Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

varme ud over værelset, og der
dufted af potteblomster. Døren til
spisestuen stod på klem og ind
gjennem sprækken et stykke
bortover gulvtæppet flød et stærkt
gulagtigt lys, som mødtes med det
afdæmpede, røde lampeskin.
Idet Constance trådte over
tærskelen til spisestuen, havde
tanten rejst sig fra sit færdige
måltid. Hendes hår var på det
sidste blevet ganske hvidt; hun bar
en kappe med pibede strimler, og
udenpå kjolen havde hun en stor
rundskåren fløjelsmodest, der
endte i to lange spidser, foran
besat med silkefrynser. Ondet i
foden havde forværret sig så, at
hun denne vinter var begyndt at
bruge stok.
„Nej, men Constance, er det dig,
som er ude og går så sent, nu har
jeg netop drukket te, skal jeg lave
dig en kop,“ spurgte hun.
„Nej tak, tante, slet ikke det, jeg
vil tale med dig.“
Fru Wleügel så studsende på
hende, der var noget i stemmen,
som foruroliged hende.
„Der er da ikke tilstødt dig
noget?“ spurgte hun.
„Jo, tante, kom ind, så skal du
høre.“ Og så begyndte Constance
at fortælle, mens hun i hast afførte
sig sit overtøj, og endte med at
sige:
„Og nu er jeg kommen for at bli
hos dig, tante, indtil det er
ordnet.“
Tanten havde hørt på hende i
taushed; hendes øjenlåg var
sænkede, og der var kommen en
stram trækning i mundvigerne.
„Og hvad vil du så gjøre,
Constance?“ spurgte hun, og så
alvorligt på hende.
„Rejse hjem,“ svarte Constance
og brast ud i en lidenskabelig
hulken.
„Det vil dine forældre aldrig
tillade,“ fru Wleügel rysted
tungsindig på hodet. „En skal
gjøre, hvad der er ret.“
„Når de hører, hvorledes Ring
har været! Nej tante, så slet tror
jeg ikke om dem.“
„Stakkels kjære Constance min —
Gud skal vide, jeg føler for dig,“
det vibrerte stærkt om den gamle
dames tynde læber, „det går mig
således til hjærtet, at — åh Gud, åh
Gud — det er grænseløst, hvad vi
kvinder må tåle, men aldrig havde
jeg troet, at det skulde gå dig —“
Stemmen tabte sig i en tynd
piben, og hun fo'r med hånden
over øjnene.
„Du må tro, jeg véd, hvad det
er,“ vedblev hun lidt efter, „ja, for
sådan gik det mig også.“
„Var din mand også således?“
råbte Constance og styrted på knæ
foran hende.
Fru Wleügel tog hendes hode
mellem hænderne og kyssed hende
på håret.
„Ak ja, Constance, og ikke bare
han. Vi tror altid, at vi er
undtagelser, men det er så langtfra.
Det er så vanskeligt med mændene;
gifter de sig, mens de er unge, så
har de ikke raset fra sig, og venter
de, til de er ældre, så er deres
vaner blit dem for stærke.
„Men tante, tante,“ råbte
Constance, „hvorfor sa du
ingenting om dette før? Hvorfor
vilde du da så gjerne få mig gift?“
„Constance min, når du blir så
gammel som jeg, vil du forstå
alting bedre — en får gjøre, hvad
der er ret. Verden er indrettet på,
at kvinderne skal være gift;
ulykkelige blir de, det vil sige til
en tid; men et ugift froentimmer —
ja, hendes lod er dog endnu langt
sørgeligere. Af to onder får en
vælge det mindste.“
„Da véd jeg dog, hvad jeg vilde
valgt, hvis jeg havde vidst besked,“
udbrød Constance med bitterhed
og rejste sig.
„Den, som har skoen på, ved,
hvor den trykker,“ Sa tanten og
vugged sagte frem og tilbage med
overkroppen. „Tro mig, Constance,
var du bleven pebermø, så vilde
din ugifte tilstand ha forekommet
dig at være den vigtigste hindring
for at nå lykken i livet.“