Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

er hverken din skyld eller nogen enkelts — det kommer af hele grejen, men det forstår du ikke, tante.“ Fru Wleügel blev ved at græde. „Vær nu ikke sint på mig.“ Hun la sin arm om hendes skulder. „Du må ikke græde, snille tante, du hører jo, jeg mente ikke dig — så, så, hold nu op.“ Fru Wleiigel tørred sine øjne, pudsed sin næse og gjemte sit lommetørklæde. „Det hørtes så stygt det, du sa, Constance, du rent skræmte livet af mig. Jeg ved, jeg har altid villet gjøre, hvad der var ret —“ Gråden vilde op igjen. „Ja, ja, tante, det har du også. Du har gjort det bedste, du vidste, mod mig og alle — det forstår jeg så godt.“ Constance stod og klapped hende på kinden. „Så får jeg vel se at komme mig hjem da,“ sa tanten og så ud som et barn, der er bleven skjændt på med urette. Hun gik et par skridt og stansed. Constance stod og trak i sit lommetørklæde med små betænksomme ryk. „Og så overtænker du nok, hvad vi talte om, Constance,“ det kom frygtsomt bedende, „tro mig, det er det bedste både for dig og ham.“ Constance kunde ikke få sig selv til at snakke hende efter munden og taug derfor stille. Men fru Wleügel vilde nu ikke gi sig uden at ha fået et ord, der gik i retning af et løfte. Ring sad jo derhjemme og vented, og han havde kaldt hende sin skjæbnes gode engel. „Lov mig, Constance, at du vil tilgi Ring helt,“ sa hun indtrængende, „eller lov mig i det mindste, at du vil prøve på det.“ Ordet tilgi bragte på ny Constances blod til at koge. Det brændte hende på tungen at svare, at når hun nu gik hen og gjorde det, de kaldte tilgi, så betød det kun, at hun med velberåd hu slang sig nedfor i snavset. Men hun tvang det tilbage; hvad kunde det nytte med denne gamle, skikkelige sjæl, hvis oprindelige renhed og finhed livet havde afstumpet; det var jo kun at volde hende en aldeles unyttig forskrækkelse. „Ja, tante, jeg skal prøve på det,“ sa hun lavt og vendte ansigtet bort. „Det var snilt af dig, Constance, tak for det ord. Nu skal du se, hvor godt det blir. Du vil gå om dagene og være så glad, og når du skal tænke dig om, hvad det er for, så er det, fordi du har gjort det rette.“ Constance drog et suk, men svarte ikke. Da fru Wleügel var gået, satte Constance sig hen og overvejed. Hun havde jo alt længe havt en fornemmelse af, at det vilde ende således, men ikke havt mod til at se sandheden i øjnene. Det kunde ikke nytte at stå imod længere; siden hun havde samtykket i at vende tilbage, var der ikke andet for. Stillingen var uholdbar i længden. Hun var på et skråplan, der var ingen mulighed for at stanse. Så fik det da bære afsted! Hun tænkte på Rings forlibte fagter, på hans forsikringer om, at han elsked hende, og gjøs. Give sig hen i samliv med en mand, som hun foragted! Men det gik vel over, når hun blev vant til det. Hun havde jo aldrig elsket ham! Men stræbt efter at fatte kjærlighed til ham havde hun dog ærlig gjort. Tanken om, at han kunde være hende utro, havde ligget hende fjernere end alt i verden. Hun havde anseet sig for hans ejendom og seet på sit ægteskab i alt fald med respekt; og det havde ligesom holdt sammen på hende, men nu! Hun følte sig som en kvinde, der af magelighedshensyn vælger at leve af skjøgeri. „Ja, ja, ja! således er det!“ råbte hun halvhøjt og slog hænderne sammen over sit hode. „Men —“ hvisked hun lidt efter, „det er der jo så mange, som gjør, det er ikke værre for dig, end for de andre.“
Hun hørte Ring i entréen, greb sit arbejde og sad bøjet over det, da han trådte ind. Han sa blidt god aften og satte sig i en lænestol ved siden af hende. „Hvor du er flittig, Constance,“ sa han beundrende. „Altid i virksomhed — du er så sød at se på, når du sidder ved dit arbejde.“ Hun svarte ikke. „Hvad er det nu igjen, du strikker på?“ Hans tone var beskeden, men dog så interesseret. „Strømper.“ „Til fattigbørnene?“ „Ja.“ Der bleven pause. „Véd du, hvad det er for en dag i dag, Constance?“ spurgte Ring efter at ha rømmet sig et par gange; hans stemme var frygtsom og usikker. „Nej,“ sa hun kort. „Det er jo den 26de oktober, husked du ikke det?“ „Nej,“ var svaret. „Og jeg, som troed —“ han havde nær forsnakket sig og røbet, at han vidste, tanten havde været der. „Jaså,“ vedblev han og smilte anerkjendende til sin gode hukommelse, „så det havde du glemt — vor forlovelsesdag, Constance,“ føjed han sagtere til. „Jeg synes ikke, der er nogen glæde ved at mindes den, for resten,“ sa hun tørt. Ring sukked dybt. „Åh nej, Constance, det kan du hat ret i, for din egen del. Men jeg — ja, jeg kan ikke la være at anse den som den lykkeligste dag i mit liv, ja, næst vor bryllupsdag da.“ „Tsjhe!“ sa hun og gjorde en gebærde af uvilje. „Ja, ja, Constance, jeg skal tie stille, når du ønsker det, ikke et muk, som du ikke gir mig lov til, jeg skal gjøre alt for at tækkes dig,“ han strakte sig hen imod hende med et bønfaldende blik og talte lavt og frygtsomt. Hun vendte sig bort med et udtryk af træthed. „Åh, Constance, kunde du bekvemme dig til på denne dag,“ vedblev han, „at gi mig et eneste lidet kjærtegn — du gjorde en god gjerning imod mig.“ Stemmen brast, han holdt hånden for øjnene og drog vejret langsomt, næsten stønnende. Constance målte ham med et opmærksomt øjekast. „Nu har han vist drukket igjen,“ tænkte hun. Han rejste sig, gik et par gange op og ned på gulvet og satte sig så stilfærdig på sin forrige plads. „Jeg har gået med et forfængeligt håb,“ begyndte han igjen i en betrængt tone. „Jeg tænkte mig, at erindringen om denne dag måske skulde stemme dig mildere. Ah, Constance, du er meget hård imod mig.“ Han bøjed sig fremover, støtted albuen på knæet og panden i hånden. „Sig mig én ting,“ sa Constance koldt, „hvad mente du egentlig, da du så beredvillig gik ind på at få mig tilbage på det vilkår, jeg satte?“ „Hvad jeg mente,“ stammed han, „jeg mente —“ Hun så ham lige i ansigtet. Han forvirredes. „Jeg forstår dig ikke,“ brød han af og lod hodet synke. „Du lod, som du fandt det så rimeligt, som du slet ikke tænkte dig muligheden af, at det kunde være anderledes. Husker du det?“ „Det var også oprigtigt fra min side, Constance. Jeg kunde så godt forstå, at du ikke sådan straks —. Men jeg håbed jo —“ han holdt inde og sukked. „Der var ikke tale om straks eller senere eller om nogen slags fremtidig mulighed for forandring. Du gik helt og uindskrænket ind på mit forlangende. Og når jeg nu tænker på, hvordan du opfører dig —“ hun holdt pludselig inde. „Du store Gud, at du ikke skammer dig,“ tilføj ed hun halvt bortvendt. „Jeg elsked dig så højt, Constance,“ stønned han.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81: manden går og græmmer sig, er da
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?