Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Han har solgt en for de svenske jerngrubers skyld,“ svarte Marie. „Tænk dig til for Rikard at høre på dette vrøvl — han, som véd besked.“ „Folk har det altså travelt med mig og mine affærer?“ spurgte Constance. „Ja — du véd vel, der skal mindre til end som så. Men du tar dig da vel ikke nær af det, Constance?“ Fru Marie så bekymret ud. „Langt fra!“ svarte Constance, „lad dem bare snakke.“ „Åh, men du er bleven så bleg, Constance.“ Fru Wleügel humped hen til hende på sin stok. „Folkesnak kan ingen fri sig for og allermindst en kone, som vil skilles — det må du belave dig på. Det blir ikke spøg, kan du tro.“ „Og derfor ønsker jeg så, du vilde la det fare, Constance,“ sa Marie indtrængende. „Gud skal vide du har grund nok, og Ring havde sandelig vel fortjent det. Men det blir så fælt for dig. Du blir så bagtalt, så mistænkeliggjort — det er virkelig bare dig, jeg tænker på.“ „Ja, det er sandt, hvad Marie siger,“ sa fru Wleügel og pilled nogle fine støvgran af Constances kjoleærme. „En fraskilt kone er som en have uden rækværk, alle, som vil, kan gå ind og trakke ned. Om jeg har læst det eller hørt det, husker jeg ikke, men det er et sandt ord, synes jeg.“ „Ja, og om de ikke trakker ned, så står de og ser med medlidenhed på en, og det er heller ikke videre morsomt,“ sa Marie. Constance drejed sig på stolen om mod vinduet; hun støtted kinden i hånden og stirred ud gjennem ruden. Fru Wleügel gjorde tegn til Marie, at hun ikke skulde sige mere. Kort efter rejste hun sig og sa farvel. „For resten, tante — han skal være bleven så forandret, siger de,“ sa hun ude i entréen. „Hvem — uf, Lorck mener du, tal ikke om ham,“ svarte fru Wleügel modvillig. „Tænke sig en sådan historie.“ „Men det kan han jo ikke gjøre for, tante. Jeg traf ham forleden i et selskab, han spurgte efter Constance med et så alvorligt og nydeligt udtryk. Det slog mig, at der var kommet noget, ja, noget helt andet over ham.“ Fru Wleügel humped ind igjen i stuen hen til sit sybord ved midtvinduet. Constance sad endnu i samme stilling. Fru Wleügel skotted til hende, gik så hen og vilde ta hende om hodet, men Constance trak sig bort, lod ansigtet falde ned i vinduet på sine håndflader og hulked. „Åh nej, Constance. Constance min — hvad er det nu, barnet mit?“ Constance løfted ansigtet såvidt op, at hun kunde bevæge læberne. „Hvorfor kan I ikke la mig få fred! Aldrig får jeg fred for jer —“ kom det møjsommeligt gjennem gråden, hvorpå hun la ansigtet tilbage og hulked videre. Tanten rysted tungsindig på hodet og gik ind i spisestuen for at fodre kanarifuglen. Pludselig rejste Constance sig og greb et brev, som var kommen fra Ring om morgenen; hun havde kun læst et par sætninger af det; nu rev hun det i stykker, kasted det på gulvet og tramped på det. Hun hadet ham, hun ønsked ondt over ham, hun havde lyst til at slå ham i hans frække ansigt, denne usling, som voved at be hende om tilgivelse, at by hende nye løfter og troskabseder, voved at fantasere om, hvorledes de skulde få det, hvis hun vilde bli — uh, hun kunde ikke tænke tanken ud. Og de andre, som bare gik og overtalte hende til at vende tilbage, som var så villig til at udlevere hende — de slappe, modbydelige mennesker, det var dem, som var de værste! Ingen indignation, ingen vrede over hans adfærd. Hvor kunde hun vente andet af en slig
som han, når de alle holdt med ham — Var da virkelig verden en eneste stor sump, og måtte man være glad, hvis man bare kunde værge sig så vidt, at man ikke gik til bunds i mudderet? 15 Efter lægens råd var det blevet besluttet, at Constance skulde til Modum. Tanten havde fået hende overtalt til at opsætte alt angående skilsmissen til hjemkomsten fra badet. De var langt inde i maj, om en fjortendags tid skulde de afsted. På det sidste var Constance rent hørt op med at hentyde til det brændende spørgsmål, og tanten begyndte så småt at håbe på, at hun vilde ende med at la sig sige. En formiddag de sad sammen i dagligstuen med sine håndarbejder, blev det Constance påfaldende, at tanten måtte ha noget på hjerte. I løbet af en halv time havde hun fire gange skiftet plads og slæbt sit store, hvide sytøj med sig rundt omkring i stuen. Hun kremted og pudsed sin næse, tog brillerne af og satte dem på vist for syvende gang, mens hun af og til mumled: „Ak ja, ak ja, en får gjøre, hvad der er ret.“ Constance blev urolig. Hvad var det nu for en slags pinebænk hun skulde lægges på igjen? Hun var til mode som en patient, der ser på, at man gjør anstalter til at løse på forbindingen om et smertefuldt sår. Omsider kunde hun ikke holde det ud længer. „Hvad er det, du sidder og ruger over, tante?“ sa hun og kasted sit sytøj. „Er det nu noget galt igjen?“ „Nej, Constance, men jeg er bange for — ja, Gud ved, om det ikke vil angribe dig,“ stammed fru Wleügel. „Men så sig det dog, så sig det dog!“ hun skreg op som et utålmodigt barn. „Herregud, du lar mig jo ikke komme tilorde,“ sa tanten med en forurettet mine. „Det vil vække minder — lov mig nu, at du vil ta det roligt, Constance.“ „Er det noget på Molde?“ spurgte Constance med åndeløs hast. „Langt fra! Nej, men det er barnet, skjønner du —“ „Barnet,“ gjentog hun. „Ja, det, du ved, Constance, det, som skulde komme.“ Constance vendte sig om mod vinduet med ryggen til tanten. Blodet var stormet op i hodet på hende. „Hvad det?“ sa hun med en let dirren i stemmen. „Det er dødt, og det er rigtig en lykke, du —“ Constance rørte sig ikke. „Det var jo det bedste for det stakkels kræ, ja, for alle parter,“ vedblev tanten. „Ak ja, vor Herre gjør al ting vel til slut.“ Constance folded armene over brystet og stirred hen for sig. „Og moren,“ fortsatte tanten, mens hun humped om i stuen og med sine fingerspidser slog støvet af de stoppede stolerygger, „hun er nu rejst til Amerika — ja, tænk med en som vilde gifte sig med hende. De har nok været forlovet, han var svært ud af det med det samme, tror jeg nok, men så sa han: Om hun er falden, kan hun rejse sig igjen — det var moren, som fortalte det, hun er gangkone her, husker du — og det var nu virkelig pent og kristeligt af ham. Og nu, Constance,“ tilføjed hun med lavere stemme og stod pludselig stille tæt ved hende, „nu synes jeg ligesom, at al ting er blit anderledes, ja, næsten, som om alt dette fæle bare har været en drøm.“ Hun rusled af igjen og gav sig til at ordne og flytte på en del småting, som lå på sin plads i forvejen. „En skal gjøre, hvad der er ret,“ blev hun ved, „og det kan aldrig være ret at støde et menneske fra sig, som ligger angrende og
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?