Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Men ser du da ikke, hvordan
det er fat med hende?“
„Fat med hende,“ gjentog
Constance mekanisk.
„Ja, du gode Gud, Constance,
hun er jo rent ud sagt højst
frugtsommelig.“
Constance slog hænderne
sammen.
„Men hvor har du da dine øjne
henne, Constance?“
„Åh, men tar du ikke fejl,
Marie?“
„Men så se da på hende!“ råbte
Marie. „Så langt som hun er
fremme. Det mindste barn må jo
kunne opdage det.“
„Nej, at den Alette! Uf, det er da
en væmmelig historie,“ sa
Constance med et udtryk af afsky i
sine miner.
„Med hende overrasker det mig
nu slet ikke,“ mente Marie, ”det
hænder jo med dem, en mindst
skulde tro det om — hun har
naturligvis en kjæreste?“
„Det ved jeg ikke,“ sa
Constance.
„Har hun ikke havt en fyr
gående på dørene ? Det har de jo
alle, men så er det jo altid en bror,
som skal til Amerika, forstår sig —
og som kommer for at ta afsked.
Nej, pigerne nu for tiden!“
„Uf, hvad skal jeg dog gjøre?“ sa
Constance rådvild, det er så leit at
sige det til hende.“
„Sig ingenting, bare betyd hende,
at hun har at pakke sammen straks.
Du kan tro, hun går nok uden at
komme med spørgsmål.“
Constance så modfaldent hen for
sig.
„Jeg skal skaffe dig en anden
imellemtiden — jeg ved en
udmærket pige, som er ledig, og
som du kan få med en dags varsel,“
vedblev Marie opmuntrende.
„Ja, tak, det var jo godt men —“
„Du betænker dig vel ikke. Hør,
Constance — af
anstændighedshensyn, om ikke for
andet — tænk, når her er
fremmede, og herrer — det er jo til
at synke i jorden af undseelse
over.“
„Ja, du har ret,“ sa Constance,
„men, uh, hvor jeg kvier mig.“
Da fru Marie var gået, gik
Constance frem og tilbage med en
halvt spændt, halvt forlegen mine.
Hun var ganske nervøs ved, hvad
der forestod, for hun vilde ha det
fra sig med det samme; skulde det
til, så vilde hun i alt fald ikke sove
på det. Og Ring, hvad monstro han
vilde sige? Så pinligt som det vilde
være at se ham sidde der og
skamme sig, når han nu hørte,
hvorledes hun var. Men på den
anden side havde han godt af det
også.
Hun gik hen og ringed. Alette
kom ind og spurgte, hvad fruen
ønsked.
Constance betragted hende
opmærksomt og var straks på det
rene med, at Marie havde ret. Det
var dog besynderligt, at hun ikke
havde seet det før.
Alette mærked, at noget
usædvanligt forestod; der havde
ligesom hængt noget ondt over
hende de sidste par dage.
Hun forsøgte at se kjæphøj og
ligegyldig ud, og mødte Constances
blik med en trodsig, halvt fræk
mine; men det vared kun nogle få
sekunder, så fo'r øjnene usikkert
famlende nedover Constances
kjole, flytted sig hen på nogle
stoleben, ned på tæppet, op igjen
et stykke langs bordbenene, men
kom hurtig nedover igjen; til sidst
så hun ret ned for sig.
„Jeg har ringet på Dem for at
sige Dem, at De må flytte herfra i
morgen,“ sa Constance stakåndet.
„Ja, jeg har ventet på det,“ svarte
Alette med dump stemme, og hodet
sank helt ned på brystet. „Det var
det, jeg straks sa, at det var bedst,
jeg gik med det samme.“
Constance hørte ikke, hvad hun
sa, og gad ikke spørge om det.
„Ja, for De forstår, at her kan
De ikke bli — slig som De har stelt
Dem,“ vedblev Constance.
Et pludselig skrig skar gjennem
stilheden i stuen, og i næste nu lå
Alette for hendes fødder og hulked
således, som Constance aldrig