Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Nej, fanden vel?“ sa Ring opskræmt og gav sig pludselig til at bide på sin højre pegefingernegl. „Vil du vide, hvad Marie sa, da vi gik fra jer forleden?“ „Nu? Så kom da med det, mand.“ „La du mærke til, hvordan Alette så ud? sa hun med det samme, vi altså var kommen udenfor gadedøren.“ „Nå, men du lod vel som ingenting,“ spurgte Ring febrilsk. „Naturligvis — jeg forsikred, at hun tog fejl; men hun bare lo og påstod, at jeg altså måtte være komplet blind.“ „Fordømt!“ sa Ring og plired med øjnene, som en mand der har et snedrev i ansigtet. „Ja, og så vilde hun sige til Constance,“ fortsatte Hansen, „at hun ikke på nogen måde måtte ha hende gående i huset.“ „Så til helvede,“ mumled Ring, „det må du forhindre, Hansen.“ „Det kan jeg jo ikke uden at røbe altså — at —“ „Havde hun mistanke?“ „Ikke tale om det! Det er for resten mærkeligt, tænke sig til, at der véd hun altså — og alligevel. Ja, vore koner er dog utrolig umistænksomme. Det kommer vel af, at de er så meget bedre end vi.“ Ring var atter begyndt at bide sine negle; han grubled over, hvilken fremgangsmåde der var den retteste, og spurgte sig selv, om Constance vilde være ligeså langt fra at ane sandheden som Marie. „Du må død og pine være forsigtig, Rikard, så din kone ikke får snøv i det,“ sa han med eftertryk på hvert ord. Hansen slog ud med hånden. „For resten du, det er en lei historie — pokker så kjedelig — og altså, ja, det gjør mig ondt for din kone. Drive på sligt i sit eget hjem — det er noget svineri, du —“ „Når ulykken en gang er skeet,“ sa Ring med et skuldertræk, „er der skam liden nytte i at holde moralske foredrag bagefter. Og desuden — det er let for dig at snakke .. .Men med en kone som Constance —“ „Du var da også et ubegribeligt fæ, som ikke fik hende væk med det samme altså.“ „Bæstialsk,“ sa Ring og rysted modfaldent sit hode. „Men hvem kunde nu også tænkt ... Hun sa det jo først bagefter —“ „Ja, som sagt, det med pengene altså skal jeg nok greje for dig, når såvidt kommer.“ Hansen stod stille udenfor huset, hvor han boed. Ring vented en halv time over den sædvanlige tid, da han om eftermiddagen havde drukket kaffe, i håb om, at Constance skulde gå ud, men han havde ikke lykken med sig. Mod sædvane holdt hun ikke skumring, men tændte straks lampen, da det blev for mørkt til at læse; det syntes at være en fængslende bog. Ring sad inde hos sig selv og røg den ene cigar efter den anden; gjennem åbningen i portiéren iagttog han Constance, og det slog ham, at hendes kinder var bleven så smale og hvide. Stakker, det havde tat på hende dette, men med Guds hjælp vilde hun nok forvinde det. Bare dette med Alette gik i orden. Constance havde været så mild og stilfærdig siden dette kom på. Ring blev blød ved tanken; kanske var det gået op for hende, at hun selv ikke var uden skyld. Men sligt skulde aldrig hænde mere, han skulde være hende så tro, så tro som guld — det var jo hende, han elsked. Hvad brød han sig om disse tøser, som han for et godt ord eller en klat sølv kunde komme i forbindelse med. Ah, den som havde jenten vel på dør! Tænk, om det kom op! — Han brast i sved ved den blotte forestilling, og så bad han til Gud, at han i sin nåde skulde afvende det værste og hjælpe ham til at skåne sin stakkels hustru — det var jo hende, han tænkte på; af omsorg for hende var det også, at han havde skjult sandheden, da hun spurgte ham ud; det vidste den alvidende, som —
