Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

havt — de ord, han havde sagt, og
så det afskedsblik. Mindet skylled
varmt hen over hende.
Lyden af entréklokken brød ind
over stilheden og bragte hende
med et heftigt ryk tilbage til nuet.
Pigen kom og sa, at der var en
herre, som spurgte, om han kunde
få hilse på fruen. Constance tog
det kort, hun rakte hende.
„Lad ham komme,“ sa hun
stakåndet og famled efter noget i
lommen. I det ene minut, som
hengik, inden Mejer viste sig på
tærskelen, havde Constance rejst
sig op og sat sig ned flere gange.
Hun rakte sin hånd ud imod
ham.
„Det var morsomt at se Dem,“ sa
hun nervøst. „Hvordan har De
det?“
Mejer stod og arbejded med
noget i halsen, som kom i vejen for
hans ord, mens han trykked hendes
varme hånd med sine kolde fingre.
„Jeg mødte Deres mand for lidt
siden, han bad mig gå op og se,
hvordan De boed.“
„Havde De ikke tænkt på det af
Dem selv da?“
„Jeg vidste ikke —, jeg troed ...
Er De allerede i orden?“
Constance fik sin sikkerhed
tilbage; blegheden på hendes ansigt
var borte; i kinderne var der
kommet en fin rød i farve, og
øjnene strålte med sin smukkeste
glans.
„Fuldstændig,“ svarte hun, „dette
er mit værelse, vil De se de
andre?“
Hun gik foran. „Her er Lorcks
departement,“ sa hun, da de var
kommet igjennem spisestuen. „Her
skal De se, venteværelse,
modtagelsesværelse og
studereværelse.“ Det sidste var et
lidet rum med vindu til sidegaden,
fuldpakket af bøger og smukke
polstrede egetræsmøbler.
„Og her er Deres territorium?“
spurgte Mejer, da de var færdige
med besigtigelsen ...“
„Ja, dette er mit værelse. Er det
ikke hyggeligt?“
„Utroligt! og med Dem til
beboerske. — Jeg ved ikke, om det
er, fordi værelset er Deres, eller
fordi De er værelsets, at det ser så
bedårende ud.“
Hun bøjed sig ned og slog et
støvgran af sin kjole.
„Lad os prøve, hvordan det er at
sidde i,“ sa hun og skjøv en stol
hen til ham.
„Tænke sig til, at det bare er tre
dage siden, vi kom,“ begyndte
Mejer, idet han satte sig.
„Ja, kan De fatte det,“ afbrød
Constance, „jeg synes, det er
måneder.“
„Evigheder!“ han slog ud med
hånden, „i går og i dag har ikke
villet få ende, det er fordi jeg ikke
har seet Dem, Constance.“
Hun flytted sig lidt på stolen.
„Jeg synes også, det er så længe,“
sa hun.
„Jeg har gået og fantaseret om at
gå herop,“ begyndte han igjen, „og
så har jeg længtes så ihærdigt efter
Dem, at jeg til sidst kom i vane
med det, og syntes det var så godt
at ha noget at længes efter.“
„De snakker, som De havde gået
slig i årevis,“ hun smilte.
„Og så har jeg uafladelig måttet
tænke på Dem, som De var på
dækket om natten — uafladelig,“
gjentog han med betoning.
„Men det må De glemme,
Mejer.“ Der var noget bønligt i
stemmen. „Vi skal være venner,
kun venner, lov mig, at De vil
behandle mig som sådan.“ Hun
hæved øjnene og fæsted dem på
ham.
Mejer svarte ikke straks; han sad
og fortabte sig i, hvor dejlig hun
var i det var så sødt at høre hendes
stemme, være hende så nær og føle
hendes øjne på sit ansigt.
„Ikke sandt, De lover mig det,“
la hun til.
„Åh nej, lad mig slippe! Jeg kan
ikke på forhånd bestemme at være
sådan eller sådan mod Dem.“
Tonen var klagende.
Hun gav sig til at overveje hans
ord og så hen for sig med en
bekymret hovedrysten.