Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Det er foragteligt, oprørende,
umoralsk,“ udbrød hun, dirrende
af harme.
„Tænk, om vor Herre vilde svare
os således, når vi kom og bad om
nåde,“ sa pastor Huhn med et lille
smil og i en tone, som om han nu
havde fundet det rette ord. „Tænk,
om han i vor sidste stund, når vi
råbte til ham om tilgivelse for et
helt livs synd, vilde gjøre med os
efter fortjeneste —“
„Men de to forhold kan jo slet
ikke sammenlignes,“ sa Constance i
en heftig tone. „For det første er
der jo intet ægteskab mellem Gud
og menneskene, og for det andet er
det jo ham selv, som har skabt os,
som vi er.“
„De forfærder mig, frue, De
bespotter Gud i Deres syndige
tale.“ Det lød strengt.
„Bespotter man Gud ved at sige,
hvad der er sandt?“ spurgte hun og
rejste sig.
„Vantroens ånd taler ud af
Dem,“ han rysted modfaldent sit
hode, „på Dem vil mine
formaninger vistnok være spildt,
Dem kan kun Gud hjælpe. Jeg har
gjort, hvad der er min pligt, og
foreholdt Dem at vise kristelig
mildhed og overbærenhed, når De
ikke vil lade Dem lede af skriftens
ord, så har jeg ikke mere at sige.“
„Men sig mig, hr. pastor,“ sa
Constance med dybere stemme,
„hvis det nu var en mand, hvis
hustru stod i begreb med at føde et
barn, som f. eks. hans kontorbud
var fader til, vilde De så også
komme med dette: Ingen kristen
mand forlader sin hustru?“ Hun så
på ham med et næsten fiendtligt
blik.
„Her er forholdet forskjelligt.
Når en kvinde falder på dette
område, røber det en så stor
fornedrelse, en så dyb moralsk
fordærvelse, at hendes nærværelse
i hjemmet må anses for
besmittende.“
„Ja, man er nu så vant til at høre
det, men jeg tror ikke længer på
dette med denne store forskjel,“ sa
Constance trodsigt.
Pastor Huhn slog ud med hånden
og så ud, som om han vented, hun
vilde gå.
„Vil De så sige mig, hvad jeg har
at gjøre?“ spurgte hun og tog sin
muffe.
„De behøver blot at skrive en
ansøgning, eller få én til at gjøre
det for Dem, og sende mig den, så
skal jeg påtegne, at det lovbefalede
mæglingsforsøg har været
frugtesløst, og så — ja, jeg skal med
fornøjelse ekspedere den videre
for Dem.“
Hun takked og sa farvel.
„Vor Herre være hos Dem og
gjøre Dem sagtmodig og ydmyg af
hjertet, så at hans vilje må
fuldbyrdes,“ sa præsten med
bekymret mine.
„God nat, frue!“
Han fulgte hende ud og lukked
entrédøren efter hende.
12
Da Constance kom ned på gaden,
stod hun et øieblik stille og tænkte
sig om. Så gik hun hurtig i den
modsatte retning af, hvor hendes
hjem lå. Da hun nåed
Incognitogaden, gik hun ind i et
stort hus med spidse små
tårnbygninger og ringed på i
stuelejligheden, hvor fru Wleügel
boed.
Jo, tanten var hjemme; hun sad
inde og drak te, svarte pigen, der
lukked op.
Constance gik gjennem den
rummelige trefags dagligstue med
de store, gammeldagse møbler,
som hun kjendte så vel fra gamle
dage. Derborte ved pianoet sad
hun, den gang tanten leverte hende
frierbrevet, og her med hånden på
ryggen af sovestolen stod hun
første gang han kom som forlovet.
— Huttitu, hvor hun rysted ved
disse minder.
Der brændte en liden, med
lyserødt papir tilsløret lampe borte
i hjørnet foran den halvrunde
hjørnesofa; den store hvide
porcellænsovn sendte en mild