Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

kaffen blev drukket, mens de gik
og tog tøjet på. Pigen havde hentet
en vogn, og Constance kjørte med
til stationen.
„Det var kjedeligt, at jeg ikke fik
se din mand, Constance,“ sa fru
Sunde på vejen nedover. „Du får
hilse ham fra mig.“
„Så havde vi jo ikke kunnet tale
så ugenert sammen,“ svarte
Constance. „Det var rigtig godt, at
han var væk.“
„Åh ja, kanske. Huttitu for et
vejr, det er blit.“
„Det var begyndt at storme;
gaden stod pakkende fuld af en
skodde med rusk og støv og visne
blade. De fik det fejet lige ind i
vognen, så de sad og gned sig i
øjnene i et væk.
Constance bøjed sig frem og så
på himlen. Den var sort og
uvejrsagtig, og enkelte store
vanddråber begyndte at falde.
„Og din mand, som er ude og
sejler!“
„Han hytter sig nok, kan du tro.
Nu ligger han i havn etsteds og
nyder sin cigar og sit glas toddy.“
De var ved stationen. Det var så
vidt der var tid til at få billet og
sætte sig ind, før det bar afsted.
Constance stod og vinked til afsked
og gik først, da hun ikke kunde
øjne toget mere. Vinden havde tat
til i styrke, og nu var det også
begyndt at øsregne.
Da hun kom hjem, la hun sig på
sofaen og forsøgte at sove. Men det
lykkedes ikke. Den stærke blæst
havde git hende hodepine, og hun
følte sig så nedtrykt og trist, så
grænseløs ensom og elendig. Hun
lå og lytted til vindens tuden og
det voldsomme regn, der slog mod
ruderne. Når det blæste fra denne
kant, tog det hårdt i huset. Det
forekom hende, at stuen rysted.
Hun kunde ikke ligge rolig, men
måtte op og gå frem og tilbage. Til
sidst stilled hun sig hen ved
vinduet og gav sig til at stirre ned i
haven. Det så sørgeligt ud der
nede. Høsten var kommen med ét
og havde tat fat for alvor; der lå
allerede i bunkevis af ødelæggelse.
Det var dog synd for den pene,
ranke syrenbusk, som nu lå
næsegrus i et af sidebedene og
dukked sig mod jorden med
sønderpiskede blade, mens et par
lange, tynde rodtrevler endnu
holdt den fast. Georginerne var
bøjet over i to. Når stormen fo'r
ind mellem dem, rysted de sine
sortbrune hoder som i græmmelse
over sit skjæmmede ydre.
Palmeplanterne i de store, lysegule
uroer på de hvidmalede fodstykker
hang og dingled efter stammens
yderste hylster, knækket over på
midten. De lange, smale blade var
filtret sammen af væden; alt
imellem løste vinden dem fra
hinanden, og da bugted de sig frem
og tilbage som tynde slanger, der
var bleven hængende, og vilde løs.
Og hvor var det gået hurtigt med at
få løvet af træerne! Endnu i går
havde det været der; nu var det
drysset ud over haven og lå i tykke,
toppede længder over alt i vejene,
gulbrunt og vissensort. Nederst
nede op mod gjærdet holdt vinden
på at feje sammen en stor dynge.
Den havde ellers sit besvær
dermed, for bladene var tunge af
vandet og sene i vendingen; de
klæbed sig sammen og satte sig fast
i store klumper bag træstammer og
på bænkefødder og opefter
lysthusets sprinkelvægge.
Constance gjøs og følte et slags
fortvilelse over, at hun ikke gik ind
i den anden stue, hvor der var
lunere, eller dog idet mindste bort
fra vinduet og det pinefulde syn.
Men det var, som om hun holdtes
fast af en usynlig magt, der tvang
hende til at bli stående og se på
hvorledes regnet blev pisket af
vinden, så det drev i hvirvler
mellem himmel og jord og slog ned
med et sprøjt over hver en liden
plante, som endnu tappert holdt
nakken stiv. Og med en slags
åndeløs spænding måtte hun følge
vindstødene nedover, når de døde
hen, og opover, når de voksed. Og
det var som persed de sig frem fra
hendes bryst, disse langstrakte
støn, og disse stød, der kom med