Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Forskån mig for talemåder,“ sa hun tørt, „jeg orker ikke at høre på dem.“ „Jeg véd, jeg har fornærmet dig grusomt,“ stammed han, „og jeg vil ta hvad bod, du pålægger mig — hvor“ — „Hvad jeg har at sige, er ikke meget,“ afbrød hun ham med en håndbevægelse, „når du står i forhold til min tjenestepige —“ „Jeg står ikke i noget forhold, jeg.“ „Når du står i forhold til min tjenestepige, så er det en selvfølge, at jeg vil forskånes for dig. Hvis du vil ha hende — så værsgod, men så får du la mig være i fred. Jeg er gået ind på at være din hustru, det er galt nok, men en af dine friller, det blir der ikke noget af.“ Hun rejste sig og vilde forlade stuen. Ring syntes, at hun aldrig havde været så dejlig og så attråværdig som i dette øjeblik. Hun var en helt anden. En rædsel for at miste hende fo'r igjennem hans sind som et ondt stik; han sprang op og stilled sig i vejen for hende. „Forhån mig, træd på mig, spyt på mig, dræb mig!” råbte han, ”jeg er en pjalt, en elendig fyr, som ikke har vidst, hvad skat jeg besad, et menneske, som ikke er værd at løse dit skobånd, men jeg elsker dig, Constance, nej, lad mig tale, jeg elsker og forguder dig, jeg ligger i støvet og kysser dine fødder, jeg bryr mig ikke om nogen i verden uden dig — hvad du så end tror.“ Han holdt hænderne om hodet og vred sig som i krampe. „Sludder,“ sa hun med en grimace, „du kjeder mig.“ „Ja, jeg véd det, jeg véd det, og det er min evige kval. Du har aldrig elsket mig, ikke det bøs. Og så undertiden har du været, så jeg næsten måtte indbilde mig, du holdt af mig — jeg har gået i et vildrede, har jeg. Åh, Constance, havde du elsket mig, kunde du fået en anden mand ud af mig. Hvor har jeg ikke forsmægtet efter din kjærlighed, det er det, som er skyld.“ Stemmen blev borte i gråd. Han sank på knæ og skjulte ansigtet i hendes kjole. „Rejs dig op, du er drukken,“ sa hun uvilligt. „Jeg er lige så ædru i dette øjeblik som du selv, Constance.“ Han så op på hende med et blik som en straffet hund. „Jeg rejser mig ikke, jeg ligger her, til du siger, at du har tilgivet mig.“ Constance følte en medmenneskelig medlidenhed med ham; det pinte hende at se ham så ydmyget. „Men hvor vil du, at jeg skal kunne tro dig?“ sa hun. „Nej, Constance, det er sandt, det er altfor sandt — åh, men gjør det alligevel denne ene gang, og du skal få tak og ære for det; når du en gang har fattet tillid til mig på nyt, og du kanske føler en slags godhed for mig, fordi jeg gjennem mange år har været nøjsom og tro, og aldrig har beklaget mig, da vil det gjøre dig godt at tænke på, at det var dig, som redded mig. Stød mig ikke bort, for uden dig går jeg til grunde.“ Han lå fremdeles på knæ, og han holdt med begge hænder hendes kjole, som han kyssed. Constance blev smittet af denne dybe sindsbevægelse. Hun bøjed hovedet og begyndte at græde. „Der er et gammelt ord om, at det er bedre at gi end at ta,“ vedblev han med den samme lidenskabelig bedende stemme — „se på mig, Constance, som ligger her og tigger, mens du står der og er så hævet over mig og har min skjæbne i din hånd; vær ikke ubarmhjertig, men lad dig røre, Constance.“ „Det er ikke af hårdhed,“ sa hun med tårefugtigt mæle, „men hvad der er skeet, kan jo ikke stryges ud af vort liv.“ „Jo, det kan, det kan, Constance, åh forsøg, forsøg — tag mig til nåde og tag mig på prøve.“ „Rejs dig op og sæt dig — jeg vil spørge dig om noget.“ Han adlød som en skolegut. Hun tog plads lige overfor ham.
„Siden det ser ud til, at du tar dette så alvorligt, som det er,“ sa hun, mens hun glatted sit lommetørklæde på sit skjød og la det sammen til en liden firkant, „så tør jeg kanske vente, at du vil svare mig sandfærdigt.“ „Ja, det kan du stole på, Constance.“ „Lad mig så få at vide, hvor vidt det er kommet mellem dig og hende.“ „Kommet, det er slet ikke kommet, hvad skulde det være kommet til, andet end hvad du så, det er galt nok det.“ Hvis Constance havde været mere erfaren, og hvis evnen til mistanke om sandheden ikke havde ligget hende så uendelig fjern, til trods for Maries belærelser, vilde hun ha tat varsel af hans famlende blik og usikre måde at svare på. „Og er det alt?“ spurgte hun og så ham lige i ansigtet. „Ja, jeg forsikrer dig, tror du kanske — nej, du må være vis på, jeg taler sandt —“ „Var det første gang du gjorde — gjorde sådan med hende?“ „Du hører jo det, Constance. Hvorledes skal jeg kunne forsikre det — hvad kan det nytte, når du ikke vil tro mig.“ „Du ser så besynderlig ud,“ sa hun tvivlende. „Hvordan tror du, et menneske ser ud, som er spændt på pinebænken? Ah, Constance, spar mig, jeg er så skamfuld, lad det nu være nok.“ Hun troed ham; ikke fordi hun havde synderlig tillid til hans karakters sandfærdighed, men fordi hun ikke kunde tænke sig muligheden af, at ulykken, som havde rammet hende, var af så stort et omfang. Sligt kunde naturligvis forekomme, men ikke i hendes ægteskab, ikke lige under hendes øjne, sådan ganske hverdagslig. Vel var Ring letsindig, men en så dybt falden mand var han ikke. „Og vil du gi mig dit æresord på, at du aldrig mere vil gjøre det?“ spurgte hun halvt bedende. „Jeg sværger dig det til ved den evige Gud! Ah, Constance, du kan tro, jeg har fået lærepenge, om ikke af anden grund, så for at skåne mig selv for så megen lidelse, skal jeg vide at passe mig for eftertiden.“ Dette kunde Constance så godt forstå; hun følte sig sikker på, at han måtte være grundig kureret, og det stemte hende forsonligere. „Ja, så skal jeg prøve at glemme,“ sa hun og to store tårer trilled ned over hendes kinder. „Tak! åh tak, du elskede!“ råbte han, idet han fo'r op for at omfavne hende. „Nej, ikke kjærtegn, ikke endnu,“ sa hun afvisende, „jeg må få tid til at komme mig.“ „Men din hånd! Din hånd, Constance!“ Hun rakte ham sin kolde, hvide hånd, og han styrted sig over den som en menneskeæder. „Og så siger jeg Alette op til påske.“ „Naturligvis, Constance, vil du ikke helst, hun skal gå straks?“ „Ah nej, det er jo ikke værdt at gjøre alt det opstyr. Og nu har du jo givet mig dit æresord.“ 10 Et par måneder efter denne begivenhed fulgtes Ring og Hansen opover Karl Johansgade. De kom fra sine kontorer og skulde hjem til middag. Da de havde passeret universitetet, drejed Hansen til højre. „Jeg kan ligegodt gå den vej,“ sa Ring og slog følge; han plejed ellers at gå gjennem slotsparken. „Du, det er sandt,“ sa Hansen med et pludseligt hop i sin tankegang. „Du må jagu se at få jenten på dør, ja, for nu kan altså enhver se det.“
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?