Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

men det gjorde han ikke ... han havde jo ingenting at dø af ... det skulde da være, hvis der skeed en ulykke, f. eks. med kutteren ... uf, men hvad var det for tanker, hun gik med ... at hun ikke skammed sig! Træt af sin marsch satte hun sig på kanapéen med ryggen mod væggen og armene overkors på brystet. Fuldmånen stod på himlen, og værelset var så lyst, at hver enkelt gjenstand tydeligt kunde skjelnes. Åh, hvis moren nu kunde komme ind ad døren, bare en eneste gang til, for at hun kunde få kaste sig om hendes hals og få græde, så den frosne skorpe om hendes hjerte smelted. Så vilde hun sige hende, at hun ikke var glad, at hun kunde og vilde ikke være det, ikke om de la hende på pinebænken, at hun ikke følte det, ikke vilde føle det som en pligt og et kald at gjøre dette store, selvtilfredse mandfolk lykkeligt, han, der aldrig spurgte om, hvordan det hang sammen med hende, som om hun ikke havde en sjæl i sin krop, men kunde trækkes op og drejes rundt som en lirekasse. er kom nogen i entréen og hun hørte på skridtene, at det var Ring. Nu vilde han komme og være kjælen, og når hun drog sig fra ham, vilde han bli sint og ryste på hodet med denne mine, der satte hende i klasse med et vanartet barn. Hun hørte ham gå i værelserne; nu var han i spisestuen, der kaldte han på hende ... hun kunde ikke holde hans stemme ud. Med et sæt rejste hun sig og gjorde nogle hoppende bevægelser; det så ud, som om hun havde benene inde i noget, som hindred hende fra at komme bort. Pludselig fo'r hun ind i krogen mellem klædeskabet og væggen, og i samme nu åbned han døren og råbte ind, om hun var der. Så gik han tilbage, kaldte på Alette og spurgte, om fruen var gået ud. Rent mekanisk gled Constance frem fra sit skjul, glatted håret med hænderne og gik ind til sin mand. „Hvor pokker holder du til,“ sa Ring i en tone som en mand, der har lidt overlast. „Jeg har søgt huset rundt efter dig.“ Hun gav intet svar, men satte en skjærm over lampen. „Hvorfor svarer du ikke?“ „Vil du virkelig, at jeg skal gjøre dig regnskab?“ „Herregud, Constance, skal du nu alt være sær igjen.“ „Så fattig du er på ord. Dette „sær“ bruger du i flæng.“ „Og det vil jeg også godt være hjulpen med, hvis du nu skal begynde på din gamle manér.“ Hun gav sig til at blade i en bog med en ligegyldig mine. „Aldrig seet mage til uhyggeligt menneske,“ sa han opirret, „men sæt bare Fallesen eller en af dette slænget dit kom, så skulde vi se for et ansigt du fik på.“ „Det er dit slæng og ikke mit ... Jeg tænkte, det var dine venner, jeg.“ „Åh, fanden heller ... De er venner af at fjase og føjte med dig, og du er sandelig tilfals for deres kuring, så det står efter.“ „Du tænker så simpelt ... Jeg vil ikke svare dig.“ „Javist, ja, jeg er fattig på ord og simpel og dum, sig det bare.“ „Det kan godt være, du har ret,“ sa hun koldt. „Men jeg er under alle omstændigheder din mand, og det vil være klogt, om du husker, at jeg ikke vil finde mig i uartigheder.“ Han stod stille foran hende med en truende mine. Hendes øjne gled med et ringeagtende udtryk ned over hans ansigt og bryst. Så flytted de sig hen på den opslagne bog, og samtidig drejed hun sig halvt om. „Hører du?“ spurgte han og greb hende hårdt under hagen for at tvinge hende til at se på sig. „Hvorfor skulde jeg ikke det, jeg er jo ikke tunghørt, som bekjendt. Slip mig,“ sa hun vredt med et lyn i sine øjne, og forsøgte at rejse sig.
„Sid stille, jeg skal lære dig.“ Han tog begge hendes håndled og klemte dem, så det værked. „Du er stærkere i fingrene end i argumenter,“ sa hun foragtelig uden at gjøre ham den ringeste modstand. Han slængte hendes hænder med voldsomhed fra sig og gav sig til at trave på gulvet med blussende ansigt og hænderne i bukselommerne. „Hum!“ sa han efter en stunds forløb, „sådant et menneske. Hun kunde ærgre en sten.“ Han skotted til hende, mens han talte, som vented han på et ord; men hun åbned ikke sin mund. „Og så som du kunde skabe dig til, mens din mor var her ... Nu skulde hun se dig ... Men jeg vidste nok, hvordan det vilde gå, når hun var rejst.“ Uf ja, moren var borte, og hun var ladt tilbage med dette fæle menneske, som hun haded, ja, for han var jo en tølper! Rødmen steg op i hendes kinder, og tårerne pipled ned over dem. Ring så, at hun græd. Hun går i sig selv, tænkte han og blev ved at spasere. Tilfredsheden med denne heldige vending bragte ham til at gestikulere og tale videre: „En engel kunde jo tabe tålmodigheden — al min digten og tragten går ud på at være hende tillags, men det er som at skvætte vand på en gås.“ Hun havde ikke villet ænse sine tårer. Nu blev hun dog nødt dertil og fo'r hurtig med lommetørklædet over ansigtet. Ring satte sig ligeoverfor hende. „Hvis det stod til mig, Constance,“ — han talte i en mæglende tone — „så skulde der aldrig bli vekslet et uvenligt ord imellem os. Du skulde vist slippe for at sidde og græde.“ „Jeg græder ikke,“ sa hun afvisende. „Jovist græder du, og det gjør mig så ondt at se det. Sig nu, at du angrer det, og lad så alt være glemt.“ „Jeg!“ Hun målte ham med et ubeskriveligt blik. Han bøjed sig helt hen over hende. „Hør nu, Constance, lad os være venner. Giv mig et kys og vær sød pige.“ Hun fo'r op som stukket af noget stygt og rysted ham heftig af sig. „Gå væk!“ råbte hun. „Jeg har imod dig,“ og hurtig sprang hun over gulvet, ud af stuen. Ring så ud som et skrækslagent menneske. Han stod nogle sekunder stiv som en pinde og stirred på døren, hvorigjennem hun var forsvunden. „For et sinnetag!“ sa han snærrende. „Men hun skal pinedød få andet at vide, før hun får mig god igjen.“ Han fo'r ud i entreen og klemte døren hårdt i efter sig. Straks efter gik han nedover gaden. Han vilde på Tivoli. 7 En ugestid senere var Ring og Constance i stort fødselsdagsgilde hos tante Wleügel på landstedet; det var fast skik, at hun ikke flytted til byen, før den dag var over. Denne gang var hun særdeles heldig med vejret. Det var en af disse milde, solblanke oktoberdage, der kan komme som et efterslæt af sommeren og er så dejlige i Norge ved den vidunderlige rigdom af pragtfulde farver, som naturen er iklædt. Man havde spist til middag klokken tre og siden delt sig i flere partier; de ældre fruer sad i havestuen med sine strikketøjer, og nogle af herrerne var tyet ind i røgeværelset med sine cigarer og kaffepunscher. Ude på den store gårdsplads gik en del af de unge og slog kroket, andre var beskjæftiget med ringspil. Til sidst slog de sig sammen og legte enkemand søger mage på den store græsmark, der skråned jevnt nedover mod fjorden til højre for villaen.
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?