Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Vaklende gik han ud og lukked op; det var seddelen fra fru Wleügel. Han var i Incognitogaden før pigen. Fru Wleügel kom selv og åbned for ham. „Godaften,“ stammed han og trådte frygtsomt over tærskelen. Midt i sin bedrøvelse følte fru Wleiigel et vist velbehag ved at være kommen til at spille en så vigtig rolle i dette sørgelige drama. Hun rysted på hodet og bevæged hånden op og ned for at udtrykke, hvor forfærdelig alvorlig hun fandt sagen. „Ja, De må nok se bekymret ud,“ sa Ring med skræk og uro i stemme og miner, „det er en tung tilskikkelse.“ „Ja, Gud hjælpe og trøste mig for hende derinde,“ sukked fru Wleügel. Lyden af de sidste ord blev kvalt af hendes sindsbevægelse. Hun svøbte snippen af lommetørklædet om pegefingeren og tørred langsomt først det ene øje og så det andet. „Gud være lovet, at hun er tyet til Dem,“ sa Ring. „Det var det eneste rigtige. Åh, tante Wleügel, De kan tro, jeg er i en tilstand —“ han holdt hånden for øjnene og søgte at samle sig. „Ja, men Ring, hvor kunde De nu bære Dem således ad,“ sa den gamle dame klynkende. „Tal ikke om det,“ han løfted afværgende hånden, „jeg tror, jeg mister min forstand.“ Han vendte sig mod væggen og græd.“ „Uf, nej da,“ hyssed fru Wleügel, „det er så ondt at se en mand således — De må ikke græde, Ring.“ „Kunde jeg så sandt græde sjælen ud af mig med det samme — Gud skal vide, jeg gjerne gav mit liv for at ta sorgen fra Constance,“ sa han snøftende. „En tænker for lidet over det i forvejen, Ring, bagefter er det for sent,“ sukked fru Wleügel. „Ja, det er fejlen med os mennesker,“ sa Ring og pudsed sin næse, „men så får en også lide for det.“ „Ja, og de andre, som en drager i ulykke — det er nu det værste, Ring.“ Ring gjorde en bevægelse med hodet, som om han var altfor overvældet til at kunne svare. „Får jeg ikke tale med Constance?“ spurgte han. „Bare det ikke angriber hende for meget — hun er så ophidset, jeg kan næsten sige utilregnelig.“ „Og hun siger, hun vil skilles?“ „Hun vil ikke høre tale om andet; i aften nytter det ikke, Ring.“ „Åh, men lad mig få se hende, bare et øjeblik, jeg skal gå straks, hvis jeg mærker, det er hende imod — bare et eneste minut,“ bad han. „Jeg skal spørge hende.“ „Nej, gjør ikke det, tante Wleügel, så siger hun nej,“ sa Ring og holdt hende tilbage. „Lad mig gå ind uden videre, jeg skal være så stille og forsigtig, hvor er hun henne?“ „Der,“ hun pegte på døren til dagligstuen. Ring la hatten på entrébordet, åbned døren uden støj, og gik varsomt over tærskelen. Constance sad endnu i samme stilling på sofaen. Til tantens bønner om at drikke den te, hun bragte hende, havde hun blot rystet på hodet. Hun følte sig så mat, at hun syntes, det var umuligt at løfte hodet op. Inde i hjernen var der så underlig tungt og stillestående, og uafladelig kjendtes det, som om der risled fine strømme af koldt vand fra issen ned til nakken. Hun sad i en døs med lukkede øjne, det var så godt at ikke kunne tænke — Men hvad kunde det være for noget varmt og fugtigt der blev trykket op og ned på hendes hånd, og så forekom det hende, at nogen hvisked: „Constance.“ Det blev så tungt på hendes knæ, hvad var det dog? — Langsomt sled
hun øjnene op — der lå en stor lysebrun klump, som rørte sig, med en blank hvid runding på midten og noget bredt sort nedenfor det igjen, lige ned på gulvet, og så kom der en snøftende lyd. Det var først da klumpen løftedes, og et par anløbne, rødgrædte øjne hævedes imod hende, at hun helt kom til sig selv. Med et skrig, som var hun bidt af en slange, fo'r hun op af sofaen, styrted først som i vildelse om i stuen, fik så øje på en dør, piled ud af den, videre afsted, gjennem den næste, kom ind i et mørkt værelse, og tørned så mod noget spidst. Slaget var så heftigt, at hun tabte bevidstheden og faldt næsegrus overende på gulvet. Ring og tanten kom springende til. Fru Wleügel gik rent vild, før hun endelig fik tændt lys. De knæled begge ned ved siden af Constance. Panden var opsvulmet i en stor bule, ellers var der intet at se. Hun syntes ganske livløs, når de løfted hendes hænder, faldt de tungt tilbage igjen. „Spring efter læge, Ring, vær snar, for Guds skyld,“ sa tanten. Ring afsted. I forening med pigen, der imidlertid var kommen tilstede, anstrængte fru Wleügel sig for at få Constance til at vågne. De stænked hende med vand i ansigtet, hældte hende Eau de Cologne over hodet, stak en pude ind under nakken og fik knappet kjolen og korsettet op. Da doktoren kom, havde hun givet det første livstegn fra sig; han fik hende sat over ende i en lænestol, og snart var hun kommen ganske til live igjen. Da hun åbned øjnene, så hun Ring stå bøjet over sig; med en jamrende lyd kasted hun sig ind til tantens bryst og gjorde en afværgende håndbevægelse. „Gå ind i dagligstuen, Ring,“ hvisked tanten. Doktoren vented, mens Constance blev bragt til sengs. Da han havde undersøgt hende, erklæred han, at en akut sygdom var ved at bryde ud, han kunde ikke sige hvilken. Han skrev en recept, gav nogle instrukser for natten, trykked Rings og fru Wleügels hånd og loved at komme tidlig igjen næste morgen. Fru Wleiigel gjorde forberedelser til at våge over Constance, som lå stille hen med lukkede øjne. Hendes åndedrag var kort og uregelmæssigt. Ved lyset gjennem den grønne lampeskjærm så hun dødningeagtig hvid ud; over panden lå der et vådt klæde. Af og til fo'r hun sammen som i angst og så sig om med forstyrrede blikke, men blev straks rolig, når tanten forsikred, at hun var hos hende, og at der ikke var tale om, at hun skulde hjem. Men inde i dagligstuen gik Ring op og ned på gulvet med hodet dybt nede på brystet. Med mellemrum knæled han i en lænestol, lagde ansigtet på hænderne og græd. Så stod han op og satte sig i marsch igjen. Af og til stansed han, folded hænderne og løfted dem som i brændende bøn. Så slog han ud med armene og udbrød med lidenskab: „Hun skal bli min igjen, åh, hun skal — hun skal — såsandt hjælpe mig Gud, amen.“ 14 Det var en hjernerystelse, Constance var bleven rammet af. I over en uge lå hun i en søvnlignende døs, og når hun et øjeblik var vågen, fantaserte hun om alt muligt og kjendte hverken tanten eller diakonissen. Lægen erklærte dog allerede efter et par dages forløb, at han ikke troed, der var nogen fare på færde, og at sygdommen efter al sandsynlighed ikke vilde efterlade sig noget varigt mén. Da så bevidstheden vendte tilbage, og forstyrrelsen i hjernen måtte ansees for at være hævet, gik
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?