Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

var usikkert, når han vendte hjem, eller om han overhovedet nogensinde gjorde det. Han bad hende hæve månedspengene for barnet hos advokat Hansen, der vidste besked, og som havde ordre til at begynde udbetalingen, når som helst hun forlangte det. Sluttelig anbefaled han hende at gifte sig med en eller anden, som det lod til havde gjort hende et ægteskabstilbud, og erklæred, at han var villig til at give hende penge til udstyr. Da Constance var færdig med læsningen, klipped hun det brudte laksegl af omslaget, og pakked brevene omhyggeligt ind; hun fandt frem noget hyssing, som hun vikled om pakken, og låsed den og brevet fra Hansen ned i sin skuffe. Så satte hun sig med albuerne på bordet og ansigtet i hænderne. Omtrent ti minutter forblev hun ubevægelig. Pludselig lod hun til at besinde sig og rejste sig; hun var askegrå i kinderne, og læberne var bleven så underlig tynde, hendes fingre kramsed hen over bordtæppet som i en uklar forestilling om, at de skulde ha fat på noget. Havde Lorck seet hende i dette øjeblik, vilde han havt vanskelig for at gjenkjende sin hustru i denne stive skikkelse med den dybe fure mellem de stirrende øjne og de slappe ansigtstræk. Stille listed hun tilbage til soveværelset, men trods hendes forsigtighed frembragte døren en pibende lyd, som vækked Lorck. „Er du alt oppe, Conny?“ sa han søvndrukkent. „Nej, jeg lægger mig igjen,“ svarte hun hurtig, „jeg kunde ikke sove, men nu er jeg blit søvnig.“ Hun lå allerede på puden i sin seng ved siden af hans. „Sådan en dejlig søvn jeg har havt, Conny, så styrkende — lad mig få din hånd.“ Stemmen døde hen, han slumred ind pånyt. Men Constance var fremdeles vågen; hendes iskolde fingre lå mellem hans, men såsnart hun mærked, at han sov, frigjorde hun dem lempelig. Hun led meget; der var en sugende fornemmelse om hjertet, som steg og sank, og med mellemrum voksed op til en brændende smerte, eftersom tankerne trak hende kredsen rundt af de forestillinger, som læsningen af brevene havde fremkaldt. Hendes fantasi maled igjen og igjen de kjærtegn, der havde været imellem ham og disse kvinder. Han var gået fra den ene til den anden; nu var turen kommen til hende, det var det hele. Hun spurgte sig selv, hvorfor det egentlig gjorde hende så ondt; hun havde jo aldrig tænkt sig, at hun var den første og eneste, han havde elsket; hvorfor da lade det få magt til at smerte hende så dybt? Nu var det jo hende, han elsked og ingen anden. Ja, men lykken var styrtet sammen for hende; hans kjærlighed havde ikke mere nogen værdi, i ethvert fald ikke den tidligere; hun var i flok og følge med de andre, og det tog glansen bort. Hun havde halvt ubevidst ment sig at være en undtagelse, noget særeget i hans liv, nu havde hun forstået, at det ikke forholdt sig således. Der havde været så mange af dem. Dem alle havde han nævnt med de samme kjælenavne, som han nu gav hende, været deres Niels — „din Niels“ — hvad betød det så, at han nu kaldte sig hendes? Hvor længe vilde det vare? Ægteskabsbåndet var ham ikke nogen hindring, han, som havde brudt ind over andre mænds ejendom; hvorfor, hvorfor havde han ikke ladet dem beholde deres hustruer i fred! Hun mindedes hans forsøg på at få et uværdigt forhold til hende, mens hun var gift med Ring, og erindringen derom i forbindelse med den viden, hun nu sad inde med, gav hende en opfatning, der satte ham i et næsten modbydeligt lys. Hvad brød vel slige karle sig om, at de var gift, havde forpligtelser mod en kvinde — en kvinde! I den slags sager gjaldt ikke noget æresbegreb. Det var hende en trøst at tænke sig ham så
