Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

endnu tyded på, at han var
rekonvalescent.
„Var det virkelig Deres alvor, at
De vilde rejse, Mejer?“ spurgte
Constance.
„Ja, nu siden Lorck er kommen
sig — De trænger jo ikke længer til
mig.“
„Jo vist trænger jeg til Dem.
Hvem skal jeg så spasere med om
eftermiddagen f. eks.?“
„Jo, nu får det bære til med
mig,“ sa Mejer med et tungsindigt
smil.
„Uf nej da!“ udbrød Constance
og stod pludselig stille.
„De ønsker, at jeg skal bli, bli
fremdeles?“ spurgte han.
„Ja, så længe vi er her.“
Han gik et øjeblik taus ved
hendes side. „Jeg kan lige så godt
bli som rejse,“ sa han sørgmodigt.
„Ja, for nu har jeg vænnet mig så
til Dem.“ Hendes tone ligned et
barns, der mærker, at det får sin
vilje, men blir ved at overtale
alligevel.
„Så har jeg dog et slags øjemed,“
vedblev han.
„De taler så underligt,“ sa
Constance misbilligende. „De var
ikke sådan før.“
„Mit liv er så medløst,“ svarte
han. „Tænke sig til en fyr, som
akkurat lige godt kunde lægge sig
ned for i Babylon, f. eks., som at
foreta sig hvad som helst andet.“
„Jeg liker ikke det, at De aldrig
kan tale alvorligt, Mejer, det er en
farlig vane at drive spot med al
ting.“
„Spot,“ sa han og så på hende.
„Jeg troed, De kunde se tværs
igjennem alt det.“
„Nej, jeg véd virkelig aldrig, om
det er spøg eller alvor, når De
siger noget,“ svarte hun og rysted
på hodet.
„Hm! Ja, i alt fald vilde jeg ikke
for nogen pris ta bort, når De
ønsker, jeg skal bli — det, kan De
stole på, er alvor.“ Han kasted
hodet lidt bag over og drog vejret
dybt men lydløst.
Hun så lidt sky hen til ham.
Hans mine var rolig, næsten mørk.
„Lad os være venner, Mejer,“ sa
hun hjerteligt. „Vi har jo altid havt
fornøjelse af at tale sammen.“
Fornøjelse! tænkte han og smilte
sygt.
„Ja, ikke sandt?“ la hun straks
efter til.
„For mit vedkommende har det
været noget andet og mere end
fornøjelse,“ svarte han, og der kom
en svag dirren i hans stemme.
„Vi kan vist få hygge af
hinanden, som venner, mener jeg.
Tror De ikke?“
„Venskab mellem os to?“ hans
tone var næsten barsk.
„Hvad mener De med det?“
„Venskab er jo venskab — jeg
synes ikke, det ord trænger til
nogen nærmere definition.“
Mejer gik og bored
spaserstokken ned i den grusede
vej og rev den op igjen for hvert
skridt, så der kom dybe furer i den
fine, tørre sand.
„For Dem vil et venskab med
mig bli en luksusartikel, noget, De
indkasserer sådan ved siden af, for
mig er det anderledes. Det blir
ikke lige for lige.“
„Det høres jo næsten
beregnende,“ sa Constance og
søgte at slå en spøgende tone an.
„Ja, De har jo Deres på det
tørre,“ vedblev han og slog det
ophvirvlede sand til side med
stokken. „De har hus og hjem, ager
og eng, fæ og ægtefælle og andet
deslige. De er visnok også
temmelig lykkelig.“ Han drejed
pludselig hodet om imod hende.
Constance blev rød. „Åh pyt!“ sa
hun hurtigt. „Det er ikke værdt at
tale for højt om lykken.“ I det
samme sekund fo'r det igjennem
hende, at dette var forræderi mod
Lorck, men i næste nu tænkte hun,
at hun ikke stod ham til regnskab.
Mejer så hurtigt, undersøgende
hen på hende.
„Rester og stumper blir det
bestandig,“ vedblev hun i en
affærdigende tone, „hvis det da
ikke er ulykke og jammer, hvad der
er det almindeligste.“