Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

sammen, rejste Ring sig for tredje
gang og vilde tale for kvinden. Der
gik en sukkende mumlen gjennem
de forsamlede. Lorck gav højlydt
sin uvilje til kjende.
„Der kan Du se, Marie,“ sa
Hansen med et unådigt øjekast,
„det dumme påfund! Du måtte jo
vidst, at den fyren altså ikke er til
at standse.“
Ring mærked ingenting. Med
hævet glas og anstrængt mæle holdt
han sin lovsang til kvindens pris.
Det var om hjemmets kvinde, han
vilde tale, om den kvinde, der af
Gud var given manden til
medhjælp; og når han talte om
denne kvinde, så var det ikke ud i
det blå, for nu var det tre år siden
han havde ladet sig indrangere i
ægtemændenes lykkelige rækker
o.s.v.. Først flød det fra ham uden
forsinkelser, men længere henne i
lektien gik det ofte i stå; han
stammed og famled og sufflerede
fra sine overgivne naboer med de
mest forkjerte ord, som han straks
opsnapped, men øjeblikkelig lod
falde, når han mærked, det bar galt
i vej. Da han tre gange havde
gjentaget, at kvinden var som en
blomst, en duft, en følelse, råbte
Constance højt leende over bordet
til ham: „Ja, ja, så drikker vi på
det da!“
Ring satte glasset fra sig, korsed
armene på brystet og spurgte
Hansen med fortørnet mine, om
det var med hans vilje, at hans
kone optrådte som censor.
Der blev et minuts pinlig
taushed. Ring lod sit morske blik
vandre fra den ene til den anden.
Fru Blom gjorde miner over til
ham og prøved at slå det hen i
spøg.
Pludselig brast Ring i latter.
„Fanden så godt gjort!“ råbte han.
„der tog jeg jer pent ved næsen.“
De lo alle af fuld hals; nogle
forsikred, at de havde skjønnet
det, men holdt gode miner; andre
påstod, at det skulde ingen få dem
til at tro.
„Ja, jeg troed, det var alvor, det
er vist og sikkert,“ sa Constance.
„Ja, så drikker vi på kvindens
velgående,“ sa Ring, og nu var
stemningen stegen så, at skålen, til
trods for værtens protest, fik et
nifoldigt hurra.
Man rysted hinandens hænder og
sa velbekomme. Hansen og Marie
udveksled det reglementerede
takformadkys. Ring gik hen og bød
Constance hånden; hun rakte ham i
stedet for sin kind til kys.
„Ja, som sagt — De er et
musikalsk fænomen, et, et, ja,
virkelig et geni,“ sa Ring til Mejer.
„De må komme og besøge os — af
Dem selv, forstår De, hver aften
om De vil, det er skik hos os, jeg
har en kutter, De må sejle med
mig. Fanden så godt like Dem.“
Mejer takked og bukked, og Ring
blev aldrig færdig med at trykke
hans hånd.
„Hvad skal vi nu ta os til,
Dere?“ spurgte fru Marie og vendte
sig til en af de snakkende grupper i
dagligstuen. „Ah, Mejer, spil for
os, til vi finder på noget.“
Han begyndte på en vals af
Strauss.
Constance tog frøken Schwartz
om livet og valsed rundt med
hende.
„Ja, danse, lad os danse!“ råbte
de i kor.
„Din fod, husk på foden din,
Constance,“ klynked fru Blom.
„Spisestuen skal straks være
ryddet,“ sa fru Marie og gik for at
skynde på pigerne.
„Hvad skulde De nu få det i gang
for?“ sa Lorck grættent.
„Er De ikke glad i at danse?“
spurgte Constance.
„Ah jo, på Klingenbergballerne
går det an.“
„Så gå derned — der danser man
jo hver aften.“
„Nej, men alvorligt — nu kunde
vi ha siddet og talt så hyggelig
sammen derborte i halvmørket.“
„Det er morsommere at danse,“
svarte hun.
I det samme bukked Fallesen for
hende og spurgte, om han kunde
ha den fornøjelse.