slet som muligt; hun blev koldere og roligere derved. Hun vilde bære sin ulykke med værdighed; hun havde ægtet en dårlig person — det var det hele. Til ham vilde hun intet sige. Det ligned jo ikke noget for hende, der var kommen til skjels år og alder, at gjøre væsen af sligt; det var jo at gjøre sig latterlig. Hun vilde trække sig ind i sig selv, være, som om intet var forefaldet. Men hendes kjærlighed var borte; hun elsked ikke denne mand; det var en anden, hun havde troet at give sin sjæl til. Nu var det forbi, det fik han finde sig i, for ingen kunde høste det, de ikke såed. Det vilde bli ganske anderledes mellem dem her efter dags, ikke sådan udadtil, men alligevel. 26 Det gik dog ikke så let med at komme til ro, som Constance søgte at indbilde sig. Hver dag påny brød smerten op i hende; undertiden når Lorck med en betoning af et ord minded hende om noget, som de plejed at le af, eller gav hende et tilnavn, som tidligere aldtid havde bragt hende til at løbe hen og kysse ham, kunde hun ha skreget af fortvilelse over at ha mistet ham. Men værst var det om nætterne, når hun lå time efter time uden at kunne sove og var et værgeløst bytte for sine martrende tanker. I disse dage afslog hun at spasere med Mejer. En gang gik hun dog med ham, og da Mejer med bekymring spurgte om grunden til hendes forandrede udseende, sa hun, at hun var plaget af hodepine og søvnløshed. Efterhvert som Lorck kom sig, følte han dunkelt forandringen hos sin hustru. Når han kjærtegned hende, kunde han pludselig slippe hende i forundring; det var, som holdt han en helt fremmed kvinde i sine arme. Det begyndte at forurolige ham, at deres forhold ikke mere var det gamle. Hvad kunde det dog stikke i? Hun tog imod hans kys, men hun gav dem ikke tilbage, undtagen når han bad hende, og da uden nogen varme. Han blev mere tilbageholdende og gik i en stadig spænding og vented på, at hun skulde mærke forskjellen og savne hans ømhed og så komme af sig selv og forlange den; men det skeed ikke. Der gik dage hen, uden at de veksled et kys, og det slog ham med pinlig overraskelse, at netop da var hun påfaldende livlig og elskværdig i sit væsen, som vilde hun med sin oprømthed dække over kulden og på en måde sætte ham blår i øjnene. Hver dag, som gik, syntes mere og mere at fæstne den nye form, deres samliv havde fået. Det gik over til at bli en lidelse for ham. Der kom noget spejdende og nervøst i hans væsen; undertiden var han pirrelig og opfarende for så bagefter at synke hen i en modløs sørgmodighed. En morgen var Constance så ilde tilpas, at hun blev liggende i sengen langt opover formiddagen. Om natten havde hun lidt af mavesmerter, der kom og gik i heftige byger. På Lorcks spørgsmål om, hvad der fejled hende, svarte hun, at hun havde hodepine og vilde forsøge at sove. Hun havde i øjeblikket ikke lyst til at sige ham, at hun om natten havde aborteret. Hun lå med lukkede øjne og følte en slap tilfredshed over, hvad der var skeet. Hun havde ønsket, det vilde gå således, og halvvejs ventet det. Den stærke sindslidelse, hun på det sidste havde gjennemgået, var jo mere end årsag nok. Der påkom hende en fornemmelse af frihed og lettelse; nu skulde hun da slippe for at føde til verden et pant på en kjærlighed, hun ikke længer næred. Og hun sa til sig selv, at nu var den krise, hendes følelser for Lorck havde havt at gjennemgå, overstået. Det var jo ørkesløst og dumt at gå og sørge over hans fortid. Når alt kom til alt, var det jo noget, som
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?