Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

ikke skulde vedkomme hende. Det var lykkedes hende at kvæle både smerten og uviljen; tilbage var blevet en resigneret ligegyldighed — det gik nok an at leve godt sammen, om man ikke netop elsked så heftigt. Den smule mismod, tilsat med lidt bitterhed og lidt ærgrelse, som hun følte dybt inde hos sig, vilde nok forta sig. Han havde ikke bedraget hende; derimod var det hende, som havde været for naiv, for rask til at hengi sig i drømme om en lykke, som hun nu forstod ikke eksisterte, ikke kunde eksistere, fordi mænd var mænd, og kvinder så anderledes, så dårlig rustet, så fuld af uklare forestillinger. Hun havde været så tossedum i sin forfængelige indbildning om, at hans elskov til hende var af en egen, af en højere art. Sligt et nonsens! Nu vidste hun besked; hun havde strøget illusionen af sig, som man kaster en dragt, og stod færdig til at leve videre på de givne præmisser. I grunden var det bedre således, for nu var da fodfæstet et virkeligt. Og kanske det var noget tøv, at disse kjærlighedsforbindelser af hvilken som helst art gjorde et menneske ringere eller voldte nogen skade. Se nu Lorck, han var en udmærket mand i alle måder; hans venner, enhver, der kjendte ham, var enig derom. Hun så nu selv, hvor hurtig en kjærlighed kunde gå i stykker; hvis hun nu kom til at elske en anden? Ja, hvorfor ikke! Det blev hende herefter en glæde at ha Mejer til daglig omgangsfælle. Når hun sad og var trykket af sin mands selskab, virked hans komme som en befrielse. Til sidst forekom hans nærværelse hende som en nødvendighed; hun gik og savned ham, når han ikke var til stede. Lorck, der til slut var kommen på den tanke, at Mejer stod bag Constances forandrede opførsel, var altid til det yderste høflig og imødekommende for at dække over sin skinsyge, men der var dog en vis stivhed i hans væsen, som ikke lod sig skjule. Constance syntes ikke længer om at være alene med sin mand; hun generte sig for ham, og under tiden forlod hun pludselig værelset og gav sig noget at bestille med sit tøj for at slippe bort en stund. En gang da Lorck, der nu var oppe hele dagen, keg ind i soveværelset for at se, hvad hun bestilte, fo'r hun op og gav sig til at trække sin store kuffert frem fra væggen. „Nej, men Constance da, husk på din tilstand!“ sa han i en bekymret, halvt uvillig tone. Hun retted sig op og så et øjeblik på ham. „Det er forbi,“ svarte hun koldt, „det var derfor, jeg var dårlig forleden.“ Hun tog atter fat i kufferten. Hendes hoverende, næsten fiendtlige mine ramte ham som et ondt slag. Han tumled et skridt tilbage. „Og det fortæller du mig således?“ Stemmen røbed hans forskrækkelse og smerte. „Det er jo ikke noget at gjøre videre væsen af,“ sa hun ligegyldigt. Lorck tog et tag i døren som for at støtte sig. Han stirred på Constance med et hjælpeløst forbauset blik. Hun var ham en gåde; det næsten svimled for ham; hvad i al verdens rige var der foregået med hende. Et øjeblik tænkte han på at fare løs på hende og ryste en forklaring ud af hende, men han kjendte sig så mat og var samtidig så hjertebedrøvet, at han orked det ikke. Uden at sige noget gik han ind og satte sig i sofaen; der la han sig tilbage i puderne og græd. 27 Constance spasered i haven med Mejer. Lorck sov sin vante, lange middagslur, det var det eneste, der
endnu tyded på, at han var rekonvalescent. „Var det virkelig Deres alvor, at De vilde rejse, Mejer?“ spurgte Constance. „Ja, nu siden Lorck er kommen sig — De trænger jo ikke længer til mig.“ „Jo vist trænger jeg til Dem. Hvem skal jeg så spasere med om eftermiddagen f. eks.?“ „Jo, nu får det bære til med mig,“ sa Mejer med et tungsindigt smil. „Uf nej da!“ udbrød Constance og stod pludselig stille. „De ønsker, at jeg skal bli, bli fremdeles?“ spurgte han. „Ja, så længe vi er her.“ Han gik et øjeblik taus ved hendes side. „Jeg kan lige så godt bli som rejse,“ sa han sørgmodigt. „Ja, for nu har jeg vænnet mig så til Dem.“ Hendes tone ligned et barns, der mærker, at det får sin vilje, men blir ved at overtale alligevel. „Så har jeg dog et slags øjemed,“ vedblev han. „De taler så underligt,“ sa Constance misbilligende. „De var ikke sådan før.“ „Mit liv er så medløst,“ svarte han. „Tænke sig til en fyr, som akkurat lige godt kunde lægge sig ned for i Babylon, f. eks., som at foreta sig hvad som helst andet.“ „Jeg liker ikke det, at De aldrig kan tale alvorligt, Mejer, det er en farlig vane at drive spot med al ting.“ „Spot,“ sa han og så på hende. „Jeg troed, De kunde se tværs igjennem alt det.“ „Nej, jeg véd virkelig aldrig, om det er spøg eller alvor, når De siger noget,“ svarte hun og rysted på hodet. „Hm! Ja, i alt fald vilde jeg ikke for nogen pris ta bort, når De ønsker, jeg skal bli — det, kan De stole på, er alvor.“ Han kasted hodet lidt bag over og drog vejret dybt men lydløst. Hun så lidt sky hen til ham. Hans mine var rolig, næsten mørk. „Lad os være venner, Mejer,“ sa hun hjerteligt. „Vi har jo altid havt fornøjelse af at tale sammen.“ Fornøjelse! tænkte han og smilte sygt. „Ja, ikke sandt?“ la hun straks efter til. „For mit vedkommende har det været noget andet og mere end fornøjelse,“ svarte han, og der kom en svag dirren i hans stemme. „Vi kan vist få hygge af hinanden, som venner, mener jeg. Tror De ikke?“ „Venskab mellem os to?“ hans tone var næsten barsk. „Hvad mener De med det?“ „Venskab er jo venskab — jeg synes ikke, det ord trænger til nogen nærmere definition.“ Mejer gik og bored spaserstokken ned i den grusede vej og rev den op igjen for hvert skridt, så der kom dybe furer i den fine, tørre sand. „For Dem vil et venskab med mig bli en luksusartikel, noget, De indkasserer sådan ved siden af, for mig er det anderledes. Det blir ikke lige for lige.“ „Det høres jo næsten beregnende,“ sa Constance og søgte at slå en spøgende tone an. „Ja, De har jo Deres på det tørre,“ vedblev han og slog det ophvirvlede sand til side med stokken. „De har hus og hjem, ager og eng, fæ og ægtefælle og andet deslige. De er visnok også temmelig lykkelig.“ Han drejed pludselig hodet om imod hende. Constance blev rød. „Åh pyt!“ sa hun hurtigt. „Det er ikke værdt at tale for højt om lykken.“ I det samme sekund fo'r det igjennem hende, at dette var forræderi mod Lorck, men i næste nu tænkte hun, at hun ikke stod ham til regnskab. Mejer så hurtigt, undersøgende hen på hende. „Rester og stumper blir det bestandig,“ vedblev hun i en affærdigende tone, „hvis det da ikke er ulykke og jammer, hvad der er det almindeligste.“
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?