Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Men ser du da ikke, hvordan det er fat med hende?“ „Fat med hende,“ gjentog Constance mekanisk. „Ja, du gode Gud, Constance, hun er jo rent ud sagt højst frugtsommelig.“ Constance slog hænderne sammen. „Men hvor har du da dine øjne henne, Constance?“ „Åh, men tar du ikke fejl, Marie?“ „Men så se da på hende!“ råbte Marie. „Så langt som hun er fremme. Det mindste barn må jo kunne opdage det.“ „Nej, at den Alette! Uf, det er da en væmmelig historie,“ sa Constance med et udtryk af afsky i sine miner. „Med hende overrasker det mig nu slet ikke,“ mente Marie, ”det hænder jo med dem, en mindst skulde tro det om — hun har naturligvis en kjæreste?“ „Det ved jeg ikke,“ sa Constance. „Har hun ikke havt en fyr gående på dørene ? Det har de jo alle, men så er det jo altid en bror, som skal til Amerika, forstår sig — og som kommer for at ta afsked. Nej, pigerne nu for tiden!“ „Uf, hvad skal jeg dog gjøre?“ sa Constance rådvild, det er så leit at sige det til hende.“ „Sig ingenting, bare betyd hende, at hun har at pakke sammen straks. Du kan tro, hun går nok uden at komme med spørgsmål.“ Constance så modfaldent hen for sig. „Jeg skal skaffe dig en anden imellemtiden — jeg ved en udmærket pige, som er ledig, og som du kan få med en dags varsel,“ vedblev Marie opmuntrende. „Ja, tak, det var jo godt men —“ „Du betænker dig vel ikke. Hør, Constance — af anstændighedshensyn, om ikke for andet — tænk, når her er fremmede, og herrer — det er jo til at synke i jorden af undseelse over.“ „Ja, du har ret,“ sa Constance, „men, uh, hvor jeg kvier mig.“ Da fru Marie var gået, gik Constance frem og tilbage med en halvt spændt, halvt forlegen mine. Hun var ganske nervøs ved, hvad der forestod, for hun vilde ha det fra sig med det samme; skulde det til, så vilde hun i alt fald ikke sove på det. Og Ring, hvad monstro han vilde sige? Så pinligt som det vilde være at se ham sidde der og skamme sig, når han nu hørte, hvorledes hun var. Men på den anden side havde han godt af det også. Hun gik hen og ringed. Alette kom ind og spurgte, hvad fruen ønsked. Constance betragted hende opmærksomt og var straks på det rene med, at Marie havde ret. Det var dog besynderligt, at hun ikke havde seet det før. Alette mærked, at noget usædvanligt forestod; der havde ligesom hængt noget ondt over hende de sidste par dage. Hun forsøgte at se kjæphøj og ligegyldig ud, og mødte Constances blik med en trodsig, halvt fræk mine; men det vared kun nogle få sekunder, så fo'r øjnene usikkert famlende nedover Constances kjole, flytted sig hen på nogle stoleben, ned på tæppet, op igjen et stykke langs bordbenene, men kom hurtig nedover igjen; til sidst så hun ret ned for sig. „Jeg har ringet på Dem for at sige Dem, at De må flytte herfra i morgen,“ sa Constance stakåndet. „Ja, jeg har ventet på det,“ svarte Alette med dump stemme, og hodet sank helt ned på brystet. „Det var det, jeg straks sa, at det var bedst, jeg gik med det samme.“ Constance hørte ikke, hvad hun sa, og gad ikke spørge om det. „Ja, for De forstår, at her kan De ikke bli — slig som De har stelt Dem,“ vedblev Constance. Et pludselig skrig skar gjennem stilheden i stuen, og i næste nu lå Alette for hendes fødder og hulked således, som Constance aldrig
havde hørt det i sine dage. Hun vidste ikke, hvad hun skulde sige eller gjøre og var ikke langt fra selv at briste i gråd. „Nåde, nåde,“ kom det omsider dernede fra. Ordene persed sig med møje ud fra den sammensnørte strube. Med begge hænder havde hun grebet fat i en flig af Constances kjole; en strøm af tårer styrted nedover hendes ansigt; hun lå omtrent næsegrus, og gjennem ryg og skuldre gik der heftige rykninger, som fik hun stød af et elektrisk apparat. „Jeg har grædt så meget,“ vedblev hun, stadig afbrudt af den voldsomme gråd, „åh, om nætterne, jeg tænkte tidt på at forkorte mig — ja, det gjore jeg — det gjore jeg — det var for Deres skyld, frue, for en slik som jeg er liksom skapt til at komme i uløkke. Og jeg sa det til ham, da han fristed mig — ja, det véd den evige Gud, jeg gjore — tænk på Deres kone — sa jeg.“ Her glap stemmen ganske og blev til en krampagtig hikke. „Men han vilde ha sin vilje. Nåde, siger jeg, nåde! Ah, Gud hjælpe mig, Gud trøste og hjælpe mig,“ hun krøb nærmere til Constance og vilde kysse hendes fod. Som et lys, der i tyk tåge skimtes fra det fjerne, og lidt efter lidt blir større og klarere, eftersom man nærmer sig, således gik sandheden op for Constance. Hun krummed sig sammen og bøjed sig helt nedover den sammenrullede skikkelse, med arm og hånd hævet til slag. Der var et øjeblik, hvor hun kunde trådt denne skabning ihjel under sin støvlehæl, men i næste nu gik det gjennem hende, hvor elendig og fornedret dette medmenneske var, som hun lå der færdig til at sønderbrytes af sin stormflodsagtige hulken, og hun fyldtes af en smertelig medlidenhed. „Rejs Dem op,“ sa hun rolig, næsten mildt, „der er ingen hjælp i at ligge her.“ Langsomt og med møje kom hun sig på benene; hun slog forklædet over hodet og tumled mod døren. „Véd han — jeg mener Ring — om — om, at De er i en sådan forfatning?“ spurgte Constance. „Ja,“ hvisked Alette. „Og han vedkjender sig, at det er hans barn?“ „Ja, åh ja,“ sa Alette og slog ud med hånden. „Har han fortsat forholdet siden den aften, De husker nok?“ Pigens svar var så lavt, at Constance måtte spørge om igjen. „Jeg har forsøgt at stå imod,“ hvisked hun. „Godt,“ sa Constance, „gå nu.“ Hun famled efter dørgrebet og sneg sig sagte ud. 11 Constance følte et rasende had til Ring. Dette skjøgeagtige, svigefulde mandfolk, hvis undskyldninger og forsikringer hun havde nedladt sig til at høre på, som hun havde havt ondt af og var begyndt at fatte tillid til. Denne usle stakker af et menneske vilde ganske sikkert på ny be om tilgivelse; han vilde ligge på sine knæ og ta Gud til vidne på, at det var hende, han elsked, og at det andet ingen ting betød. Uvilkårlig knytted hun hænderne. Du gode Gud og fader for en lykke det var, at hun havde fået sandheden at vide i hun kunde ha trykket Alettes hånd af taknemmelighed. Når hun nu bare vidste, hvorledes det var, man bar sig ad for at få skilsmisse. Hun stod og grunded over det, med hænderne foldet i hinanden. Præst måtte der til — det var hun på det rene med — så var det jo bedst, hun skyndte sig til ham. I febrilsk hast tog hun tøjet på. Hun skjalv af angst for at møde Ring i trappen, men slap uhindret frem. Hurtig gik hun ned over gaden. Pastoren boed i et af
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55: det var han sikker på — også ha
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?