Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Lorck betragtede hende ufravendt. Han fandt hende i grunden slet ikke forandret; det havde bare forekommet ham så i det første øjeblik. En smule magrere var hun måske bleven, men det klædte hende egentlig. Hun så unægtelig sød og net ud og var sig selv så lig fra gamle dage. Han kunde ikke modstå sin lyst til at klappe hendes kind. „Så du vil ha tæring og være dødssyg, du,“ sa han og slog en halvt kjærtegnende, halvt spøgende tone an. Han tog hende om hagen og rysted hendes ansigt frem og tilbage. „Nej, min ven, så let går det ikke. Tror du, tæringspatienter kan ha sligt et smilehul?“ Han pegte med sin finger på det lille runde hul i hendes kind, som var kommen til syne ved hendes modstræbende smil. „Dit gamle, søde smilehul, Kristine,“ sa han blødt. „Det havde mine søstre også,“ svarte hun modfaldent, „ja, næsten lige til de døde.“ „Du har ikke mere tæring end jeg selv. Men kom, nu skal vi se efter. Jeg må undersøge dig.“ „Skal jeg knappe op?“ spurgte hun. „Javist ja, kjolelivet må af og korsettet med, hvis jeg skal få noget at vide.“ Hun hægted broschen løs og knapped op i brystet. Lorck la lytterøret til rette og vented på, at hun skulde bli færdig. Men hvordan det gik til eller ikke — pludselig vidste han ikke andet, end at det var hans gamle Kristine, hans veninde, hans kjæreste, som kom og besøgte ham, og inden han fik besinde sig, stod han og holdt hende i sine arme og kyssed hendes varme, blottede bryst. „Læg den bort,“ sa han og løfted hatten af hende. Hun vendte sig fra ham med en afværgende bevægelse. Han gik hurtig over gulvet og låsed døren til modtagelsesværelset, kom så tilbage og slog armene tæt omkring hende. „Jeg vil holde af dig, som i gamle dage,“ hvisked han ... Constance så hvad der foregik. Hun var kommen ind i studereværelset kort efter Kristines indtrædelse fra modtagelsesværelset og havde med bankende hjerte tat plads på den yderste kant af et stolesæde. Pludselig hørte hun noget, som forekom hende besynderligt og bragte hende til at rejse sig og gå med listende trin over tæppet til døren, hvor hun gav sig til at kige gjennem sprækken. Med stive træk og hvid i ansigtet som et menneske, der går i søvne, gled hun et par minutter senere ud af værelset, lydløst og uhørt som hun var kommen. Rent mekanisk tog hun tøjet på og sneg sig ilfærdigt ud af huset. Blodet brændte i hendes årer, og hun syntes, at hun uafladelig af al magt råbte på brand; hun kunde ikke begribe, at man ikke kom styrtende for at slukke. Den troløse forræder, som bedrog hende med halvnøgne fruentimmer i hendes eget hjem og gjorde det så roligt, så angerløst, så selvsikkert, med dette lystne smil på sine læber! åh det smil! Den falske løgner, den utugtige fyr, som sveg hende, uden kamp eller betænkning, ikke for en stor kjærligheds skyld, mens hun ... Hun vilde ha hævn, hævn, om hun så skulde kjøbe den med sit blod. Det sved og brændte i hjertet, det stak og suged for brystet. Hvor det vilde svale og kjøle at føle sig hævnet. „Svale, svale, svale!“ gjentog hun utallige gange. Men han skulde få vide det. Sikkert ja! Ellers var der jo ingen hjælp i det. Hun vilde sige ham det selv med en hoverende latter lige i hans frække ansigt. Nej, han skulde overraske hende i Mejers arme på soveværelset, når han kom sent hjem. Hun vilde være afklædt, han skulde ikke kunne tvile. Så skulde han se, hvorledes han likte det. „Å, lindrende, lindrende!“ hun
