Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

hen for sig. „Det er såmæn Ring,
som altid vil ha fat i ham.“
„Ja, det vil han jo i alle, tante.“
„Constance er sandelig lige glad,
enten han kommer eller ej,“
vedblev fru Blom.
Men det kan jo folk ikke vide,
ser du. Vi, som kjender til det,
gudbevars! Men så meget som de to
gir sig af med hinanden. Ja, det er
da ikke noget nyt, at folk skal ha
noget at snakke om.“
Nu kom Hansen, som havde
været inde efter en cigar.
„Godnat, tante!“
„Godnat, godnat.“
„I aften var det ingenting,“ hørte
fru Blom Constance sige, da hun
kom ind i dagligstuen. „Nej, når
pastor Huhn er til stede, så kan De
tro.“
„Snak, omgåes de ham?“ afbrød
Lorck.
„Når de har rigtig fine middage,
sognepræsten, skjønner De. Da
citerer hun „Luthersk Ugeskrift“,
ja, for Hansen holder naturligvis
alt sligt noget. Så går det løs på
tidens hule floskelvæsen og det
omsiggribende fritænkeri, og de,
som driver med vantroens strøm,
Marie kan alle slagordene udenad.“
„Så de er så gudfrygtige nede
Welhavensgade?“ sa Lorck. „Det
vidste jeg ikke.“
„Jo da, Hansen går i kirke med
Marie hveranden søndag om
vinteren. Men hvad der er det mest
komiske: når Marie venter sin
nedkomst, gir han femti kroner til
de fattige,“ sa Constance med en
latter.
Fru Blom rejste sig brat og gik
ind i dagligstuen.
„Nu har vi gjort mor sint, Gud,
hvor det var lejt,“ sa Constance
sagte og så uhyre forfjamsket ud.
„Kan De vente andet, slig som
De snakker,“ svarte lorck ligeledes
dæmpet.
„Jeg tror, De er slig! Var det
ikke Dem kanske, jeg spør, Mejer,
om det ikke var Lorck?“
„Nej, det om nedkomsten gjorde
udslaget. Det havde jeg ikke turdet
sige til min far engang,“ forsikred
Mejer.
Constance trued til ham og skar
ansigter.
Lidt efter gik Lorck ind til fru
Blom; hun sad og så i et værk med
illustrationer.
„Nu tænker jeg, De gjerne vil ha
os på dør, fru Blom,“ sa han med
et indsmigrende smil.
„Ah, for min skyld har det ingen
hast,“ svarte hun uden at se op.
„Men jeg tænker, Constance kan
være træt.“
„Dejlige billeder, frue.“ Han gav
sig til at vende bladene for hende.
„Hør på Lorck,“ hvisked
Constance, „nu vil han insinuere
sig hos mor for at gjøre det godt
igjen. For resten, hun liker ham
vist ikke videre.“
„Men De, frue?“ Der kom et
forskende udtryk i Mejers blik,
som Constance opfanged med en
vag fornemmelse af nysgerrig
forundring.
„Åhja såmæn,“ svarte hun, „han
morer mig.“
„Den, der var så lykkelig.“
„Nu skal vi gå, Mejer; her nytter
ingen kjære mor, fru Blom vil ha
det,“ sa Lorck i døren og bar sig
som en skolegut, der er ivrig i
tjenesten.
Fru Blom måtte le imod sin
vilje.
„Så skal I værsgod ta Fallesen
med jer,“ bemærked Constance,
„ellers gir han sig gjerne til at bli
siddende.“
Da gjæsterne var gået, rydded
fru Blom glassene og kortspillene
til side.
„Skal Lorck også til Grimsgaards
i morgen?“ spurgte hun pludselig
og skotted til Constance.
„Det véd jeg virkelig ikke, mor,“
svarte hun ligegyldig.
„Du burde være lidt forsigtig,
Constance,“ sa så fru Blom. „Du er
for indladende med disse
spirrevipper. Slige øjne, som de
sætter på dig, og så'n som de dilter
om efter dig. Uh, jeg kunde banke
dem.“
Constance lo.