Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

hjerteløs og hævngjerrig. Al hans ømhed og kjærlighed slang hun fra sig, trådte den i skarnet, skred hen der over med kolde miner og smilende læber. Hans trofasthed ringeagted hun; hun så den ikke; hans møje og ærlige stræben for at vinde hende var spildt. Hendes venskab for Mejer, hele hendes leven og væren var en eneste fortsat forhånelse mod ham, han, der gik og elsked hende. „Din opførsel er oprørende!“ sa han næsten skrigende. „Hvis Du ikke kan tøjle dit onde sind, så er det bedre du tar livet af dig.“ Med et kort ryk i nakken kasted hun hodet tilbage, og så på ham med et sky og forskræmt blik. Der kom ingen lyd, men alligevel var det Lorck, som om hun gav et skrig. Hun rejste sig op og gik mod døren. På tærskelen blev hun stående og vendte hodet om imod ham. Der lå et iskoldt smil over hendes læber, og øjnene stak så besynderligt. „Jeg kunde jo løbe bort med en elsker i stedet for at dræbe mig; det var også en udvej.“ Hun talte langsomt og roligt. Det var Lorck, som om han blev rammet bag fra af et hug. Blodet fo'r op i hodet på ham, og åren i panden svulmed. Det vared lidt, før han fik mælet op. „Du taler afsindigt,“ sa han. „Sæt dig ned og kom til ro; du kan ikke lægge dig i den sindstilstand.“ Han gik et skridt hen imod hende. Hun gled lydløst over tærskelen og lukked døren efter sig. Lorck blev længe siddende, et bytte for mangeartede, modstridende følelser. Hvad skulle han dog gjøre? Forsøge at vække hendes skinsyge? Hvem skulle han bruge til øjemedet? Kanske der kunde tilby sig noget på karnevalet i morgen. Uf nej, han orked det ikke, han var for træt af alt sligt. Og desuden — hun vilde sandsynligvis ikke lægge mærke til det engang. Så vandred hans tanker tilbage til gamle dage, den gang han havde Kristine, hun, som havde lagt en grænseløs, ydmyg, althengivende kjærlighed for hans fod, som var kommen og gået på hans mindste vink og havde tat alt som en nåde af hans hånd. Der havde dog været skjønhed og glæde i forholdet til hende. En sådan kjærlighed var dog en skat i en mands liv, og kanske var det en lov, at den blev ikke to gange det samme menneske til del. Han havde kastet den fra sig for at vinde Constance, denne kolde, ukjærlige kvinde, som ingen evne havde til at vurdere, hvad han gav hende. Det var altså blevet hans lod; han gik omkring som en hjemløs mand; forsmået af hende, den eneste han brød sig om, den han havde bundet sit liv og sin fremtid til. Så tænkte han på, hvad Kristine måtte ha lidt, og blev så sår om hjertet derved. Den arme, arme pige; på sine knæ kunde han ha bedt hende om tilgivelse; hvis han nogen sinde traf hende, vilde han gjøre det. Han spurgte sig selv, om han kunde tænke sig muligheden af at ønske alt gjort om igjen, med Kristine til elskerinde, hun bundet, han fri ... Men nej, der havde jo ikke været sand tilfredsstillelse i det; han var gået omkring som en vildsom mand. Men hvis han nu havde ægtet Kristine — hun havde dog havt betingelsen for at forstå hans fortid, hendes egen var jo af samme art, og ligelighed på dette punkt var vistnok af stor betydning; hun vidste, hvad alt det var værd, og kunde skjelne mellem virkelig kjærlighed og en blot og bar sanselig forbindelse. Det var det, Constance fattedes evne til, og det var blit en ulykke for dem begge. Men nej, nej, ægtet Kristine, en pige, der intet andet havde at by ham end sin kjærlighed, en pige, der i ingen henseende var hans jevnbyrdige! Og nu især, da han havde været elsket af Constance, — det var det højeste, livet kunde by ham, og det var hans forbandelse, at han aldrig kunde glemme den lykke, hendes
