Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

ham så nær som i den første lykkelige tid, be ham glemme og tilgi, hvis han kunde, al den fortræd, hun havde gjort ham, lægge sit hode til hans bryst og sige ham, at der var hendes rette, hendes eneste hvilested. Hun blev så rørt over det billede, hun maned frem, at øjnene uafladelig løb over af tårer; og hun følte sig så glad og lettet om hjertet. Freden drog ind i hendes pinte sind. Klokken halv fem var hun i Kristiania, og ti minutter før fem steg hun op ad trapperne i sit hjem. Hun lukked selv op og gik uden at støde på nogen ind i soveværelset. Her kasted hun overtøjet på sengen, vasked sine hænder og listed sig forsigtig som en tyv ud af stuen. Mellem soveværelset og Lorcks studereværelse var der en nogle skridt bred mellemgang. Oprindelig havde dette værelse ikke været i forbindelse med gangen, men Lorck havde ladet anbringe en tapetdør for at slippe at gå omvejen gjennem spisestuen til sine værelser. Modtagelsesværelset lå mellem studereværelset og venteværelset, der så atter stødte til spisestuen. Constance gik hen til tapetdøren; nøglen sad i på ydersiden; Lorck var gået derigjennem klokken fire. Snart vilde han være færdig, og så kom han denne vej til soveværelset for at gjøre en smule toilette, inden han gik ud. Hun vilde sidde i studereværelset, når han kom. Så overrasket som han vilde bli, og glad! Hun hørte det tonefald, hvormed han vilde sige: „Men Constance, er du alt kommen tilbage?“ Med bankende hjerte skjøv hun døren op — den gav ingen lyd — og trådte sagte ind. Døren til modtagelsesværelset stod på klem. Hun hørte, der var nogen hos ham; det måtte være den sidste for i dag. 33 Lorck havde ekspederet fem patienter, to tjenestepiger, en ung dame, der havde ørebyld, og to mandspersoner, af hvilke den sidste var en firskåren, brunbarket sømand med en mængde tatoveringer på hænderne. Da Lorck var bleven færdig med ham, trak han op sit uhr og så, at der endnu var fem minutter tilbage. Idet sømanden gik over tærskelen råbte Lorck: „Den næste, men så ikke flere i dag!“ Der kom en kvindeskikkelse ind, som havde slig underlig møje med at få døren lukket efter sig. Hun gik tøvende nogle skridt og blev usikker stående. Hun var middelhøj og slank med et svært mørkt hår, gråagtige, mandelformede øjne, en kort, bred næse og en fyldig, godtformet mund, der vilde været smuk, hvis ikke huden omkring læberne havde været så besynderlig strammet. Hendes dragt var net og tarvelig, et sort og hvidrudet kjoleskjørt lagt i brede plisséfolder, et sort overstykke af fint klæde og en hat af samme farve med en hvid, stiv fjær. Hun var meget bleg; åndedrættet gik hurtigt, og situationen syntes at være hende i høj grad pinlig. „Værsgod kom nærmere,“ sa Lorck, der sad og skrev i en notitsbog. Men hun rørte sig ikke. „Værsgod, værsgod,“ blev han ved og pegte i retning af lænestolen ved hans skrivebord. Så la han trækpapir over det skrevne, og idet han strøg hen over det med tværsiden af sin højre hånd, drejed han hodet og så på hende. Med et pludseligt sæt kasted han sig bagover i stolen og spiled øjnene lidt op. „Kristine, er det muligt!“ Hun gik et par skridt og blev stående, gjorde så et forsøg på at sige noget, men opgav det. Så tog hun lommetørklædet frem og holdt det for øjnene.
„Så du er her, Kristine? Du var jo rejst til Drammen.“ „Jeg er vendt tilbage,“ stammed hun. „Og nu kommer du hid?“ Hans tone lød halvt vemodig, halvt misbilligende. Hun skotted til ham. Han havde foldet hænderne over maven og lod tommelfingrene uafladelig dreje rundt om hinanden. „Jeg vilde så gjerne tale med Dem.“ Der kom et udtryk af rådvildhed og mishag på hans ansigt. „Er der noget, jeg kan gjøre for dig? For resten, Kristine, du forstår jo nok, at forbi er forbi.“ Hun blev blussende rød og så atter bleg. „Det er ikke på den måde. Tro endelig ikke — jeg vilde blot be om en recept.“ „Er du syg?“ Gråden, som hun hele tiden havde kjæmpet mod, tog nu overhånd. „Ja,“ hulked hun. „Kom og sæt dig, din stakkar,“ sa nu Lorck deltagende, idet han rejste sig. Han tog om hende og trykked hende sagte ned i stolen. „Lad mig så høre, hvad der fejler dig.“ Kristine tørred sine øjne og holdt dem fæstet på gulvet, mens hun talte. „Jeg er så plaget af mathed og hodepine, ligesom den gang, jeg havde blegfeber, og jeg fik de jernpiller, De husker, men nu har jeg også slige onde smerter for brystet.“ „Har du havt det længe?“ „Et par måneders tid; i de sidste fjorten dage er det blit rent ilde.“ Han følte hendes puls og betragted hende opmærksomt. „Og så sover jeg så dårligt om nætterne, at jeg er trættere om morgenen, når jeg står op, end om kvælden, når jeg lægger mig,“ vedblev hun. „Har du spurgt nogen læge før nu?“ „Nej,“ sa hun, „jeg har været her ved døren mange gange, men når jeg skulde til at ringe, havde jeg ikke mod.“ Hun hæved øjnene og så på ham med et ubeskriveligt rørende udtryk. „Jeg var så bange, De skulde bli sint,“ tilføjed hun frygtsomt. „Hvor kunde du tænke,“ sa han åndsfraværende. „Men så havde jeg slig græsselig lyst til at se Dem en eneste gang til,“ gråden var atter ved at bryde frem, „ja, og til at høre Dem tale, og så var jeg desuden så syg, at jeg måtte ha doktor.“ „Hvor længe har du været her i byen?“ „Siden straks før jul.“ „Hvorfor blev du ikke i Drammen?“ „Åh, det var for så meget. Jeg trivtes ikke og kunde ikke altid få arbejde. Når en er ukjendt, går det ikke så glat i en liten by. Og så blev jeg også uenig med min søster, eller rettere sagt med hendes mand. Ja, alt det kom sig nu bare af, at han ikke lod mig være i fred.“ „Åh sådan, din stakkar,“ sa Lorck og rysted medlidende på hodet. „Og går det dig bedre nu da?“ „Ja, her har jeg nok at gjøre, mere end jeg kan overkomme. Bare jeg var frisk, men jeg tror, det er tæring.“ „Hvor falder du på det, Kristine?“ „Jo, for med begge mine søstre, som døde af den sygdom, begyndte det akkurat således. Og så har jeg sørget så græsseligt.“ De sidste ord sa hun med neppe hørlig stemme, mens hun hurtig visked de tårer bort, som randt ned over hendes kinder. „Hum,“ sa Lorck og sukked uvilkårlig. „Stakkels pige. Men for resten, tæring kan jeg ikke tro, der er tale om.“ „Jeg vilde slet ikke bli lej, om så var.“ Hendes tone lød med ét frimodig. „Tværtom, jeg vilde gjerne dø.“
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151: han ingen ting aned, men troed hend
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?