det var han sikker på — også havde tilgivet ham. Når han nu bare kunde komme sig til at stole rigtig trygt på hans hjælp og bistand. Nej, nu gik det ikke an at bie længer. I dag fik han ikke talt med hende, men i morgen tidlig, inden han gik på kontoret, vilde han se til at gribe lejligheden. „Skal du ikke ud i eftermiddag, Constance?“ spurgte han, da han gik gjennem dagligstuen. „Nej,“ sa hun uden at se op. „For så kunde vi slået følge.“ Der foresvæved ham noget om, at han i så fald kunde gå tilbage, når han skiltes fra hende. Constance rysted på hodet. „Ja, ja, farvel da, vennen min,“ han strøg hende ømt over håret. „Nu får jeg min sandten skynde mig.“ Ude i entréen gløtted han på kjøkkendøren; han vilde gjøre tegn til Alette, at hun skulde gå ned bagtrappen, men der var tomt, og han voved ikke at kalde. Så måtte han da gå med uforrettet sag. Constance la bogen fra sig og læned sig tilbage i sofaen. Hun tænkte på sin mand. Hvad der var hændt, havde dog vistnok gjort indtryk på ham; der var kommet noget alvorligt, næsten sørgmodigt over ham, som klædte ham; han drak heller ikke så meget i den senere tid, der var jo aftener, hvor han af sig selv forlangte te. Når han var slig, kunde hun nok måske med tiden komme til at holde af ham; han var jo hendes mand og havde som sådan en slags ret til hendes kjærlighed. Og hun havde dog vistnok mere godhed for ham, end hun selv havde vidst af, for hvorfor skulde det ellers gjort hende så ondt, det med Alette, ja, for det var ikke bare vrede, hun havde følt. Kanske var det sandt dette, at hun kunde få et bedre menneske ud af ham, hvis hun ret for alvor søgte at vise ham lidt kjærlighed — det så da virkelig ud til det. Når han kom hjem i aften, vilde hun tale med ham og la ham mærke sin stemning. Det bedste i livet var dog vel, når alt kom til alt, at være noget godt for en anden, og en fik desuden være nøjsom, lære at slå af på sine fordringer til lykken. Hun blev afbrudt i sine betragtninger ved at det ringed, og straks efter trådte Marie ind. Det var ikke meningen at bli, sa hun, men hun vilde sidde en stund og tog derfor tøjet af. „Så skal vi ha en kop eftermiddagste,“ sa Constance og gik ud for at gi Alette besked. De begyndte at tale om dit og dat, men det gik ofte i stå imellem dem. Alette kom ind og satte tebrættet med trillebør på et af småbordene, som Constance havde stillet hen for øjemedet. Marie mønstred pigen fra top til tå. Alette blev blodrød, og i sin forvirring snubled hun mod en skammel, så at hun holdt på at falde. Marie fulgte hende ubarmhjertig med øjnene lige til døren, som hun formelig krøb sig igjennem. Constance havde ikke seet på hende; det gjorde hun aldrig siden hin aften; kun de allernødvendigste ord havde hun værdiget hende. Da hun hørte hende tørne mod skammelen, så hun et sekund i den retning og opfanged et glimt af minespillet i Maries ansigt; hun blev ubehagelig berørt deraf; det var dog ufint at la pigen mærke, at hun var medvider i denne modbydelige hemmelighed — det kunde Marie gjerne ladt være med, for hendes skyld i det mindste. „At den tøs ikke skammer sig,“ sa pludselig Marie, mens hun rørte om med teskeen i koppen. „Nu har hun jo ikke sålænge igjen,“ bemærked Constance ligegyldig. „Men du tænker da vel ikke på at beholde hende tiden ud, Constance, det går jo ikke an at la hende vise sig for folk, og det må jo være ækkelt for dig også.“ „La hende vise sig — hvad er det, du sidder og snakker om?“ Constance så forundret på Marie.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?