Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Constance tænkte, hun burde gå
nu. Hun sad og fantaserte om, at
hun rejste sig i et væk, sa god nat
og gik neden under; egentlig kunde
hun ikke begribe, hvorfor hun ikke
kom ned i damekahytten, men blev
værende på samme plet. Så tog hun
mod til sig og vilde gjøre alvor af
det.
„Har De mange informationer?“
blev det til i stedet for.
„Flere end nok,“ svarte han og
gjorde en utålmodig bevægelse.
Der bleven pause. „Hvad skal
det bety, at De sidder og snakker
om dette?“ spurgte han pludselig.
„Hvad det skal bety?“ gjentog
hun forsagt.
„Jeg tror for resten, jeg stryger
til udlandet igjen,“ sa han lidt
efter. „Livet hjemme er ikke
lysteligt vinterdag — og ikke
sommerdag heller for den sags
skyld. Og nu —“ der kom noget i
stemmen, som syntes at ta mælet
fra ham.
„Ikke rejs!“ sa hun med et ryk.
„Hvorfor siger De det, frue?“
spurgte han og bøjed sig nærmere
til hende. Der var en angst og et
alvor i hans tone, som gjorde
hende ræd.
„For det er så kjedeligt, når ens
venner drager bort,“ sa hun med
tør og nervøs stemme.
Det stak i ham. Var hun da
virkelig en kokette, og vilde hun
more sig med ham? Eller var hun
så let af sind, at alt blev hende en
leg. Det passed ikke ind idet
billede, han havde af hende, men
han kunde jo ha tat fejl.
„Åh pyt, ikke andet,“ sa han
hånligt. „De vil altid få nok
tilbage.“
Der slog pludselig en voldsom
smerte op i Constance; den skylled
som en bølge hen over hendes
indre, og det syntes hende, at den
dråbe for dråbe var bleven til af
hendes livs mangeartede tårer.
Hvad havde hun dog fået ud af sig
selv? Hvor var livets gode indhold,
den værdi, hun skulde ha lagt sig
til bedste, hvor var den blit af?
Hendes facit var nul. Det havde
været en møje og lejelse, en leven
på stumper og stykker, en fægten
sig frem fra dag til dag. Hun
længtes tilbage til sin mands arme,
nej! ikke til hans arme, men til den
tid, da hun havde været lykkelig
der, skjønt nej, og tusind gange
nej! Hvad var det vel at længes
efter — en boble, som hun i sin
dårlighed havde tat for en fast
klode, stærk nok til at bære hendes
liv — en boble, som måtte og
skulde ende med at briste. Og nu
sad hun her og følte sig dragen til
en anden mand, en anden mand!
Med lyst og trang til at kaste sig til
hans bryst og sige, at hun var hans.
Det skar igjennem hende, at hun
var en utro hustru; så vidt var det
altså kommet. — „En utro hustru!“
Hun slog hænderne for ansigtet og
brød ud i gråd.
„Frue — Constance,“ hvisked han
og tog med sin hånd om hendes
skulder. Hun blev ved at hulke.
„Har jeg gjort Dem fortræd?“
spurgte han ømt. „Tilgiv mig, jeg
ber Dem.“ Han fik fat i hendes
hånd, som han trykked til sine
læber mange gange.
Hun følte hans kys som en
dulmelse, men hendes tårer blev
ved at flyde. Omsider tørred hun
sit ansigt.
„De skal ikke bry Dem om det,“
sa hun lavt. „Det kom sådan over
mig, nu er det forbi — men, men —
det er ikke så let at leve.“ Hendes
bryst hævedes af et krampagtigt
suk.
Hendes pludselige udbrud havde
grebet ham dybt. Han kunde ha
knælet for hende og bedækket
hendes klær med kys. Han havde i
denne stund en tydelig bevidsthed
om, hvilken rolle de vilde komme
til at spille i hinandens liv. Han
var bleven sikker på, at han ikke
var hende ligegyldig, og det gik
som en svimlende jubel igjennem
ham, at han en gang skulde holde
hende i sine arme, således som han
havde drømt det. Han knuged
hånden mod hjertet for at dæmpe
den brusende lidenskab derinde og
vented lidt, før han sa: „Nej, det er