
Constance sig om hendes hals og
brød ud i en lidenskabelig hulken.
„Men Gud, Constance, hvad
fejler dig?“ Og let bevægelig som
hun var, kom hun selv til at græde.
Constance blev så rørt over dette
tegn på deltagelse, at hun klynged
sig tættere til hende.
„Ah, Marie — du må hjælpe mig
— jeg er så ulykkelig!“ kom det
omsider med brudt stemme.
„Men hvad er da skeet? Kom og
sæt dig og lad mig høre.“
„Jeg vil ikke leve med Ring
længere — jeg kan det ikke,“ — og
så fortalte hun, hvorledes sagerne
stod.
Det spændte udtryk i Maries
ansigt veg efterhånden pladsen for
et bekymret alvor.
„Ja, naturligvis forstår jeg godt,
at det har gjort dig græsselig ondt,
men det er da ikke noget at ta
sådan på vej for.“ Hun vented lidt.
„Et mandfolk, som kysser en