Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Hvor kan du tænke! Snak, du er slet ikke så forandret.“ „Åh, jeg véd så godt om det. Hvis jeg bare ikke så så dårlig ud, for det er det, som gjør mig gammel. Men du kan tænke, fire børn i fem år! Du kan altid være strålende, som ingen har — er du lei for det?“ „Nej da! Hvordan er det ellers at ha børn?“ „Et slid og mas og kav uden ende. Og så al den nattevågingen!“ „Men lykken og fryden, som skal følge med at være mor. Kan du huske, der står i bibelen: „af glæde over, at et menneske er født til verden ...“ Det må vel være noget ganske aparte, det?“ „Ja, det er det jo også, kan du skjønne, men det trækker så i husholdningen.“ Og fru Sunde drog et langt suk. „Har I lidet at leve af, Rikke?“ „Ja da, sligt et fille præstekald skal en ikke bli fed af.“ „Hvad kan indtægten beløbe sig til?“ „En 2000 kr. foruden huslejegodtgørelse.“ „Ikke mere, du?“ „Nej da, det er enda højt regnet. Så længe det bare var os to, gik det an, men siden har det rigtignok knebet.“ „Hvor gammel er din yngste?“ spurgte Constance. „Ni måneder.“ „Vilde du ikke ønske, at du ikke fik flere?“ „Om jeg vilde ønske det!“ sa fru Sunde og vendte sine øjne opad som for at ta de usynlige magter til vidne. „Men hvad nytter ønsker, der er meget, en kunde ønske.“ Stemmen var modfalden, og hun så træt og bekymret ud. De havde rejst sig fra bordet og var gået ind i dagligstuen. „Men fortæl mig nu lidt om dig, Constance. Du er vel lykkelig, som har det så dejligt.“ Hendes blik gled rundt på de fløjlsstoppede møbler, de fine gardiner og de smukke malerier. „Lykkelig,“ sa Constance med et tonefald, som om hun studsed, „det er i grunden et dumt ord.“ Fru Sunde lo. „Jeg véd ikke det,“ sa hun, „der er da vist dem, som er lykkelige.“ „Tror du? Ja kanske, men så er det vist en indbildning.“ „Du er vist meget forandret, Constance, ja, sådan indvendig, mener jeg.“ „Det er jeg vist. Men kom nu her og sæt dig lidt godt og sig mig så, Rikke, hvorledes du egentlig er fornøjet med livet.“ „Jeg kan jo ikke klage, jeg har en snil mand og søde børn.“ „Ja, ja, ja — lad nu det være godt — men jeg mener, hvorledes du synes, at livet er.“ „Hvis jeg havde nok af penge, og der ikke var fuldt så meget kav, så —“ „Blev du ikke skrækkelig skuffet, og havde du vel tænkt, at det var således?“ „Jo, når du siger det, så husker jeg, at jeg følte noget sligt i begyndelsen. Jeg lå og græd mange gange, forsikrer jeg dig, men senere fik jeg andet at bestille.“ „Jeg synes, livet er så rasende tomt,“ sa Constance utålmodig, „og dertil så underlig jernskoet, du. Det går sin gang og tramper os ned, der vi skal være, uden at spørge om, hvordan vi liker at ha det netop således.“ „Jeg tror, det vilde være godt for dig at få børn, Constance.“ „Langtifra! Det er en overtro, dette snak om disse børn. Hvis jeg havde børn, vilde jeg bare gå og ønske, at de måtte dø.“ „Nej fy da!“ „Jeg vilde ikke ha ro på mig, før de døde. Alt det onde de må op i her i verden! Huttitu!“ Og Constance tog sig sammen, som om hun frøs. „Gud bevare mig vel for et slags livssyn, du har fået!“ sa fro Sunde forbauset. „Hvad siger din mand til det?“ „Tror du, jeg taler med ham om sligt?“
„Du er vist ikke lykkelig gift, Constance.“ „Nej hør nu, Rikke, lad os være enige om ikke at bruge dette ubeskedne ord. Jeg er for resten lige så lykkelig, jeg — som de andre.“ „I så da så forelskede ud, da I holdt bryllup — især Ring for resten. Jeg kan huske, vi talte — ja, undskyld — om, hvor lykkelige I var.“ „Gjorde I det?“ Fro Sunde sad og legte med en papirkniv. „Jeg er så bange for dig, Constance,“ sa hun nølende. „For mig? hvorledes det?“ „Jo, for — ja, du må ikke bli sint, men hvis du ikke elsker din mand, så kunde der komme et slet menneske og bedåre dig“ Constance brast i latter. „Du er for sød med din bekymring, Rikke, men vær du tryg! Mændene er ikke således beskafne. Desværre, havde jeg nær sagt.“ „Fy, hvor du snakker, det er da ikke dit alvor?“ „Hvorfor ikke det? Det vilde da være noget.“ „Men der er da intet afskyeligere i verden end en gift kone, som lever med en elsker.“ „Eller en gift kone, som lever af at leve med sin mand, det kommer ud på ét,“ sa Constance med et skuldertræk. „Lever af at leve med sin mand, det er jo en kones pligt, ved jeg.“ „Ja naturligvis —“ Constance så ud, som om hun var træt af det. „Uf, du,“ fo'r hun pludselig op og kasted et bind digte, hun havde siddet og pillet ved, „ægteskabet er i grunden en styg institution.“ „Nej, men Constance, sådan må du ikke tale om Guds indstiftelse, tænk dig til, hvorledes det vel vilde se ud i verden, hvis ægteskabet ikke var.“ „Ja, det véd jeg ikke noget om, og det angår mig heller ikke,“ svarte Constance og satte sig hårdt tilbage i sofaen. „Du sværmer da vel aldrig for den frie kjærlighed?“ „Nej, mæn gjør jeg ej — men jeg sværmer heller ikke for den tvungne med de tvungne kjærlighedspligter. Jeg sværmer ikke for nogen ting, jeg.“ „Den frie kjærlighed er jo tegnet på den yderste fordærvelse. Det vil bli utugten sat i system, siger Sunde.“ „Siger han det?“ Constance smilte mat. „Da glemmer han vist, at utugten allerede er sat i system, i offentligt system, og længe har været det.“ Fru Sunde taug betuttet. „Det er for resten for latterligt, at vi sidder her og taler om sligt,“ sa Constance og gjorde en bevægelse, som om hun pludselig besinded sig. „Kjærlighed — det er nu også et æmne!“ „Det er vel et interessant nok æmne det, skulde jeg mene,“ sa fru Sunde for at sige noget. „Lever du og din mand godt sammen, Rikke?“ spurgte Constance i en helt forandret tone. „Hvor falder du på det?“ spurgte hun. „Åh, fordi det faldt mig ind. Du kan jo la være at svare, hvis du ikke har lyst.“ „Jo du, vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden,“ sa fru Sunde, „rigtig godt sågar, især nu, siden jeg kjender Sunde og véd, hvordan han skal ha det.“ „Var han vanskelig at komme til rette med?“ "Åh nej såmæn, ikke så værst. Når jeg bare lader, som jeg føjer ham og snakker ham lidt efter munden, får jeg sat, igjennem alt, hvad jeg vil.“ „Er I aldrig uvenner?“ „Ikke nu mere. Jeg har aldrig tid, ser du, undtagen når jeg ligger og har fået en liden, og da er jeg ikke oplagt til at trætte.“ Pigen meldte, at middagen stod på bordet. De forskrækkedes begge over, at klokken var bleven så mange. Der var neppe tid til at spise; det måtte gå i huj og hast, og
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?