Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

alene i dagligstuen, kom pigen ind og sa, at der var en fattigkone, som vilde tale med fruen. „Har hun været her før?“ spurgte Constance. „Det tror jeg ikke; hun siger, at fruen har bedt hende komme.“ „Åh, er det hende,“ sa Constance, „vis hende ind i spisestuen.“ Da Constance kom derind, stod der borte ved døren et stort, stærkbygget men umådelig afmagret fruentimmer med det kantede, sortgustne ansigt knyttet ind i en brun uldtøjskyse. Omkring skuldrene havde hun det chokoladefarvede stykke damesjal, som spædbarnet havde været svøbt i om formiddagen, på fødderne et par mandfolkestøvler med store, gabende flænger. Det sorte kjoleskjørt var fillet for neden og stumped stærkt op foran. Hun var uden forklæde, og de grove, knoklede hænder holdt hun oven på hinanden helt oppe på den spidst fremstående mave. „De e mej, som der hadde vært to damer hos i formidda,“ sa hun med slesk, vestlandsk stemme. Der var noget katteagtigt snedigt i den måde, hvorpå hun la hodet lidt på skjæve, når hun talte; øjnene havde et usikkert flakkende blik, og omkring den fremskudte underkjæve lå der et strækt præg af råhed; det så ud, som om denne mund havde spyttet ud enhver blidere følelse. Constance blev uhyggelig til mode ved synet; der påkom hende ulyst til at indlade sig med hende, og hun var i forlegenhed med, hvorledes hun skulde tiltale hende. „Jeg vilde gjerne gi Dem lidt tøj til de små,“ sa hun efter et øjebliks betænkning. „Ja, tak skal fruen ha, det kommer vel med,“ sa konen og strøg den ene hånd over den anden i rastløs skiften. Constance undred sig over, at hun ikke så gladere ud. „Med tilladelse,“ føjed hun straks efter til, ”vét fruen, om vi får a fattigplejen?“ „Det håber jeg sikkert,“ svarte Constance, „I må jo trænge græsselig til det.“ „Ja, fruen kan vite, me en vanfør mand og fire uforsørgede børn, foruden de, eg går me,“ sa hun ydmyg. „Er han vanfør, Deres mand?“ „Ja, på den højre arm, ska fruen vite — de sto i ansøkningen — de ble, mens han fo'r tilsjøs — han faldt ner og brækket skulderbladet.“ Der var noget i tonefaldet, som bad, hun om tilgivelse, fordi hun plaged fruen med dette. „Kan han da slet ikke arbejde?“ spurgte Constance. „Åh nej, Gu bære os, hva ska de bli te me én arm, kan fruen tænke. De kan være at bære lidt fisk for folk og sligt småtteri; men nu, siden di er begyndt me at bringe rundt i husene, faller der næsten ingen ting af for os andre.“ Hun talte i den samme underdanige tone, og hænderne var uafladelig i bevægelse. „Men hvor kan I gå hen og lægge jer så mange børn til, når I nu ingen ting har at underholde dem med?“ spurgte Constance i en misbilligende tone. „Ja, hvor ska en hen!" sa konen og rysted på hodet med en gudhengiven mine. „Det er jo Guds bestemmelse.“ Svaret irritered Constance. „Men nu de uægte børn da — tror De også, at det er Gud, som sender dem!“ spurgte hun. „Ja, de må vel være til en straf over synden,“ sukket konen fromt. „Vilde De ikke heller leve for Dem selv, så De slap at få flere børn?“ spurgte så Constance. „Når en engang er vidd for altere, så ska en jo leve sammen. Hvad Gud har sammenføjet, skal menneskene ikke adskille.“ Det lød som læste hun op af en bog.
Constance blev vammel ved at høre disse ord i dette kvindemenneskes mund. „Men Deres mand er Dem jo ikke tro,“ sa Constance, „han står jo i forhold til et andet fruentimmer, har jeg hørt.“ „De e skrøpelighedssynn, vet fruen nok; skriften siger, vi skal tigi vor fejlende broder,“ kom det sødladent med et suk. Constance vilde gå ind efter tøjet, men husked idet samme, at der var nok et spørgsmål, hun vilde gjøre. „Den lille pige, vi traf i dag, talte om en, som hed Fredrikke, er det Deres barn, det?“ „Nej, det hadde han, da vi giftet os.“ „Tror De ikke, De fik det bedre, hvis De gik fra Deres ægteskab og boed for Dem selv?“ spurgte hun. Det lød mere, som om hun tænkte højt, end egentlig talte til konen. Hun rysted på hodet. „Da kunde eg jo hverken vente hjælp af Gud eller mennesker, når eg fo'r så ukristeligt frem.“ Constance leverte hende en byldt med klædningsstykker. Hun tog den, takked og forsøgte at rulle den bedre sammen på sit knæ. Constance undersøgte sin portmonnæ. Der kom et spændt udtryk på konens ansigt; uden at røre hodet fulgte hun hver en bevægelse af Constances fingre med lurende øjne. „Værsgod, her er lidt til mad,“ sa Constance og rakte en femkroneseddel ud imod hende. En mørk rødme afløste pludselig den gustne bleghed på konens ansigt, et glimt af forbauselse lyste i hendes blik, og der gik en skjælven over ansigtstrækkene. Idet hun tog pengesedlen, greb hun om Constances hånd og trykked sine sprukne læber på den. Da hun hæved hodet, randt tårerne ned over hendes kinder. „Gud evig lønne og velsigne Dem,“ sa hun med pibende stemme, idet hun med bagen af sin hånd tørred sine øjne. „Gud styrke og glæe Dem for de goe, Di har gjort mot en sulten stakker.“ Constance blev greben af konens heftige sindsbevægelse; der gik en kuldegysning gjennem hende, og mundmusklerne vibrerte. Hvor megen sult og pine måtte denne arme skabning ikke ha lidt og seet på for at smelte således hen ved synet af en lumpen femkrone. „Jeg skal gjøre, hvad jeg kan for at skaffe Dem af fattigplejen,“ sa hun med et affærdigende nik. „Ja, Gud velsigne Dem og tusind tak,“ svarte konen og gik. Constance følte sig ilde til mode. Hvad hun havde hørt i dagens løb, vilde ikke ud af hendes sind. Det stinkende kjælderrum og de forkomne småstakler stod uafladelig for hende, og billedet af dette modbydelige ægteskab med drik og bank og ulevnet fyldte hende med væmmelse. Hun kunde ikke bli kvit en fornemmelse af, at der hang smuds ved hende efter berøringen ved disse udskud, og hun måtte flere gange snuse til sin kjole for at forvisse sig om, at den ikke lugted ondt. Og denne kone, som tog mandens adfærd som noget, der så at sige hørte til, ikke gjorde oprør eller vilde fra ham, som blev ved at avle børn med ham, skjønt han mishandled hende og stod i utugtigt forhold til et andet fruentimmer lige for hendes øjne. Havde da sulten og nøden magt til at dræbe enhver gnist af menneskelig følelse! Intet begreb om ansvar — ikke en gang lige over for disse uskyldige væsener, som de var tøjlesløse nok til at sætte ind i verden og overgi til et liv, fuldt af jammer og pine! Det var Guds bestemmelse, det var ham, som sendte børnene, en fik finde sig i hans vilje, det var alt det svar, de havde. Så det da ikke ud, som om religionen gjorde menneskene lig de umælende, der ikke tænkte ud over den føde, de fyldte sig med i øjeblikket?
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?