Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

det langsomt med at komme til kræfter. Aldrig så snart var hun imidlertid af doktoren erklæret for at være frisk igjen, før der fra forskjellige sider blev sat skjulte drivhjul i bevægelse for at få hende til at opgive tanken på skilsmisse. Når hun talte om, hvad der forestod, blev det vist tilbage med den indvending, at hun var for svag til at tænke på sligt. Hun måtte gi tål og vente, til hun blev stærkere. Hun boed jo hos tanten og blev aldrig foruroliget af Rings besøg; det var jo foreløbig god nok skilsmisse det. Der begyndte at komme skrivelser fra moren, som af tanten var bleven underrettet om, hvad der var foregået. På det første brev svarte Constance tilbage, at hun heller vilde brændes levende end vedblive at være Rings hustru, og at hun helst vilde forskånes for at høre om den sønderknuselse og de eder og løfter, han pr. post sendte op til Molde. Efterhånden begyndte dog morens bønlige ord at gjøre indtryk på hende. Fru Blom bad hende så inderligt om, at hun for Guds skyld måtte forskåne dem for den sorg et sligt brud vilde volde. Hun sa ligefrem, at det vilde lægge dem i graven, eller i alt fald være dem en daglig tærende græmmelse. Snakket om, at hun ikke måtte tro, hun var den eneste bedragne, fik hun da også høre fra den kant. Nogle dunkle hentydninger i et af brevene, bragte Constance til at spørge sig selv, om hendes egen mor også var i flok og følge med de forrådte hustruer. Så foreholdt moren hende også i skånsomme udtryk, at hun dog måske ikke havde været så god og kjærlig en ægtefælle, som hun burde, og at hun derfor selv ikke var uden skyld. Hendes far havde også skrevet indtrængende til hende; han havde pegt på den mislige stilling, en fraskilt hustru indtog i samfundet; verden var nu en gang således indrettet, at den så skjævt til de kvinder, der gik udenfor det almindelige. Tonen i brevet var så kjærlig; han minded hende om så mange småting fra hendes tidligste barndom, da hun havde redet på hans knæ, og de havde krøbet omkring på gulvet og legt hund og kat. Til slutning havde han forsikret hende om, at hun var og altid havde været hans hjertes eget, elskede barn, og at hun derfor måtte vide, han vilde hende det bedste, det kjærligste til alle, alle tider. Over dette brev sad Constance og græd så længe, til bogstaverne viskedes ud af hendes tårer. Pastor Huhn gjorde ofte små visitter hos fru Wleügel. De første gange gik Constance ud af stuen, når han kom; men da tanten en dag bad hende så meget om at la det være, gav hun efter og blev siddende. Han talte så stilfærdigt og småmorsomt om hverdagslige ting. Constance kunde ikke la være at synes om ham. En dag fik han hende til at le af en anekdote, han fortalte fra et middagsselskab om en dame, han havde havt til bords, og som havde git ham de løjerligste svar på alt, hvad han sa. Til sidst spurgte han hviskende sin sidemand, om hans borddame ikke var rigtig vel forvaret; så fik han vide, at hun var døv. En dag han traf Constance alene, ledte han talen hen på hendes ægteskabelige forhold. Det kom så fint og hensynsfuldt. Hun måtte ikke bli bange, ikke for alt i verden vilde han trænge ind på hende, kun sige, at en så dyb fortvilelse, som den Ring havde lagt for dagen de gange han, Huhn, havde søgt ham, havde han ikke før stødt på under hele sin præstelige virksomhed. Her var noget andet end blot og bart sorgen over udsigten til at miste sin hustru; her var en sand og levende anger, en sjælenød og ruelse, som med psykologisk nødvendighed måtte virke et nyt liv. Han havde ingen
et til at dadle hende, hvis hun stod fast på sit forsæt, ikke den allerfjerneste, men det vilde han sige, at gik hun tilbage, vilde han med glad ærbødighed ta hatten af for hende, for så gjorde hun en af disse gode gjerninger, hvis rækkevidde menneskeøjne ikke kunde måle. Undertiden talte de om religiøse emner i Huhn sa, det interessered ham at høre de mange smålige fornuftindvendinger, som den formørkede menneskeforstand nødvendigvis måtte rejse mod det åbenbarede Guds ord, men som troen, Gud være lovet, sejrrig kunde sætte sin hæl på, så sandt som at kvindens sæd havde knust slangens hode. En gang, da han stod og trykked hendes hånd til farvel, sa han, at han jevnlig bad Gud gi hende troens lys, han kunde ikke andet, om end hun smilte til det, og han havde en forvisning i sit hjerte om, at han vilde bli bønhørt. Da Constance tvilende rysted på hodet, vedblev han: „Jo, for ser De, frue, De er ingen fornægter i den forstand, at det kommer ind under synd mod den helligånd, De er aleneste en ærlig tviler.“ En dag, da fru Marie sad deroppe, fortalte hun, at Mejer havde været hjemme på besøg og atter var vendt tilbage til sit konservatorium. „Han spurgte efter dig, Constance, og bad mig hilse,“ tilføjed hun. „Blir det til noget med hans musik, skal tro?“ spurgte fru Wleügel. „Han har sendt hjem nogle romancer, som er blevet rost i bladene,“ svarte Marie, „de blev sunget på koncerten forleden. Den ene især er dejlig — uhyre melankolsk.“ „Dem vilde jeg gjerne kjøbe,“ sa Constance, „er de vanskelige?“ „Nej, du kan godt spille dem. — „Når dit øje på mig lyser,““ sang hun, „nej, jeg kan ikke melodien udenad. De koster 1 krone, jeg har dem også. Nu arbejder han nok på noget større.“ Constance blev vemodig stemt ved tanken om Mejer. Hun mindedes deres samtaler, hans spil og al den småmoro, de havde havt sammen. Det gik op for hende, at hun egentlig havde følt sig så vel i hans selskab. Udtrykket i hans øjne, når de havde hvilet på hende, stod med et tydeligt for hende, og så så hun hans blege, bevægede ansigt den gang han sa farvel. Hun kjendte sig skuffet over, at han havde været i byen uden at se hende, og det syntes hende så fattigt og trist, at han nu var borte, og at hun måske aldrig mere kom sammen med ham. Hun vaktes ved lyden af et navn. „Lorck, siger du,“ sa tanten og skjøv brillerne op i panden; hun sad og broderte. „Ja, hvad synes du! Noget så latterligt,“ sa Marie. „Hvis jeg ikke var vis på, Constance bare vilde le af det, havde jeg slet ikke nævnt det.“ „Hvad var det med Lorck?“ spurgte Constance. „Ja, vil du tænke dig til, at man siger, det er for hans skyld, du skal skilles. Jeg bare byr dig —“ „For hans skyld?“ sa Constance og lod sit arbeide synke. „De har lavet en hel historie,“ fortalte Marie. „Han har i Gud ved hvor lang tid bestormet dig med sin kjærlighed. Du har endelig ladet dig besejre og sagt til Ring, at du vil skilles fra ham for at gifte dig med Lorck. Derover er Ring blit rasende, du er flygtet til tante Wleügel og er falden i en sygdom af forskrækkelse. Du hører, de er ikke i forlegenhed med at finde på.“ „Det uforskammede pak!“ sa tanten og vrissed af vrede. — „Og nu går den arme Ring og stræver for at skaffe rede penge til skiftet,“ vedblev Marie. „Det er derfor han sælger sine bankobligationer.“ „Sælger han bankobligationer?“ afbrød fru Wleügel.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67: hun øjnene op — der lå en stor
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?