Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Hvor kan du tænke! Snak, du er
slet ikke så forandret.“
„Åh, jeg véd så godt om det.
Hvis jeg bare ikke så så dårlig ud,
for det er det, som gjør mig
gammel. Men du kan tænke, fire
børn i fem år! Du kan altid være
strålende, som ingen har — er du
lei for det?“
„Nej da! Hvordan er det ellers at
ha børn?“
„Et slid og mas og kav uden
ende. Og så al den nattevågingen!“
„Men lykken og fryden, som skal
følge med at være mor. Kan du
huske, der står i bibelen: „af glæde
over, at et menneske er født til
verden ...“ Det må vel være noget
ganske aparte, det?“
„Ja, det er det jo også, kan du
skjønne, men det trækker så i
husholdningen.“ Og fru Sunde drog
et langt suk.
„Har I lidet at leve af, Rikke?“
„Ja da, sligt et fille præstekald
skal en ikke bli fed af.“
„Hvad kan indtægten beløbe sig
til?“
„En 2000 kr. foruden
huslejegodtgørelse.“
„Ikke mere, du?“
„Nej da, det er enda højt regnet.
Så længe det bare var os to, gik det
an, men siden har det rigtignok
knebet.“
„Hvor gammel er din yngste?“
spurgte Constance.
„Ni måneder.“
„Vilde du ikke ønske, at du ikke
fik flere?“
„Om jeg vilde ønske det!“ sa fru
Sunde og vendte sine øjne opad
som for at ta de usynlige magter til
vidne. „Men hvad nytter ønsker,
der er meget, en kunde ønske.“
Stemmen var modfalden, og hun så
træt og bekymret ud.
De havde rejst sig fra bordet og
var gået ind i dagligstuen.
„Men fortæl mig nu lidt om dig,
Constance. Du er vel lykkelig, som
har det så dejligt.“ Hendes blik
gled rundt på de fløjlsstoppede
møbler, de fine gardiner og de
smukke malerier.
„Lykkelig,“ sa Constance med et
tonefald, som om hun studsed,
„det er i grunden et dumt ord.“
Fru Sunde lo. „Jeg véd ikke det,“
sa hun, „der er da vist dem, som er
lykkelige.“
„Tror du? Ja kanske, men så er
det vist en indbildning.“
„Du er vist meget forandret,
Constance, ja, sådan indvendig,
mener jeg.“
„Det er jeg vist. Men kom nu her
og sæt dig lidt godt og sig mig så,
Rikke, hvorledes du egentlig er
fornøjet med livet.“
„Jeg kan jo ikke klage, jeg har en
snil mand og søde børn.“
„Ja, ja, ja — lad nu det være godt
— men jeg mener, hvorledes du
synes, at livet er.“
„Hvis jeg havde nok af penge, og
der ikke var fuldt så meget kav, så
—“
„Blev du ikke skrækkelig skuffet,
og havde du vel tænkt, at det var
således?“
„Jo, når du siger det, så husker
jeg, at jeg følte noget sligt i
begyndelsen. Jeg lå og græd mange
gange, forsikrer jeg dig, men
senere fik jeg andet at bestille.“
„Jeg synes, livet er så rasende
tomt,“ sa Constance utålmodig, „og
dertil så underlig jernskoet, du.
Det går sin gang og tramper os
ned, der vi skal være, uden at
spørge om, hvordan vi liker at ha
det netop således.“
„Jeg tror, det vilde være godt for
dig at få børn, Constance.“
„Langtifra! Det er en overtro,
dette snak om disse børn. Hvis jeg
havde børn, vilde jeg bare gå og
ønske, at de måtte dø.“
„Nej fy da!“
„Jeg vilde ikke ha ro på mig, før
de døde. Alt det onde de må op i
her i verden! Huttitu!“ Og
Constance tog sig sammen, som om
hun frøs.
„Gud bevare mig vel for et slags
livssyn, du har fået!“ sa fro Sunde
forbauset. „Hvad siger din mand til
det?“
„Tror du, jeg taler med ham om
sligt?“