Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

udmale sig selv som et rigtig dårligt menneske. Hun drog frem fra forgangenhedens glemsel mangt et lidet træk fra det første ægteskabsår, hvor Ring havde været rørende taknemmelig for hendes mindste smule venlighed. Hun mindedes en gang, hun gik ind og bad ham om tilgivelse, fordi hun en hel dag igjennem havde været urimelig og vrangvillig. Han fik tårer i øjnene, tog og kyssed hendes hånd mange gange og sa med blød stemme: „Min søde Constance, du har jo ingenting gjort.“ Det sved hende i sjælen at tænke på sådant noget nu, da han lå på havets bund, og hun aldrig skulde få anledning at sige ham, at hun erkjendte sin uret. Så længe hun sysled med disse forestillinger, havde hun en kraftig trang til at være alene. Siden, da hun ved sin idelig fortsatte grublen og rugen havde perset den sidste livskraft ud af disse tanker, så de stod som tause skygger omkring hende, havde hun vænnet sig således til ensomheden, at den var bleven hende kjær, og hun ikke for nogen pris vilde opgi den. Og de adspredelser, livet kunde byde, havde også tabt sin tillokkelse for hende; de forekom hende som de fornøjelser, man i barndomsalderen glædes ved, men som det ikke kan falde den voksne ind at ta del i. Efterhånden sank hun hen i en sløv magelighedstilstand, en apathisk blaserthed, der var stærkt i slægt med livslede. Folk troed, det var enkesorg, og roste hendes store trofasthed, men hendes nærmeste rysted på hodet og mente, det var skam at gi således efter for en fiks idé, for anderledes kunde jo hendes menneskefiendske skyhed ikke betegnes. Det kunde jo gå over til en ren sindssygdom. Constance brød sig ikke om, hverken hvad de sa til eller om hende. Alt hvad hun begjæred, var at få være i fred. Nogen tid efter Rings død havde Lorck et par gange med mellemrum aflagt hende en visit, men var ikke bleven indladt. Så skrev han en billet og spurgte, om hun ikke vilde tillade ham at hilse på hende. Hun svarte tilbage, at hun aldrig var hjemme for nogen. En eftermiddag, da han så hende på gaden, gjorde han et forsøg på at tiltale hende, men hun gik hurtig forbi ham med en afvisende hilsen. Hans længe nærede, aldrig nedkuede lidenskab for Constance var blusset op i lys luer i det øjeblik han vidste, hun var fri. forgjæves havde han i de år, som var gået, kjæmpet mod, hvad han kaldte sin usalige kjærlighed. Han havde styrtet sig over sit arbejde med grådig iver, git sig hen til læsning og studier; han havde kastet sig ind i forbindelser med andre kvinder og havt en febrilsk afsky for at være ubeskjæftiget. Han havde villet hade og foragte hende, sagt sig selv de hundrede gange, at hun ikke var værd et fnug af den kval, han led, hun, som blev ved at leve i sit besudlede ægteskab; men det nytted ikke. Hans kjærlighed var som den urt løvetand, der gror frodigst, jo mere den trædes. Og så kom dette til, at hvad han havde oplevet med denne kvinde, havde fået en stor betydning for hans liv og udvikling. Det var begyndt den aften, da hun viste ham fra sig. Hans store fejltagelse, dette at han i blind selvsikkerhed havde dømt alt hos hende efter sine egne, grovt sammensatte landevejsteorier, bragte ham til at se på livet med andre øjne. Når han tænkte på den brutale frækhed, hvormed han var brudt ind over hendes enemærker, var det, som han skulde synke i jorden af undseelse. Jo mere han kom bort fra sin tidligere tankegang, jo grellere blev lyset, han så det i. I sin plumpe uvidenhed havde han troet at vide besked, medens
sandheden viste sig at være, at han var den dummeste blagueur. Det blev en tid fuld af lidelse for ham, men han sa sig selv, at det var på denne lidelse han blev mand. I enkelte øjeblikke var han endog taknemmelig over, at det var gået, som det gik. Havde Constance været, hvad han antog hende for, og den gang kastet sig i hans arme, vilde han aldrig lært, hvad kjærlighed var, og aldrig være kommen til at se med respekt på livet. Det var, som om han først gjennem den dobbeltartede smerte, som hans håbløse kjærlighed og hans ved det lidte nederlag indvundne selverkjendelse beredte ham, lærte at skjelne mellem godt og ondt i finere forstand på alle områder. Imidlertid steg hans ry som dygtig læge. Et par heldige kure under vanskelige omstændigheder bragte ham fra først af i skuddet, og hans alvorlige færd og rolige væsen gjorde, at man fik tillid til ham. Blandt hans venner var det en almindelig mening, at han var bleven et helt forandret menneske, og de talte med respekt derom. Efter sin far, den rige grosserer Lorck, hvis død indtraf omtrent to år efter Rings, havde han arvet en efter norske forhold meget betydelig formue. Et par gange i løbet av halvtredje år havde Constance givet efter for Maries og Hansens indtrængende forestillinger og samtykket i at deltage i et selskab, de gav. Men hun fandt sig så uvel derved, at hun loved sig selv skånsel for eftertiden. Jo mere hun blev afvænt med at træffe folk, jo værre blev det. Deres snak forekom hende så fremmed. Den flygtige måde at samtale på med disse sprang i øst og vest, som hun tidligere havde været så dreven i, forvirred og nedtrykte hende. Hun sad imellem dem uden forståelse, og hun ikke alene kjeded sig, men hun ligefrem led derunder. I et af disse selskaber havde hun truffet Lorck. Constance mærked, at han pønsed på at nærme sig hende, og hun gik med et slags skræk af vejen for ham. Ud på aftenen var hun bleven alene i kabinettet med en gammel tunghørt dame, som sad og bladed i et album og af og til spurgte hende om portrætterne. De andre var inde for at se ungdommen danse. Pludselig stod Lorck i kabinettet. Et øjeblik tænkte hun på at flygte, men opgav det og lod, som om hun var stærkt optagen af damen med portrætterne. „Skal De ikke danse, frue?“ spurgte han og satte sig i nogen afstand fra hende. „Nej,“ svarte hun uden at røre sig. „Bryr De Dem ikke længer om det?“ „Nej.“ Her gjorde den gamle dame et spørgsmål, som Constance besvarte, idet hun bøjed sig tæt hen til hende og hævet stemmen. „Det går så sjeldent på at få se Dem, frue,“ sa Lorck, „man skulde tro, De ikke var i byen.“ „Jeg holder mig også mest hjemme.“ „I hele vinter har jeg omtrent ikke bestilt andet end at udspejde og eftersøge Dem — ja, bliv ikke vred,“ bad han til svar på det blik, hun retted mod ham, „det forholder sig virkelig således.“ Hun vendte nakken til og bøjed sig atter over albumet. „Jeg ved, at jeg plager Dem,“ sa han med et bekymret tonefald, „men hvad skal jeg arme menneske gjøre, tale med Dem vil og må jeg, og lejligheden er ikke god at få fat i.“ Hun så hurtig hen på ham. „Hvad vil De mig?“ spurgte hun koldt. „Jeg har har noget på hjertet, men først skal De gi mig lov.“ Han talte alvorligt og indtrængende. En pige kom og meldte, at den gamle dames vogn var kommen. Hun rejste sig straks, sa venlig god
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?