Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

alene i dagligstuen, kom pigen ind
og sa, at der var en fattigkone, som
vilde tale med fruen.
„Har hun været her før?“ spurgte
Constance.
„Det tror jeg ikke; hun siger, at
fruen har bedt hende komme.“
„Åh, er det hende,“ sa
Constance, „vis hende ind i
spisestuen.“
Da Constance kom derind, stod
der borte ved døren et stort,
stærkbygget men umådelig afmagret
fruentimmer med det kantede,
sortgustne ansigt knyttet ind i en
brun uldtøjskyse. Omkring
skuldrene havde hun det
chokoladefarvede stykke damesjal,
som spædbarnet havde været svøbt
i om formiddagen, på fødderne et
par mandfolkestøvler med store,
gabende flænger. Det sorte
kjoleskjørt var fillet for neden og
stumped stærkt op foran. Hun var
uden forklæde, og de grove,
knoklede hænder holdt hun oven
på hinanden helt oppe på den
spidst fremstående mave.
„De e mej, som der hadde vært
to damer hos i formidda,“ sa hun
med slesk, vestlandsk stemme.
Der var noget katteagtigt snedigt
i den måde, hvorpå hun la hodet
lidt på skjæve, når hun talte;
øjnene havde et usikkert flakkende
blik, og omkring den fremskudte
underkjæve lå der et strækt præg af
råhed; det så ud, som om denne
mund havde spyttet ud enhver
blidere følelse.
Constance blev uhyggelig til
mode ved synet; der påkom hende
ulyst til at indlade sig med hende,
og hun var i forlegenhed med,
hvorledes hun skulde tiltale hende.
„Jeg vilde gjerne gi Dem lidt tøj
til de små,“ sa hun efter et øjebliks
betænkning.
„Ja, tak skal fruen ha, det
kommer vel med,“ sa konen og
strøg den ene hånd over den anden
i rastløs skiften.
Constance undred sig over, at
hun ikke så gladere ud.
„Med tilladelse,“ føjed hun
straks efter til, ”vét fruen, om vi
får a fattigplejen?“
„Det håber jeg sikkert,“ svarte
Constance, „I må jo trænge
græsselig til det.“
„Ja, fruen kan vite, me en vanfør
mand og fire uforsørgede børn,
foruden de, eg går me,“ sa hun
ydmyg.
„Er han vanfør, Deres mand?“
„Ja, på den højre arm, ska fruen
vite — de sto i ansøkningen — de
ble, mens han fo'r tilsjøs — han
faldt ner og brækket
skulderbladet.“ Der var noget i
tonefaldet, som bad, hun om
tilgivelse, fordi hun plaged fruen
med dette.
„Kan han da slet ikke arbejde?“
spurgte Constance.
„Åh nej, Gu bære os, hva ska de
bli te me én arm, kan fruen tænke.
De kan være at bære lidt fisk for
folk og sligt småtteri; men nu,
siden di er begyndt me at bringe
rundt i husene, faller der næsten
ingen ting af for os andre.“ Hun
talte i den samme underdanige
tone, og hænderne var uafladelig i
bevægelse.
„Men hvor kan I gå hen og lægge
jer så mange børn til, når I nu
ingen ting har at underholde dem
med?“ spurgte Constance i en
misbilligende tone.
„Ja, hvor ska en hen!" sa konen
og rysted på hodet med en
gudhengiven mine. „Det er jo Guds
bestemmelse.“
Svaret irritered Constance.
„Men nu de uægte børn da —
tror De også, at det er Gud, som
sender dem!“ spurgte hun.
„Ja, de må vel være til en straf
over synden,“ sukket konen fromt.
„Vilde De ikke heller leve for
Dem selv, så De slap at få flere
børn?“ spurgte så Constance.
„Når en engang er vidd for
altere, så ska en jo leve sammen.
Hvad Gud har sammenføjet, skal
menneskene ikke adskille.“ Det
lød som læste hun op af en bog.