Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

stilling, kun med den forskjel, at
det nu var den anden fod, hun var
falden i staver over.
Så var det jo godt at se, at der
var intet udkomme med hende.
Eller hun kunde sidde foran
spejlet og kjæmme sit hår. Det så
ud, som om hånden dovned bort
undervejs, så slæbende gik den op
og ned indtil den faldt i dvale og
blev liggende på bordkanten, mens
hodet hang og ludet som efter et
slag over nakken.
Så med ét kunde hun kaste det
bagover, sprige fingrene ud og
stikke dem ind i håret for at stryge
det væk fra ansigtet. Når hun så
satte albuerne på bordet og gav sig
til at niglane på sig selv i spejlet,
så vidste Johanne, at nu kunde hun
trygt gå til køjs og ta sig en times
lur og endda finde fruen på samme
flæk, når hun kom tilbage.
Et triveligt kvindfolk, den fru
Ring.
Og således var det med alle
mulige ting. Bare nu det at vågne
om morgenen. „Hun ist minsæl
ikke lukke øjnene op, men ligger
og kniber dem sammen og kvier sig
for at vedgå, at det er høje, lyse
dagen,“ kunde Johanne stå og sige
til pigen nedenunder.
Men der var flere ting, Johanne
ærgred sig over. Til eksempel nu
dette, at hun måtte stå der og lyve
og sige, at fruen ikke var hjemme,
når dog Gud i himlen skulde vide,
at hun lå der og groed fast i stolen,
hvis hun ikke drev over en bog
etsteds eller holdt på et hækletøj,
som ingen skulde bilde hende ind
var for andet end et syns skyld.
„Jeg er ikke hjemme“ — eller
„slip ingen ind, jeg har hodepine“
— åh, hvor hun kjendte dem til at
brække sig af, disse beskeder.
Hvor havde hun ikke hærmet dem
op igjen og vrænget dem fra sig
derude i kjøkkenet med en
stemme, der ikke just havde en
smigrende lighed med fruens.
„Det er Gud forsørge mig den
argeste dovenskab,“ brummed hun
ofte som konklusion på sine
forargede betragtninger. „Hun
kunde ha godt af at røre på
kroppen sin,“ og hun gjorde en
bevægelse med hånden, som om
hun smeldte med en pisk.
Når det så tog i entréklokken,
kom fruen ofte farende og rysted
sit hode midt i kjøkkendøren for at
indskjærpe instruksen. Det var
såvidt Johanne fik se, hun ikke led
af noget tilfælde i benene, hvad
hun havde god grund til at
mistænke hende for, så
møjsommeligt som hun drog sig fra
dagligstuen til spisestuen og tilbage
igjen.
Det var jo umuligt at være i et
sligt hus. Hun værked i ørene af
denne idelige stilheden, og hun var
så forfjamsket i blodet, at hun, når
klokken gik, skvat op i en
forskrækkelse og fik en urolighed
over sig som en, der har noget
udestående med politiet.
Til høsten vilde hun flytte, hun
havde så ikke større takken for alt
det, hun gik igjennem, for den fru
Ring skulde såmæn aldrig ta
såmeget som et erkjendtligt ord
ifra sig.
Tingen var, at Johanne havde det
så ulige meget bedre, end hun
havde været vant til.
Men hun kjedet sig.
For hun var af et driftigt og
virkelystent temperament, og sine
forrige madmødre havde hun
leveret de mest durable bataljer.
Men her var ingen anledning.
At gå således året rundt, uden at
der kom nogen ting på! — Hun
vilde heller havt husespektakel
hver eneste dag.
Men fru Ring holdt sig så passiv
som en fremmed logerende. Hun
gav Johanne de nødvendige penge
til husholdningen og lod hende
stelle som selv hun vilde.
De første fjorten dage hun var i
tjenesten, havde Johanne
regelmæssig hver morgen spurgt
om, hvad de skulde ha til middag,
og ligeså ufravigelig regelmæssig
fået til svar: „Lav, hvad De vil.“
Så var hun holdt op med at
spørge.