Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

nat til Constance, hilste til Lorck og gik. Constance vilde følge efter, men Lorck stilled sig i vejen for hende. „De må ikke gå,“ sa han med en underlig sammensnøret stemme. „Vær ikke bange,“ vedblev han afværgende, „og stå ikke der som på spranget. Hvad jeg har at sige, kan ikke fornærme eller harme Dem. Det er bare dette, at jeg er ikke mere den samme,“ han stansed og drog vejret dybt, „som den gang, som den gang jeg gjorde Dem fortræd. Tror De mig?“ Der var noget ved ham, som imponerte hende. „Alt det har jeg for længe siden glemt, lad os ikke rippe det op igjen,“ sa hun med træt stemme. „Nej, nej, ikke rippe op igjen, men De ved ikke, hvorledes hin scene, Deres hjælpeløshed, Deres smerte og stumme bøn om skånsel har brændt sig ind i mig. Ah, jeg var en usling. Jeg havde ikke tænkt det muligt, at noget kunde gribe mig således. Husker De „Kongen“ hos Bjørnson lige over for Klara, hans forvandling? Noget lignende er foregået med mig. Tror De mig ikke?“ „Jo,“ sa hun roligt. „De skal vide,“ vedblev han heftigt, „at jeg ikke er den mand, De nu i så mange år har gået og foragtet, De har ingen ret dertil, ikke den ringeste ret har De.“ „Jeg har ikke foragtet Dem, jeg har slet ikke tænkt på det.“ „Nej, jeg har været Dem så altfor ligegyldig,“ der gik — en skjælvende trækning over hans ansigt. „Men giv mig nu Deres hånd til tegn på, at De har tilgit mig hin aftens hæslighed.“ Hans stemme lød frygtsomt bedende. „Jeg har intet imod Dem, vær vis på det,“ sa hun mildt og rakte ham hånden, idet hun så ham ind i øjnene. Han knuged et øjeblik hendes hånd i sin. „Tak,“ hvisked han og forlod værelset. Han gik lige hjem. Nogle uger senere havde Constance truffet ham på gaden. Da var han kommen hen til hende, og da de første hilsener var udvekslet, spurgte han, om han fik lov at aflægge hende et besøg. Constance havde seet forskrækket på ham og nølet, før hun svarte, at når han havde lyst, måtte han det gjerne. Dagen efter var han kommen og havde siddet der en timestid og talt stilfærdigt med hende. Han stræbte at være så underholdende som muligt, foralte om de svenske skuespillere og om en koncert, som nogle polske kunstnere havde git. Han foreslog hende at høre de franske sangere på tivoli, men det havde hun ikke lyst til. Han vilde endelig tale om noget, som mored hende, og det lod også virkelig til, at han havde held med sig. Hun hørte venlig på ham, spurgte om et og andet og takked ham ved afskeden for besøget. Han forlod hende med en følelse af, at hans nærværelse i det mindste ikke havde været hende ubehagelig, og på trapperne overvejed han, hvor snart han kunde komme igjen. Han vented fjorten dage. Hun var hjemme og tog imod ham med et par høflige ord, men det var ham umuligt af hendes miner at læse, om synet af ham var hende kjært eller imod. Han havde håbet at komme hende lidt nærmere denne gang, men deri blev han skuffet. Hans forsøg på at vække hendes interesse for, hvad der foregik, og for det, folk for tiden var optaget af, mødte hun med så afmålte svar, at han fik angst for at kjede hende. Så taug han stille, for at hun skulde begynde på noget; men så kom hun kun med nogle bemærkninger om vejret, som efterfulgtes af en pinlig pause. Han førte talen hen på teatret, men da hun så svarte, at hun aldrig kom der og derfor ikke havde nogen interesse for det, sank hans mod. Hvad skulde han dog finde på lige over for denne forborgne og tillukkede kvinde. Han gik fra hende med en melankolsk
fornemmelse af, at han stod hende fjernere end nogen sinde. Da han var borte, sad Constance og tænkte på, hvor pen og tækkelig han var. Han gav et helt andet indtryk nu end den gang — det var sikkert. Hendes modvilje var forsvunden, og hun næred i grunden et slags godhed for ham. Men alligevel, hvad skulde hun med hans besøg; hun vilde hellere være fri. Det var for brydsomt at sidde der opstrammet og skulle svare og finde på noget at spørge om. Og i det hele tat at bli forstyrret, når hun sad og pusled med sine egne tanker — det likte hun ikke. Hvorfor kunde de ikke la hende i fred. Hun gik ud af stuen og åbned kjøkkendøren. „Er De der, Johanne?“ Johanne beviste sin nærværelse ved at komme tilsyne i pigekammerdøren. „De kjender nok den herre igjen, som De lukked ind i dag?“ „Doktor Lorck! Jo gubevars.“ „Hvis han kommer igjen, så er jeg ikke hjemme. Glem det nu ikke.“ „Nej, jeg skal nok huske det,“ sa Johanne. Der var gået en måned, og i løbet af denne havde Lorck tre gange forgjæves søgt Constance. Så kom der en dag et brev til hende af følgende indhold: Fru Constance Ring! Jeg har flere gange været hos Dem, uden at træffe Dem; så får jeg prøve på at skrive. Men jeg er så bange for at støde eller skræmme Dem, at jeg ikke véd, hvordan jeg skal belægge mine ord. Det er dette, jeg vil sige Dem, at jeg nu har grublet og grundet over mig og Dem i lange tider, og at jeg ved til bunden af min sjæl, at jeg elsker Dem med en kjærlighed, som De kunde være tjent med. Hos Dem ligger for mig lykken i livet. Vil De ikke have noget med mig at skaffe, finder jeg den ikke på denne jord. Hvis De kunde fatte tillid til mig, tror De så ikke, det var muligt, jeg med tiden kunde vinde Deres kjærlighed? Deres meget hengivne Niels Lorck. Hun blev umådelig forbauset over hans brev, men da hun tænkte sig om, syntes hun det var så dumt, at hun ikke før havde forstået, hvad han mente. Hun svarte øjeblikkelig tilbage: Kjære dr. Lorck! De må ikke bli sint på mig, men jeg tror ikke, det er værdt, De spilder Deres tid med forsøg på at vinde min kjærlighed. Det vilde være uværdigt, om jeg for at få en smule afveksling i mit ensformige liv gav mig til at eksperimentere med mig selv og tog Dem i brug dertil. Noget andet vilde det nemlig ikke være, om jeg indbød Dem til at anstille en prøve. Dertil agter jeg Dem for meget, og jeg har heller ikke spor af lyst til det. Tro nu ikke, at jeg nærer nogen uvilje mod Dem; det modsatte er tilfældet. Det må De være ganske overbevist om. Deres Constance Ring. 21 Et halvt års tid var hengået. Tidlig om vinteren var gamle sorenskriver Blom død, og så havde fruen tat ophold hos sin yngste datter, der var gift med en præst på Nordfjordejdet. Barndomshjemmet var således opløst; de to brødre hver på sin kant og den anden søster i huset hos sine tilkommende svigerforældre på Molde. Constance var bleven smertelig grebet ved budskabet om farens død. Det var som billedet af
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95: sandheden viste sig at være, at ha
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?