Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

igtig sammen, for det var ikke med måde, hvor venlig hun var, undtagen undertiden en sjelden gang, når de var alene, for da kunde hun pludselig se ud, som hun havde lyst til at slå ham. Dagene gik imidlertid hen i sus og dus. Tiden var optagen fra morgen til aften med visitter og selskaber, med at modtage besøg og gå i butikker og ellers med at være overalt, hvor der gik nogen ting for sig. Fru Blom følte sig beroliget; Ring og Constance kom dog rigtig godt ud af det med hinanden, og det var jo så rimeligt; de havde så mange betingelser for at føre et lykkeligt liv, disse to. Rings eneste fejl —. Men herregud, han passed jo sine forretninger og var aldrig det bitterste morgensær. Det var svært så feteret Constance var, alle Rings venner var hendes opvartende kavallerer, men det var jo Ring, som drog dem til huset, og Constance var akkurat ligedan mod dem alle, så kunde der jo ikke blive anledning til rygter. Jo, fru Blom fandt, at hun havde grund til at være tilfreds. De havde været på en tur til Sarabråten, som Rings og Hansens i forening havde foranstaltet til ære for fru Blom. I fem, med mad og drikkevarer velforsynede wiernervogne, var selskabet draget afsted om formiddagen i strålende vejr og ypperligt humør. Under opklatringen i den snevre passage gjennem Sarabråtfjeldet var Constance gledet og havde stødt sin fod. Det havde ikke gjort ondt i øjeblikket, men senere havde hun haltet lidt og til sidst taget imod den støtte, som fætter Lorck så ihærdig havde budt hende. Samme Lorck var mediciner; han havde dog ikke taget sidste del af sin lægeeksamen, skjønt han var 27 år gammel. Hans og Rings forældre havde været omgangsvenner; deres mødre var sødskendebørn, og Niels Lorck, der var så meget yngre, havde fra barn af kaldt Ring for onkel Edvard. Så kom der en række år, hvor de så godt som slet ikke så noget til hinanden, men da Ring blev gift med Constance, søgte Lorck straks at gjøre bekendtskabet gjældende. Ring var kommen ham i møde med stor Hjertelighed, bad ham endelig betragte deres hus som sit andet hjem og håbed, at han fik lov til at kalde ham fætter. Da de var på hjemvejen og nærmed sig byen, blev der råbt holdt fra den forreste vogn og foreslået, at man skulde tage ned til „Ingebret“ for at spise til aftens. Et enstemmigt jaråb røbed, at de alle var enige om, at det vilde være synd at skilles så tidlig. Det gjaldt at finde et sted, hvor man kunde være mere for sig selv. Grand Hotel blev nævnt, og Gravesens Lokale kom også under overvejelse. R. C. Hansen gjorde indvendinger. Han likte ikke dette med at vise sig på et offentligt sted; de andre overdøved ham og mente, at det just var fornøjeligt. Fru Marie blev bange for, at det hele skulde strande. „Det kunde være morsomt at be dem hjem til os,“ hvisked hun til sin mand, „men du er vel træt, Rikard?“ „Nej hør, véd du hvad, det blir der altså ikke noget af.“ Ring gik fra vogn til vogn og skjænked selskabet kold punsch, med mange undskyldninger, fordi de måtte drikke af samme glas. „Nej, naturligvis, jeg kom til at tænke på det, fordi de talte om, at du var en så hyggelig vært,“ henkasted hun. „Hvem gjorde det?“ spurgte Hansen. „Ah, det var bare Lorck.“ Fru Marie satte sig tilbage i vognen og gjorde sin sidemand opmærksom på den dejlige udsigt. Hun kom formelig i ekstase, skjønt det var næsten mørkt. Hansen bed sig i pegefingeren.
„Hvis du vil, Marie, så — ja, altså gjerne for mig,“ sa han i en lav og lidt træven tone. „Hvad siger du, min ven?“ spurgte hun og vendte sig mod ham, fremdeles snakkende om udsigten. „Ja, altså du kan be dem, hvis du har lyst.“ „Be? hvem? — åh i aften — nej slet ikke, vennen min, det var bare et dumt indfald.“ „Nej, men du, i grunden har jeg lyst til det.“ „Ja, gud, hvis du virkelig mener det. Ah, Ring, siden De alligevel er ude af vognen, spør de andre, om de vil ta til takke hos os, men det blir improviseret, jeg ved skam ikke, om jeg har det bitterste gran i huset. Kan du høre for en glæde der blir, Rikard!“ Det blev en munter aften. Fru Marie var den rette til at få den slags sammenkomster vellykkede, og R. C. Hansen gjorde altid sit bedste for at være gemytlig, skjønt det egentlig ikke lå for ham. Fruen vidste så godt som nogen, at det var hende og ikke ham, der gjorde huset tiltrækkende. Mens gjæsterne tog tøjet af sig og gjorde toilette foran spejlet i entreen og inde i Maries påklædningsværelse, fik hun lamperne tændt og flytted de blomstrende planter fra vinduerne til dekoration under den store palme og foran det brede pillespejl, der nåed fra loftet til gulvet uden nogen konsol med et lidet forgyldt galleri foran fodstykket. Snart var de alle placeret i magelige sæder med benene udstrakte på bløde skamler; småborde med broderede klædesbetræk og brogede fryndser var trukket frem for at stå bekvemme til bakkerne med glas og karafler og til askebægerne; der var nemlig givet tilladelse til at ryge i alle stuerne. De var trætte efter klatringen i fjeldet, og ansigterne brændte efter det lange ophold i fri luft. De havde været så muntre og støjende dagen igjennem; nu faldt der en behagelig døsighed ned over dem; to og to sad og småsnakked, næsten hviskende. „Ah, Mejer, spil for dem sålænge, bordet skal snart være dækket,“ sa fru Marie, som iled gjennem stuerne med en armstage i hver hånd. En rankvoksen, bredskuldret skikkelse, med lyst krøllet hår på et hode, der vilde været udmærket smukt, hvis ikke dets bagside havde været vel flad, rejste sig og gik med en slentrende bevægelse af overkroppen hen til pianoet. Han slog stående nogle akkorder an og lod fingrene i stormløb fare hen over tangenterne. „Hvad skal jeg spille om!“ spurgte han ligegyldig og vendte hodet halvt mod de andre. „Om aftenstemning — om længsel — om kjærlighed — om sarabråten — om —,“ de råbte alle i munden på hinanden. „Om hvad siger De, frue!“ Han drejed sig helt om og så på Constance, der sad i sofaen med lorck. „Jeg sa ikke noget jeg,“ svarte hun og lo. Han kneb læberne sammen og blev rød, gjorde en bevægelse som af rådvildhed, og satte sig så på pianostolen. „Spil om os — os alle sammen!“ råbte Constance. „Lad gå — men en om gangen — nu begynder jeg med Dem, frue!“ Han kasted hodet lidt tilbage og talte ud i luften, så at Constance kun så ham fra siden, hun blev slået af hans smukke profil. Så gav han sig til at spille et broget sammensurium af melodier, smeltende, bløde og douce, så et muntert leende kvidder — så en adagio alvorlig og værdig som en spansk fandango, og så noget, der lød længselsfuldt klagende som en troubadoursk elskovssang. „Laver han alt det på stående fod!“ hvisked Constance.
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11: Det var det samme som tanten altid
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?