Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
verandadøren. Han kasted<br />
spejdende blikke til alle sider.<br />
I <strong>det</strong> grågule morgenlys så han<br />
bleg og <strong>for</strong>pjusket ud. Han tændte<br />
en cigar og stod et øjeblik og<br />
lytted. Så kasted han et slængkys<br />
op til <strong>det</strong> tildækkede altanvindu og<br />
skyndte sig ud af haven. Han havde<br />
omtrent en mils vej at gå og regned<br />
ud, at han vilde være hjemme kl. 6.<br />
Da han var kommet et stykke ind<br />
i skoven, stod han stille, åbned sin<br />
lommebog og tog frem et fotografi.<br />
„Det <strong>for</strong>dømte billede,“ mumled<br />
han, rev af en fyrstikke og tændte<br />
ild på <strong>det</strong>.<br />
„Sligt et grandiost fæ! gå med<br />
<strong>det</strong> på sig,“ sa han halvhøjt. Han<br />
kasted <strong>det</strong> flammende billede fra<br />
sig og trådte ilden ud med foden.<br />
„Se så, nu skal <strong>det</strong> ikke gjøre<br />
mere <strong>for</strong>træd, end <strong>det</strong> alt har<br />
gjort.“ Han gik videre med raske<br />
skridt og slog flere gange ud med<br />
hånden som <strong>for</strong> at skyve noget<br />
ubehageligt fra sig. Den pinlige<br />
situation ved afskeden stod atter<br />
og atter <strong>for</strong> ham, og han så<br />
uafladelig <strong>Constance</strong> bøje sig ned<br />
og ta bille<strong>det</strong> op fra gulvet, da <strong>det</strong><br />
var fal<strong>det</strong> ud af hans lommebog,<br />
så, hvorledes hun betragted<br />
bagsiden, og hørte den stemme,<br />
hvormed hun læste op: Fra Emma<br />
til Harald. Så havde hun vendt <strong>det</strong><br />
om og udbrudt: „Men du gode<br />
Gud, <strong>det</strong> er jo Emma sypige,“ og så<br />
i næste nu var hun bleven<br />
flammende rød og havde betragtet<br />
ham med et blik, som <strong>det</strong> tog<br />
vejret fra ham at gjenkalde sig. Og<br />
så som hun havde seet ud, da hun<br />
lod ham kysse sig til farvel!<br />
34<br />
Da <strong>Constance</strong> vågned efter et par<br />
timers fast og dyb søvn, stod solen<br />
højt på himlen. Først havde hun<br />
ingen tydelig <strong>for</strong>estilling om, hvad<br />
<strong>det</strong> var, som lå så knugende over<br />
hende, men lidt efter stod alt, hvar<br />
der var <strong>for</strong>egået, i klare omrids <strong>for</strong><br />
hende. Hun lukkede øjnene fast i<br />
og graved ansigtet ned i puden.<br />
Hun vilde gjemme sig <strong>for</strong> <strong>det</strong>, vilde<br />
væk, væk, men <strong>det</strong> nytted ikke.<br />
Hun måtte gjennemgå <strong>det</strong> alt<br />
sammen, leve <strong>det</strong> om igjen, smule<br />
<strong>for</strong> smule. Nu havde hun hævnet<br />
sig. Men havde hun nu også fun<strong>det</strong><br />
lindring derved? Hun følte trang til<br />
at spytte sig selv ud. Der var ikke<br />
stof i hende til <strong>det</strong>, hun havde<br />
villet, kunne hun mærke. Hun<br />
væmmedes ved sin mand, ved<br />
Mejer, ved <strong>livet</strong>, men frem<strong>for</strong> alt<br />
ved sig selv.<br />
Hvad skulde hun nu gjøre?<br />
Hvorledes <strong>for</strong>holde sig? Hun satte<br />
sig over ende i sengen <strong>for</strong> at tænke<br />
efter. Så faldt hendes blik på<br />
hendes billede i spejlet. Med et<br />
skrig slog hun hænderne <strong>for</strong><br />
ansigtet og slang sig tilbage i<br />
puderne. Hun kunde ikke udholde<br />
tanken om at møde sin mand. Hun<br />
vilde ikke, at han skulde røre ved<br />
hende og hun ikke ved ham, ikke<br />
<strong>for</strong> nogen pris i verden. Hun vilde<br />
ikke se ham mere. Men hvor<br />
skulde hun hen? Forlange<br />
skilsmisse? Begynde på alt <strong>det</strong> en<br />
gang til; hun gad ikke spendere en<br />
tanke på <strong>det</strong>. Mejer strejfed flygtigt<br />
hendes sind, men <strong>det</strong> var ligesom<br />
han gled ud i tåge <strong>for</strong> hende.<br />
En <strong>for</strong>tærende livslede<br />
bemægtiged sig hende. Borte var<br />
ha<strong>det</strong>, hævnlysten, smerten. Der<br />
var blevet så stille indeni hende, så<br />
tomt og så dødt. Hun begreb, at<br />
hun ikke orked at leve mere. Hun<br />
sa <strong>det</strong> til sig selv, med en langsom,<br />
rolig stemme. Så stod der jo kun et<br />
tilbage: at dø. Hun lå og overvejed<br />
<strong>det</strong> omhyggeligt. Var hun nu vis på,<br />
at <strong>det</strong> var alvor? At hun virkelig<br />
vilde og turde? Ja, <strong>det</strong> var <strong>det</strong><br />
eneste, hun kunde finde på, <strong>det</strong><br />
eneste, der var hvile i.<br />
Men <strong>det</strong> måtte ske straks; vented<br />
hun bare en time mere end<br />
nødvendigt, vilde hun måske ikke<br />
ha mod.<br />
Hun stod op og klædte sig på<br />
sindigt og med omhu. I ro og mag<br />
drak hun sin kaffe og spiste et par<br />
kavringer til. Hun så på klokken og<br />
regned ud, at hun vilde være<br />
hjemme klokken tolv. Da var Lorck