Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

og grynted og sutred i et væk.
Constance kunde ikke sove; hun
vendte og drejed sig på den smale
sofa, indtil hun blev så ophedet, at
hun ikke kunde holde det ud. Så
stod hun op, kasted nogle
klædningsstykker på sig, svøbte sig
i sin lange, bløde rejsefrakke og
gik op på dækket. Det var
strålende dejligt vejr; hun spasered
frem og tilbage og forsøgte at
tænke sig ind i, hvordan det vilde
bli at være kommen hjem. Så
gjennemgik hun det, der var
foregået i den lange tid, de havde
været på rejse. Hun havde været
lykkelig, meget lykkelig — ja, det
var den gang hun elsked Lorck.
Den gang, hvor syntes det ikke
langt tilbage i tiden. Fremtiden
havde seet så skjøn og lokkende
ud, hun havde glædet sig til at leve
den, men nu, ja, nu var hun lige
nær. Skjønt nej, det var dog ganske
anderledes. Hun var gift med en
mand, som hun i alt fald kunde
like, om hun ikke netop elsked
ham, og så havde hun jo Mejer ...
Pludselig dukked der en
skikkelse op ved siden af hende;
hun vidste, det var Mejer, inden
hun havde seet det.
„Jeg håbed næsten, De vilde
komme op igjen,“ sa han med en
stemme, der forrådte hans glæde.
Hendes hjerte slog voldsomt, og
det sused for hendes øren.
„Det var umuligt at sove — et
barn, som skreg, og slig kvælende
varme —“
De gik langsomt ved siden af
hinanden; han begyndte at fortælle
om dampskibe, der havde været så
overfyldte, at folk måtte ligge
endog oppe i merset. Hun mored
sig over hans skildring og kom selv
med nogle småhistorier af samme
slags.
Der havde siddet nogle
efternølere her og der på dækket,
herrer med cigar og et glas foran
sig, som lidt efter lidt søgte neden
under. Nu var de to alene med
rormanden. Natten var fremdeles
lun og stille; de utallige stjerner
spredte et blegt tindrende lysskjær
omkring dem. Det regelmæssige
slag af propellen, lyden af rattet,
når roret drejedes, og det roligt
skvulpende sus af vandet langs
skibets sider havde for dem begge
et blødt behag.
„Lad os sætte os lidt,“ sa Mejer.
„Jeg skulde vel gå ned nu,“
mumled Constance, men satte sig
alligevel på en bænk, der stod
tværskibs op mod røgesalonens
ydervæg.
„Ak ja,“ sa Mejer og sukked. „Al
ting får en ende.“ Det lød som
slutningsbemærkningen til en
foregående betragtning.
Hun spurgte ikke, hvad han
mente, men sa sørgmodigt: „Det
sad også jeg og tænkte på.“
„Samværet med Dem har gjort
mig så god og glad,“ vedblev han.
„Hvor er det synd, at det nu skal
høre op.“
„Men det skal det jo slet ikke,“
sa hun næsten heftigt.
„Det blir dog på en anden måde.
Træffe Dem i ny og næ, med de
selskabelige formers maske på —
uf, det blir afskyeligt.“
„De kan jo komme i vort hjem,
når De vil,“ sa hun.
„Men der er jo Deres mand,“ det
lød, som om han vånded sig.
Det gav et sæt i hende. „jeg
troed, De likte ham godt,“ sa hun
forfjamsket.
„Det vilde jeg også gjøre, hvis
han ikke var gift med Dem.“
Constance blev greben af en
svimmel fornemmelse. Hun vidste
ikke, om det var angst eller glæde.
„De spøger,“ sa hun og forsøgte
at skjule virkningen af hans ord.
„Gjør mig den tjeneste ikke at
fornærme mig, jeg spøger aldrig
med den slags ting.“
Constance ledte efter noget
andet at tale om. Endelig fik hun
fat i en tanke.
„Skal De straks begynde Deres
informationer?“ spurgte hun.
„Ja,“ svarte han kort.
„Det må være hårdt i
begyndelsen, før en kommer i trit,“
vedblev hun.
„Ja,“ sa han som før.