Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

havde ikke villet ta hans arm da han bød hende den på gaden; herover havde Ring følt sig dybt krænket, hvilken stemning han gav luft ved uafladelig at gjentage med tyk og besværet stemme: „Du skulde ikke være sådan Constance, det kan nu være det samme, men jeg si–er det ba–are.“ Den sidste sætning ledsaged han hver gang med et hemmelighedsfuldt nik. Til sidst slog tungen klik for ham; en dunkel erkjendelse af, at der eksisterte noget som at tie af klogskabshensyn, steg op i ham, hvorefter han fortsatte resten af vejen i taushed. Constance gik og ærgred sig over ham. Det havde hun gjort hele aftenen, men det var hun så vant til. Inden de gik hjemmefra, havde hun bedt ham være forsigtig med, hvad han drak, og han havde svaret med en halvt utålmodig, halvt krænket stemme, at det skulde han nok, og i samme åndedræt begyndt at tale om noget andet. Formane ham, virke på ham — ja, moren havde let for at snakke hun! Hvor ofte havde hun ikke om morgenen sagt ham, at hun om aftenen havde skammet sig over ham. En mand, som lod sig byde sligt, lod sig tigge og trygle af sin kone om ikke at drikke sig fuld — og som loved og forsikred med hånd og mund og så gik lige hen og gjorde det. Da de kom op i entréen, kunde Ring ikke på nogen måde få hatten fra sig på en skikkelig vis. Han kunde ikke begribe, hvordan det havde sig, men hver gang han hængte den op på knaggen, faldt den ned på gulvet. Til sidst gav han tabt og la den fra sig på bordet, idet han mumled noget om, at fanden stod idet. Constance gik ind i dagligstuen for at hente en bog, hun vilde læse i på sengen. Pludselig stod Ring ved siden af hende. Han var endnu i overfrakke og havde beholdt den ene handske på. „Har jeg fornærmet dig, Constance?“ snøvled han og raved ganske småt frem og tilbage. Hun blev uforstyrret ved at lede efter bogen. „Jeg si–e–r — har jeg fornærmet dig?“ gjentog han. Hun havde fundet, hvad hun søgte. Idet hun strøg forbi ham, målte hun ham med et hurtigt blik og forsvandt gjennem døren. Ring stirred efter hende med døsig spørgende øjne og gjorde en bevægelse som for at følge efter, hvad han dog hurtig syntes at opgive. Han virred med hodet, sukked dybt og gav sig til at se på sine støvler med stor opmærksomhed. Han tumled om en stund derinde, læsped afbrudte ord, fægted med armene, knytted hånden, lo lidt, gjorde grimacer, som vilde han til at græde, og stod af og til stille, hensunken i betragtninger. Pludselig kom han i tanker om øl. Han tog den lille håndlampe, som Constance havde sat efter sig i dagligstuen, og bouted sig i små, uregelmæssige vendinger ut i kjøkkenet, hvor han gav sig til at dreje på nøglen til spisekammerdøren, som han ikke fik op. Så skred han over gulvet og ind i pigeværelset. „Alette, pst! Alette, pst!“ råbte han halvhøjt og bøjed sig over sengen, hvor pigen lå i dyb søvn med tæppet trukket op under hagen. „Hva! hva for noe!“ Ordene kom i små barske stød, og aldeles forstyrret rejste Alette sig op i sengen og gloed på Ring med søvndrukken forskrækkelse. Tæppet havde hun slået til side; hun var i det bare linned med nøgen hals og arme. Ring blev dybt greben af de hvide skuldre og det frodige bryst, hvis hvælvede rundinger halvvejs kom til syne. Hans næsebor vibrered ganske let, og han blev en kjende blegere. Så stak han sin famlende hånd ind på hendes bryst og trykked de klamme læber mod
hendes skulder. Alette vred sig fra ham og udstødte nogle små skrig. Ring blev næsten ædru af forskrækkelse. „Hys, hys,“ sa han og løfted advarende pegefingeren, idet han retted sig op, „at skrige slig da! Er der kanske nogen, som gjør Dem noget? Læg De Dem bare til igjen.“ Han skjøv hende lempelig tilbage på puden og trak tæppet op over hende. „En lækker krop, rigtig lækker,“ hvisked han. Han kunde ikke la være, han måtte stikke hånden ind på hendes hals igjen. „Uf nej da, kan De ikke gå med Dem,“ klynked Alette og vilde puffe ham fra sig, men den bløde berøring af hans glathudede hånd øved en lammende virkning på hende. Hun skjulte ansigtet i puden og lod ham klappe sig. Pludselig forekom det Ring, at han hørte en dør bli åbnet og straks efter lukket. Forsigtig som en kat sneg han sig ud og trak døren sagte til. Han lytted anspændt et par minutter. Alt var stille. Han kom ud i den lange, smale gang, der fra kjøkkenet førte til spisestuen, og for enden af hvilken soveværelset lå. På tå listed han op over og lyste med lampen foran sig. Der stod Constances støvler; det var altså dem, hun havde sat ud, da han hørte døren gå. Med et lettelsens suk gik han ind i spisestuen; nu husked han, at der plejed at stå øl i den broderte flaskekurv ved ovnen. Da han havde fået sin Seidel til livs og røgt et stykke af en cigar, gik han ind og la sig. Men Alette havde ondt for at falde i søvn igjen. Hun var bleven så årvågen og kjendte bestandig den bløde hånds kjærtegn på sit legeme. Værelset var fyldt af denne fine „herrelugt“ , som hun likte så godt. Hun lå og vendte og drejed sig, strøg sig over brystet og de kraftige arme, mens hun gjentog: en lækker krop. Hun havde været der siden forrige høst og likte sig godt i tjenesten. Især var Ring en snil husbond. På juleaften, efter at hun havde fået de pene gaver af fruen, havde Ring stukket til hende en femkroneseddel og i det samme lagt fingeren på munden. Det forstod hun var for fruens skyld, hun måtte ikke vide om det. Men han var nu vist „en go en“. Han havde tidt gjort uanstændige fagter og været efter hende, skjønt ikke så nærgående som i aften, men da havde han vist været ør i hodet, for det var han undertiden. Og han, som havde en sådan kone! Men smagen var forskjellig, og hun, Alette, var også vakker. En lækker krop, ja, Ring, det var nu vist en mand, som forstod det. 9 Det var gået over et år efter fru Bloms besøg. Det var en eftermiddag i midten af december med frost og klingende føre. Constance havde været ude for at gjøre nogle indkjøb. Nede på Karl Johansgade havde hun mødt Lorck; han var gået hende forbi med en ærbødig hilsen. Siden optrinet imellem dem var han hørt op med sine besøg; han kom kun, når Ring ekspres inviterte ham, og behandled da Constance med en udsøgt opmærksomhed, der var præget af en respekt og tilbageholdenhed, som var påfaldende forskjellig fra hans tidligere frie og spøgende tone. Constance sa undertiden til sig selv, at hun egentlig savned ham, men når hun så husked hans ord hin aften, blussed forbitrelsen op i hende. Da hun nærmed sig huset, så hun, at spisestuen var svagt oplyst, og tænkte, at Alette måtte være der inde for at lægge i ovnen. Hun var allerede halvt oppe i trappen, da hun husked, at klokkeledningen var i ustand. Hun havde ingen entrénøgle på sig, derfor vendte hun om og gik op bagvejen. Da hun kom ind i kjøkkenet, fandt hun lampen
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?