Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

skrøbelighed, Ja, som den har
demoraliseret!“
Han holdt inde og slog ud med
hånden.
„Jeg forstår slet ikke, hvad De
mener,“ sa Constance.
„for eks. nu dette med, ja, De
undskylder frue, dette med
kyskhedskravet, I gamle Jehovas
tid var det jo bare de ukyske
handlinger, som var forbudt, men
så kom kristendommen og sa: hvo
som ser på en kvinde o.s.v.. Skal
man nogensinde ha hørt magen!“
„Ja, og hvad så?“
„Så måtte jo folk gi sig over og
tænke som så: „Din synd er
akkurat den samme, enten du gjør
det eller ej, ja, for begjære, det
kan da vel ingen la være. Skal du
ha navnet, så skal du også ha
gagnet, og så gik det, som det gik.“
„Men tror De nu, det var bedre
før?“ spurgte Constance.
„Ja, det tror jeg, jøderne f.eks.
er den dag i dag sædeligere, og
med hensyn til kjønslige
udskejelser meget mere afholdende
end de kristne.“
„Sodomah og Gomorrah lå dog i
jødeland,“ sa Lorck og lo.
„Men det er nu så længe siden,“
sa Constance tankefuldt.
„Og nu selve denne kyskhed,“
begyndte Lorck „fy for pokker, et
påbud, som aldrig har udrettet
andet end at gi nogle stakkere med
svage hjerner og dårlige maver ond
samvittighed.“
„Nej fy, Lorck!“ råbte
Constance.
„Og bragt en skare forkvaklede
fruentimmer til at lægge sundhed
og livsglæde som en blodpenge på
et alter, der er rejst over naturens
hæsligste unatur,“ fo'r Lorck fort.
„Det er modbydeligt, hvad De
siger,“ sa Constance med dirrende
stemme og slap hans arm.
„Ja, så forvænte er begreberne,
det finder nu jeg modbydeligt,“
ivred Lorck.
„Og så er det oven i kjøbet løgn!
ja, i alle fald, jeg tror det ikke, alle
mænd skulde være ... nej, så lavt
sætter jeg dem ikke, aldrig i
evighed.“
„Jeg kjender ingen mand, som
vilde være Dem taknemlig for
denne Deres mening,“ sa Lorck.
„Da gjør det mig virkelig ondt
for Deres bekjendte,“ svarte
Constance harm.
„Skynd jer lidt, godtfolk!“ råbte
Ring, der havde lukket fru Blom
ind og nu stod ved gadedøren og
vented.
„Men for resten, som sagt, jeg
tror ikke på det, ikke et gran.“
„Hvafornoe tror du ikke på,
Constance,“ spurgte Ring med
usikkert mæle.
„Ah, det var ingen ting,“ sa hun
kort. „God nat, Lorck, god nat,
Mejer!“
Hun skyndte sig ovenpå og traf
sin mor i entreen.
„Hørte du, at Ring var bleven
dus med løjtnant Fallesen,
Constance, eller har de kanske
været det før?“
„Nej. Ja så, er de blit dus, ja, det
tror jeg gjerne.“
De sa god nat og gik hver til sit.
Ring syntes særdeles oplagt til at
slå en passiar af; han blev ved at
forsikre Mejer om sit varme
venskab og pålagde ham
indtrængende at besøge dem. Til
sidst bød han dem op på et glas øl,
hvad de dog begge afslog. „Så kom
da, menneske!“ sa Lorck og trak i
Mejer, som et par gange forgjæves
havde søgt at komme løs fra Ring,
der stod og holdt ham om
skulderen.
„Nu skal du jagu gå op, onkel
Edvard! god nat med dig.“
„Han havde sig en liden perial i
kveld,“ lo Mejer, da de var drejet
om hjørnet.
„Hvem? åh han, det bæst, han
blir altid fuld.“
„Det må nu ikke være morsomt
for hans kone,“ mente Mejer.
„Ah pyt — en vænner sig til al
slags.“
„Er det et lykkeligt ægteskab,
skal tro?“
Lorck stod stille. „Det er fanden
ta mig et fornærmeligt spørgsmål!“