Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

hjørnehusene på Holbergs Plads. Snart var hun ved målet og fandt sin vej op over den gasbelyste trappe. På entrédøren i anden etage var der anbragt en skinnende messingplade, og på denne læste hun: F. B. Huhn, sognepræst, kontortid 9—10 og 4—5. Så var han vel ikke hjemme eller tog i alt fald ikke imod. Hendes knæ skjælved, og hjertet slog så hårdt, at hun kjendte det op i svælget; — det var som sjælen vilde ud af hende for hvert åndedrag, hun tog. Hun løfted hånden for at ringe, men lod den atter synke, — hvad skulde hun sige? Hun prøved at lave en begyndelse, men hjernen nægted at gjøre tjeneste, tankerne gled fra hende. Hun havde en fornemmelse af, at inde i hodet gik noget rundt, uafladelig rundt, det var derfor hun ikke kunde huske, hvad ordene hed. Bare disse hammerslag i den venstre side vilde gi sig lidt, de måtte jo overdøve lyden af hendes stemme — eller kvæle den indvendig fra. Endelig, ganske mekanisk trykked hun på ringeapparatet og veg forskrækket tilbage for virkningen. En heftig angst greb hende. Blodet fo'r i jagende hast frem og tilbage fra hjertet til hodet. Et øjeblik tænkte hun på at flygte; hun tog et samlende greb i sine kjoleskjørter og vilde sætte ned over trapperne, men så hørte hun nogen komme, vendte sig derfor hurtig om og blev stående. Med en stemme, hvis tørre, tynde klang syntes aldeles fremmed, spurgte hun, om pastoren var hjemme. „Nej,“ blev der svaret i en uvis tone. Constance følte sig lettet, og med lettelsen fulgte en smule mod. „Tar han ikke imod på denne tid?“ spurgte hun. Pigen betragted hende med et undersøgende blik. „Jeg skal høre med fruen,“ sa hun lidt nølende og gik nogle skridt, hvorpå hun kom tilbage: „Tør jeg kanske be om Deres kort.“ Angsten slog igjen sin klo i Constance, men hun følte sig på en måde under pigens kommando. „Jeg har intet,“ stammed hun, „sig at en dame — mit navn er fru Ring.“ En dæmpet hvisken af stemmer nåed ud til hende, hun hørte tydelig: „Jo, det ser ud til at være vigtigt,“ derpå skridt, som fjerned sig, så de samme skridt, som nærmed sig, så en kort besked, hvorpå pigen kom tilbage og sa: „Værsgod.“ Straks efter stod hun inde ved døren i et lidet værelse, fuldpakket af bøger i store reoler, med et småmønstret gulvtæppe og en mængde falmede kanavasbroderier rundt omkring på stoler, puder, skamler og pibebrætter. Oppe ved vinduet til venstre stod et skrivebord bedækket af aviser, papirer og andet. Stuen var fuld af tobaksrøg, og i ovnen brændte det med en stærk, durende lyd. Constance så det alt sammen som gjennem en tåge. Pastorens stemme nåed til hendes øren fra en umådelig afstand. „Værsgod, frue, behag at ta plads,“ sa den venlige gamle herre og satte en stol til rette foran gyngestolen, hvorfra han havde rejst sig. Straks efter hørte Constance med forundring nogen sige: „Jeg ber om undskyldning, fordi jeg ulejliger Dem, det er ikke Deres kontortid,“ — hun kunde ikke begribe, at det var hende selv, som havde talt. „Åh, jeg ber, frue, jeg ber, jeg er med glæde til tjeneste, men der er så mange, som søger mig i alle slags ærinder, det er nødvendigt at begrænse sig. En skal jo også ha tid til sine prækener.“ Constance bevæged sig urolig på stolen uden at svare, og pastoren la mærke til, at hun så så besynderlig ud. „Har De noget specielt på hjerte, frue,“ sa han deltagende, „er der
