Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

kjærlighed er jo et gammeldags
begreb.“
„Det ser ud til det,“ sa
Constance, „det er vel derfor, den
ikke mere er hovedemne i bøgerne,
ialtfald ikke i vore.“
„Og heller ikke i livet,“ sa
Lorck; han sad og drejed
pennekniven mellem fingrene og
iagttog hende med et opmærksomt,
næsten lurende blik.
„Ja, har den nu egendig
nogensinde været det?“ spurgte
Constance og lod nålen med den
lange, røde silketråd stanse på
halvvejen. „Gad vidst, om ikke alt
det har været digt og tøv.“
„Og De vil klandre Kielland,
frue! Hvad vil De med, at han skal
digte om det, De selv ikke tror
på?“
„Man er nu så vant til, at det
skal stå i bøgerne. Men for resten
— klandre, — det var nu slet ikke
meningen.“
„Forøvrigt tar De fejl, frue. Man
døde af kjærlighed i gamle dage.“
„Tog livet af sig, når man ikke
fik den, man vilde ha — mener
De?“
„Ja, eller simpelthen døde af
sorg, fik tæring eller lignende.“
„Det måtte være dejligt,“ udbrød
Constance pludselig alvorlig.
„At dø af kjærlighed?“ spurgte
han og retted sig i sædet.
„At kunne ha så stærke følelser,
mener jeg. Men de tider er længst
forbi — tror De ikke også?“
„Jo, det ved Gud — ja, det vil
sige, det er da ikke faldt i min lod
at træffe på sligt et vidunder.“
„Nej, ikke i min heller,“ sa
Constance med et suk.
„Skjønt Gud véd, om ikke dog et
mindre normalt konstrueret individ
kunde få en ulykkelig kjærlighed
til at vare livet igjennem på et slags
vis,“ sa Lorck med en mine, som
om han nøje gransked sagen.
„Eller en lykkelig,“ henkasted
Constance.
„Nej, det er en anden sag, frue.
En lykkelig kjærlighed er ikke
længer nogen kjærlighed.“
Constance lod arbejdet synke.
„Er en lykkelig kjærlighed ikke
længer nogen kjærlighed!“ Det kom
med et dunk på hvert eneste ord.
„Ikke efter almindelige,
velanstændige begreber, for så vil
det jo sige, at man gifter sig.“
„Ja, og hvad så?“
„Så er det forbi,“ sa han og trak
øjenbrynene i vejret, som om han
meget beklaged faktum.
„Tror De virkelig, at det altid
går så?“ Der kom et spændt udtryk
på hendes ansigt, som dog hurtigt
forsvandt, da hun så et smil som af
triumf om Lorcks læber.
Hun gjorde en bevægelse med
munden som for at sluge sine egne
ord.
„Ja, hvis det ikke er meget
tarvelige, jeg mener meget
enfoldige mennesker, eller i alt
fald folk uden udviklingsevne.“
„Ja, det forstår jeg nu egentlig
ikke,“ sa Constance og læned sig
tilbage i sofaen med synålen i den
ene hånd og arbejdet i den anden.
„Jo, for ser De, frue,
kjærligheden, især menem
ægtefolk, for der er jo dem, som er
forelsket, når de gifter sig, den
altså slides op, viskes ud af tid og
brug som alt andet her i verden.
Og så desuden, hvor skal man
kunne forlange af et menneske, at
de skal kunne elske den samme i
firtiårene, eller bare i trediverne,
som i tyveårsalderen f. eks? Den
kvinde, som bedåred mig den gang,
vilde jeg, ja, det er jeg sikker på,
kanske ikke kunne udstå, når jeg
var kommen til skjels år og alder.“
„Ja, det høres unægtelig, som
der var noget i det,“ sa Constance
med et suk og gav sig atter til at sy.
„Hvis jeg da ikke selv stod
komplet stille, med andre ord var
idiot,“ fuldførte Lorck.
„Men efter den teori burde jo
ingen gifte sig,“ sa Constance og så
et øjeblik op.
„Nej, ægteskabet, som vi har det,
er sikkert en højst mislig
institution,“ svarte Lorck med et
smil.
„Ja, i alt fald ikke, før både han
og hun var bleven temmelig til