Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

vinduet, bare for at bli fri. Hun
gav sig til at gå op og ned på
gulvet, og omhyggelig passed hun
på at sætte foden midt i
tæppemønstrets firkanter. Så
stilled hun sig op foran spejlet og
betragted sin hårfacon. De sa, at
den var så gammeldags. Skulde hun
prøve den spidse knude nede i
nakken? Ikke på nogen mulig
måde, hvad skulde hun det for!
Så hellere stoppe det hul på
strømpen, som hun hele dagen
havde gået og følt. Men i den
bøjede stilling hun havde indtat for
at skyve strømpen af foden, i den
blev hun siddende, som var hun
manet til sten af et trolddomsord.
Billede efter billede, nej, det var
ikke noget billede — et hid og did
svajende, i stykker faldende virvar,
der greb og slap alt i ét, vakte en
erindring, som straks gled bort,
danned en forestilling, som flød ud
i det samme, og så ind imellem og
under visestumper og
operamelodier og dansemusik og al
slags uvæsen, alt sammen så
slæbende trægt og livløst, at det
kjeded hende indtil pinsel.
Men endelig retted hun sig op
med en kraftanstrængelse og gjorde
en gestus, som vælted hun noget
ækkelt fra sig. Så trak hun atter
strømpen på, for nu var det dog for
mørkt til at stoppe, og garn havde
hun heller ikke ved hånden. Så gik
hun hen og la sig i den lave
lænestol borte ved ovnen.
Der var hun altid i vinterdagenes
lange skumringsstunder.
Og her i dette fredsommelige
tusmørke, mens skjæret fra det
hældende dagslys mødtes med det
røde skin fra ovnens glødende
koksbål, hengav hun sig ganske til
sit ørkesløse tankesammensurium.
Der hang en duft af primulaer og
zwibler i atmosfæren — Marie
havde sendt hende nogle til hendes
fødselsdag forleden — og den
blanded sig med lugten af et
sandeltræsskrin, som stod borte i
krogen på etagèren, og med den
parfume, der altid fulgte hende.
Lange lysstriber spilled hen på
Madonna over sofaen, ansigtets
udtryk syntes at veksle under den
urolige leg. Oppe ved vinduet
dansed flagrende profilskygger af
Mozarts og Beethovens buster,
medens Minerva stod i fornem og
skyggefuld stilhed på den midterste
skrivebordsopsats. Bogskabet var i
mørke, men spejlet mellem
vinduerne optog flammeskjærets
uro og gjengav hængelampens
prismer, der lyste med brogede
stenes ildschatterede glans. Nu og
da faldt en gyldenrødlig stribe på
en perlepude, et hjørne af et
slumringstæppe eller et stykke af
den røde portière, men det kom og
gik i ustadig rastløshed.
Der hørtes ingen anden lyd end
taffeluhrets tiktak, der lød
afdæmpet i den fløjelspolstrede
stilhed, og koksenes raslen i
ovnen, hver gang de indre lag sank
sammen til aske, og de øvre gled
dybere ned.
Disse skumringsstunder var
hendes egne par excellence. I dem
holdt hun hvile, det vil sige gav sig
sit mismod og sin livslede viljeløst
i vold og tog sig fri for den skygge
af kontrol, som hendes forstand
dog endnu holdt med den måde,
hvorpå hun anvendte sin tid. Hun
grubled undertiden over dette, da
livet var så anderledes end det, de
havde lært hende. Det var dog en
skam, at de gamle gik og narred de
unge, for de gamle måtte jo vide
besked. Hvorfor skulde de lyve
livet op til noget, som det ikke var
og aldrig havde tænkt på at være.
Og løgnen var overalt, i bøgerne,
de fik at læse, i undervisningen på
skolen, i de billeder, man viste
dem, i den måde, hvorpå de voksne
talte om al ting på.
Det undred hende, at de andre
så ud til at komme så godt ud af
det med tilværelsen. Var de ikke
også bleven ligeså topmålt skuffede
som hun? Hvis ikke, så kom det af,
at de ikke havde bedre vid, men
tog til takke, eller lod for sig selv
og andre, som om der intet var i
vejen. Så tænkte hun også med
pinefuld bekymring på fremtiden