sa dette ord så længe, til tungen kjendtes tør og træt af det. Hun strøg nedover Karl Johansgade. Kjendte ansigter passered forbi som i en tåge. Og hun så på dem med strålende øjne og bøjed, når hun hilste, overkroppen mere, end hun plejed med en elastisk, hurtig bevægelse. De, hun hilste, vendte sig uvilkårlig om og så efter hende. Hun mødte fru Hansen, der stansed og foreslog hende at vende om og spasere lidt. Uden at ville det, dreven af en nervøs trang til at være behagelig, gav Constance sig til at gå med hende. Hun svarte muntert med raske vendinger og lo overstadigt, da Marie fortalte om en morsom fejltagelse, hun havde oplevet i en butik. Men pludselig brød hun af. „Jeg er gal, som går her,“ sa hun. „Jeg skal jo med jernbanen, adiø med dig!“ Og hun slog Marie overgivent på skulderen, nikked lystigt og fo'r fra hende, inden denne havde fået tid til at tilbyde sit følge. Marie stod stille og så efter hende; hun kunde ikke klare for sig selv, hvorledes det var, Constance havde seet ud. Og så havde hun været så forfærdelig smuk, egentlig uhyggelig at se på, med noget underlig knistrende over hele sin skikkelse. Constance gik videre, hurtig, næsten løbende. Ved Akersgaden stansed hun for at se på uhret i hjørnebygningen. Bare 6, og der gik først tog halv 7. Så vilde hun være der inden 7 og Mejer kom først klokken 10. Hun gik langsommere nu. Hun fik lyst på vin, stærk, sød vin, masser af vin i store pokaler — og cigaretter, nej, cigarer, stærke, fine. Hun gik ind i en cigarbutik og spurgte efter cigarer med det navn, der plejed at stå på Lorcks cigarkasser. Hun fik, hvad hun forlangte, og begav sig atter på vej. Vin var der nok af derude, og proptrækker havde hun seet ligge etsteds i en vinduespost. Hun kom ned på jernbanestationen og spasered rastløst frem og tilbage på perronen. Men så husked hun, at der kunde komme nogen, hun kjendte, som skulde samme vej, og satte sig derfor ind i ventesalen i en krog lige bag indgangsdøren. Hun kunde ikke være stille, men stemte tåspidserne mod gulvet og bevæged knæerne op og ned med en hurtig, rystende bevægelse. Så slog hun tappenstregtakt med støvlehælerne og akkompagnerte med dammerammeram, dammerammeram. Endelig peb toget, og hun sad i kupeen. Var det i morges hun var kjørt den samme vej? Umuligt! det måtte være for år tilbage. Men nu var det jo alligevel i morges. „Ja, ja, ja,“ sa hun til sig selv og gjorde en bevægelse med hånden, som gav hun tabt. Uden for Løkken mødte hun Hanne stuepige med en kurv på armen og gadedørsnøglen i hånden. „Men er fruen da ikke rejst til byen?“ spurgte pigen med en mine, som om hun ikke troed sine egne øjne. „Nej, jeg rejste alligevel ikke, jeg har været en lang tur,“ svarte Constance. „Det er også bedre at bli her i nat; så kan vi begynde straks i morgen tidlig.“ Hanne så skuffet og slukøret ud, men vendte rask om og gik uden at svare foran fruen for at lukke op. „Ja, så får jeg gjøre i stand til fruen ovenpå vel?“ sa Hanne, mens Constance stod og tog tøjet af. „Det var rigtig godt, at jeg havde lagt i ovnen tidlig i dag, så der ikke er koldt deroppe.“ Constance havde drukket te, men ikke rørt ved smørrebrødet. Da Hanne tog bakken ud, sa Constance, at hun ikke behøvet hende mere; hun kunne lægge sig, når hun vilde. Så gik hun ovenpå for at se på soveværelset. Der stod en seng på
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?