Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Værten må begynde,“ lød det
fra flere.
Hansen fyldte sit glas og
opfordred de andre til at gjøre
ligeså.
„Ja, altså,“ sa han og rejste sig,
”jeg er bleven dømt til at holde en
tale, jeg siger med vilje dømt altså
— for at selskabet skal forstå, at jeg
ikke gjør det godvilligt og for at de
skal være genegne, jeg siger
genegne altså til overbærenhed.“ —
„Hør, hør!“ lød det oppe fra Rings
hjørne. „For resten skal jeg fatte
mig i korthed. Vi har, derom tør
jeg forudsætte enighed, havt en
særdeles fornøjelig dag, ingen
skygge af uheld.“ — „End
Constances fod da?“ afbrød hans
kone ham. — „Når undtages, at fru
Constance har stødt sin fod,“
fortsatte han. — „Jeg har sat en
stok til,“ indskjød Mejer. — „Og at
hr. student Mejer har tilsat en
stok,“ vedblev Hansen. — „Min
kjole er rent spolert,“ råbte frøken
Schwartz, som havde Ring til
bords. — „Nej, ti nu stille,“ lød det
under almindelig latter. — „Og at
frøken Schwartz har spolert sin
kjole,“ gik Hansen videre med
uforstyrrelig ro, „altså ingen skygge
af uheld, når undtages altså de
nævnte.“ — „Og det kalder De at
fatte Dem i korthed,“ sa Lorck
med et komisk fortvivlet ansigt.
Alle brast i latter. Fru Marie
klapped i hænderne og råbte
bravo! ”Så lad da den arme mand
få bli færdig en gang,“ sa
Constance.
„Ingen skygge af uheld, undtagen
de nævnte,“ sufflered Marie. — „Og
de er ikke så få,“ sa Fallesen, som
også vilde ha et ord med i laget.
„Han formørket dagens glæde,“
fortsatte Hansen.
„Hvafornoe — skal vi ha
solformørkelse?“ råbte Ring og lo
selv så vældigt, at han ikke
mærked, hvor lidet vittigheden slog
an.
„Derfor tænker jeg,“ vedblev
Hansen, „at vi altså er enige om —
ja, altså at ønske os en ligeså
behagelig afslutning på dagen.
(„Hør! Hør!“) Ja, altså mine damer
og herrer, velkommen til bords!“
„Hip, hip, hurra!“ forsøgte Ring
og dirigered med armen. „Hurra,
hurra!“ lød det med et par spinkle
røster.
„Hys, hys!“ sa Hansen, som
havde sat sig og pusted ud, „vi blir
opsagt.“
„Hvordan går det med Deres
fod, frue?“ spurgte Fallesen, der
sad ved Constances højre side.
„Den er vist god igjen.“
„Hvor jeg beklager det,“ sa han
med et blik, som var ment på at
skulde gå hende lige til sjælen.
„Fyld i glassene, mine herrer,“
råbte Hanen og slog til lyd, „Ring
vil udbringe en skål.“
„Vi kan godt snakke videre for
det,“ sa Constance halvhøjt, „bare
hør efter det sidste ord, så vi ved,
hvad det er om.“
Fallesen blev helt betuttet af
glæde over, at Constance var så
villig til at indlade sig med ham.
„Gudbevars — det er mere end
tilstrækkeligt,“ sa han og lo.
„Var det: beklager, De sa?“
spurgte Constance.
„Ja, frue, jeg sa beklager, men
bryd Dem ikke om det — når jeg
taler med Dem, er jeg rent
konfus.“
„Nej, hør på Ring,“ sa Constance
og lo, „geniets magt løfter sindet
og forædler sjælen, sa han — hørte
De det, løjtnant Fallesen.“
„Nej, jeg gjorde ikke, frue, hvor
kan De også forlange —. Hvad jeg
vilde sagt, hvis nu Deres fod havde
været dårlig, så havde De kanske
tilladt mig at bære Dem hjem, jeg
er så stærk, skal jeg sige Dem,
armmuskler.“
„Det er jo meget bedre at kjøre,“
svarte hun og vendte sig fra ham.
Hun lod sine øjne
åndsfraværende glide ned over
bordet og mødte pludselig Mejers
blik, der var heftet på hende med
et næsten tilbedende udtryk.
Der gik et lidet stød igjennem
hende, og hendes hjerte slog et
øjeblik hurtigere. Mejer tog ikke
øjnene fra hende; hun blev