kjærlighed havde skjænket ham ... Og nu skulde han ha tabt den ... tabt den — han stønned højt — umuligt! — det kunde ikke være ... Constance lå forlængst i sin seng; hun jog indtrykket af optrinet mellem hende og Lorck fra sig og lukket øjnene. Hun tænkte på det øjeblik, Mejer havde trykket hende til sit bryst, og hun følte hans læber dybt nede på sin hals. Hun leved det om og om igjen, og hver gang var det, som om hun løftedes på en bølge, misted pusten og blev borte i svimmelhed. Til sidst faldt hun i søvn og drømte, at hun og Mejer vandred sammen i en dejlig have tæt omslyngede, og at hun kjendte hans kys og varme ånde på sit kind. Da Lorck klokken tre om natten gik til sengs, sov hun trygt og fast. Han var stille og varsom for ikke at vække hende. Den næste dag lod Constance, som om intet var forefaldet, og Lorck, der angred sine voldsomme ord, modtog stiltiende det således budte forlig. I vognen på vejen til karnevalet spurgte Lorck Constance, om hun vilde gi ham første dans, og fik så at vide, at hun havde lovet Mejer den. Han bed sin skuffelse i sig og lod som ingen ting. Constance dansed hver eneste dans. Lorck forsøgte at holde øje med hende, men kunde alligevel ikke kontrollere hvem hendes kavallerer var. Han så hende hvirvle afsted med en spansk grande, en neapolitansk fiskergut og en kobberrød indianer. Så var det med nogle sorte dominoer. I en af dem vidste han, at Mejer stak. Han kjeded og ærgred sig og vented længselsfuldt på, at det skulde være forbi. Endelig kom demaskeringen, og souperen begyndte. Der var rettet an på små borde i en række grotter og løvhytter, der løb på begge sider af den som assyrisk slotshal dekorerede dansesal, skilt fra denne ved forhæng af persiske tæpper. Lorck skylled masser af champagne i sig for at komme i stemning, men forgjæves. De spiste sammen med Mejer og Hansens. Marie var spansk fiskerpige. Leende og blussende af glæde og champagne engagerte hun Lorck til første dans efter bordet. Han stødte sit glas mod hendes og takkede smilende, men hemmeligt var han rasende, for denne dans havde han været bestemt på at ville danse med Constance. „Så engagerer jeg Dem, Constance, det går altså op i op,“ sa Hansen og hæved sit glas for at drikke med hende. „Tak, jeg er optat,“ svarte hun. „Der kommer min kavaller.“ Hun pegte på en skorstensfejer, der bukkede for hende og førte hende bort. „Men har De ikke en anden dans?“ råbte Hansen efter hende. Hun så på sin balliste. „Næste francaise,“ svarte hun. Han takked og slog ud med hånden. Constance blev borte i vrimmelen. Hun var i en oprømt stemning, og hun tænkte med fryd på at Mejer skulde se, hvor feteret hun var, og samtidig vide, at der var ingen uden ham, hun brød sig om. Men Mejer led alle skinsygens kvaler. Det var ham en tortur at se Constance danse afsted munter og smilende i disse mandfolks arme; han bestilte ikke andet end at følge hende som hendes skygge. Skorstensfejeren var en af byens mest bekjendte balløver. Constance havde hyppig truffet sammen med ham den sidste vinter. Det var en vals, de dansed. Han holdt hende så tæt op til sig, at hun knapt kunde puste, og hvisked forelskede ord i hendes øre, som hun hverken ændsed eller hørte. Han tog hendes taushed for opmuntring og pludselig bøjed han sig ned og kyssed hende lynsnart på skulderen. „Fy skam Dem,“ råbte Constance, „hvor kan De vove! Hold op, jeg vil ikke mere.“
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?