noget, jeg kan hjælpe eller vejlede Dem med?“ Hans hjertelige tone virked godt på Constance, hun holdt et øjeblik lommetørklædet for øjnene for at samle sig og sa så fast: „Jeg er kommen for at sige Dem, at jeg vil skilles fra min mand.“ Pastoren gjorde en bevægelse som efter et stød. „Åh nej da, frue, sig ikke det — jeg vilde ikke høre det for meget godt,“ sa han næsten bedende. „Jo, det er min faste og urokkelige vilje,“ — hun så ham lige i ansigtet. „Vil De være så god at sige mig, hvorledes jeg skal bære mig ad.“ „Først må jeg høre, hvilke grunde De har, og dernæst er det min pligt som sjælesørger og medmenneske, selvfølgelig også i medfør af min stilling som kirkelig embedsmand, at formane Dem til at afstå fra Deres sørgelige forehavende.“ „Men det vil være aldeles frugtesløst, hr. pastor, ingen menneskelig magt kan få mig fra det,“ sa Constance rolig. „Men hvad mennesker ikke formår, det kan dog måske han, som er jordens og himlens herre. Ikke sandt, frue, De ønsker ikke at stå ham imod.“ „Jeg ønsker at skilles fra min mand,“ vedblev hun heftigere, „hvem og hvad der end sætter sig imod det.“ Hun snurred muffen rundt mellem hænderne og tabte den derved på gulvet. „Husk, at der står skrevet —“ begyndte han. „Det er mig lige meget, hvad der står skrevet,“ afbrød hun ham og trak panden i folder som en, der vil til at storgræde. „Det mener De ikke, frue,“ formaned pastoren. „Og desuden, skilsmisse strider ikke imod Guds bud,“ vedblev hun og greb nervøst om de egetræs armstykker på stolen, hun sad i. „Jo, frue,“ afbrød han hende med mild stemme. „Eller hvorledes vil De kunne slippe fra et ord som dette: hvad Gud har sammenføjet, skal menneskene ikke adskille.“ „Men De vil da vel ikke sige, at det er Gud, som sammenføjer alle ægtefolk,“ råbte Constance. „De er smittet af tidens vantro, frue! Guds veje er ikke vore veje. Ægteskabet er af Gud; når Herrens tjener foran Guds alter udtaler indstiftelsesordene over brudeparret, så er det Herrens eget bindende ord, der har lydt. Ægtefolkenes uværdighed borttager ikke et fnug af institutionens hellighed, ligesom nadverens sakramente ligefuldt er Kristi legeme og blod, om det end nydes af de mest ubodfærdige.“ „Men skilsmisse er dog tilladt mellem de kristne,“ sa Constance i en ophidset tone. „Det er for hjerternes hårdheds skyld, husk hvad Moses sa til jøderne.“ „Moses og jøderne kommer ikke os ved,“ afbrød hun. „Atter et tegn på vantro. Så længe Herrens menighed eksisterer i verden, så længe vil Mose lov komme os ved. Men siden De ikke vil bøje Dem for Moses, så vil De dog måske lade frelserens ord få indpas i Deres hjerte. Hør hvad han siger om ægtefolk.“ Han greb testamentet, som lå opslået på bordet, bladed lidt i det og gav sig til at læse Matthæus 19. kap. 5. til 10. vers. Constance havde møje med at beherske sig så vidt, at hun kunde sidde stille, mens han læste. Det brændte i hendes tindinger og sused for hendes øren. Dette udenomgående snak harmed hende. Hun vidste i sin inderste sjæl, at det, hun vilde, var ret, det var heller ikke for at spørge derom, hun var kommen. At forsøge på at stanse hende var en lumpen handling, det var at gjøre sig meddelagtig i svineriet, hun var flygtet fra. „Der står det jo netop, at skilsmisse er tilladt,“ sa hun, da præsten la bogen bort; hendes øjne
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?