Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Han blev ved at danse. „Er De virkelig så streng, frue,“ hvisked han. „Det duer ikke, dydig og dejlig på en gang, det er umuligt.“ „Slip mig, hører De, jeg vil ikke danse med Dem!“ sa hun vred og stred imod. Han førte hende til en sofa, bukked og forlod hende. I samme øjeblik stod Mejer ved hendes side. „Å, er du der, Gud ske lov!“ sa Constance glad, „den uforskammede fyr, du skulde bare vide, hvor nærgående han var.“ „Du så dog ud til at befinde dig særdeles vel sammen med ham. Hvorfor holdt I op at danse?“ Hun stirred på ham, forbauset over hans stemme og mine. „Snak,“ svarte hun. „Hvor skal jeg få et glas selters fra?“ „Jeg skal hente din kavaller, for at han kan skaffe dig det.“ „Nej, men Harald da!“ „En dame, der lar sig kysse på halsen af fremmede herrer, klær det ilde at lade indigneret.“ Constance rejste sig og gik over gulvet. Mejer fulgte efter. „Hvor vil du hen?“ spurgte han. „Opsøge min mand for at ta hjem,“ svarte hun kort og skyndte sig afsted. „Tag min arm,“ bad han. „Nej, jeg vil ikke.“ „Er du vred, Constance?“ „Jeg vil hjem,“ sa hun afvisende. „Constance, giv mig din arm, jeg må tale med dig.“ Hans tone var bønlig. „For at du kan fornærme mig mere?“ Hendes stemme dirred i gråd. „Tilgiv mig, jeg er gal, vanvittig; tag min arm, hører du!“ „Nej, jeg vil ikke,“ svarte hun trodsigt og blev ved at gå. „Ikke? godt, så går jeg, og Du ser mig aldrig mere.“ Han gjorde højre om. Hun iled efter ham og stak sin arm i hans. Han førte hende op på galleriet, som var inddelt i små terrasseformige aflukker, der skulde forestille hængende haver. I det fjerneste tog de plads på en løjbænk. De var temmelig alene; dansen gik for sig der nede, og de gamle damer, som sad oven på og så på, havde valgt de steder, der gav den bedste udsigt. „Vær ikke sint, Constance, jeg var rent forstyrret,“ begyndte Mejer, „jeg har havt det så ondt i hele aften, for jeg kan ikke tåle at se dig fare afsted med disse væmmelige karle — deres blotte berørelse er en besudling.“ „Så danser jeg ikke før sidste dans med dig,“ svarte hun og trykked sagte hans hånd. „Tak, du elskede,“ hvisked han. „For når du går og græmmer dig over det, har jeg ingen fornøjelse af det — det forstår du jo nok,“ vedblev hun. „Hvor er du sød og god, Constance.“ Han trykked sit ansigt mod hendes skulder. „Det er, fordi du er mig så kjær,“ sa hun alvorligt og smøg sig ind til ham. Der kom nogen. De fo'r fra hinanden; det var en opvarter. Constance bad om seltersvand, som de kort efter fik. De blev siddende deroppe; den ene dans klappedes af efter den anden, uden at de la mærke til det. „Skynd dig, lad os gå ned,“ sa Constance pludselig ængstelig og greb om Mejers arm. „Der går Lorck og søger efter mig.“ „Hvor?“ spurgte han. Hun pegte på det modsatte galleri, og de skyndte sig ned, inden Lorck havde fået øje på dem. Der blev spillet op til sidste dans, som Constance og Mejer dansed sammen. Inden de skiltes, spurgte Mejer om, når de skulde sees. „Kom så snart du kan, Harald,“ hvisked hun. På vejen hjem vilde Lorck vide, hvor Constance var bleven af; han havde søgt efter hende allevegne. Hun svarte, at hun havde været træt og siddet stille en stund. „Hvor henne?“ spurgte han.
„Oppe på galleriet.“ „Din opførsel har været under al kritik. Hansen, som du havde lovet francaisen, gik og spurgte efter dig, men jeg var naturligvis den, som mindst af alle kunde gi oplysning om dig. Hvad bestilte du deroppe?“ „Drak selters.“ „Hvem var din kavaller?“ „Mejer,“ sa hun kort og trodsigt. Han løftet en knyttet hånd imod hende. Hun veg til side og trykked sig tæt ind i vognens hjørne. „Tøjte,“ sa han og mumled en ed mellem tænderne. Så lod han hånden synke og satte sig hårdt tilbage. 32 Der var gået en månedstid. Forholdet mellem Constance og Mejer var ikke trådt ind i nogen ny fase. Dagen efter karnevalet, da han var kommen derop, havde hun været forvirret og tilbageholdende og søgt at klare situationen ved at tale ustanseligt om alt og ingen ting. Så var Lorck trådt ind, og da han mod sædvane så ud til at ville slå sig til ro i dagligstuen, havde Mejer fortrukket. Og på lignende vis var det gået ham bestandig siden. En uheldig stjerne syntes at hvile over hans besøg. Enten var der nogen, når han kom, eller Constance var ude, eller Lorck var til stede. Et hemmeligt håndtryk, et talende blik, en arm om hendes liv et kort sekund, stjålet ved tilfældets hjælp, var alt, hvad der var foregået mellem dem. Mejer gik i en tilstand af lidelse og spænding. Hver dag var han vis på, at noget måtte ske, og stadig væk skeed der intet. Han vented et brev fra hende; hun risikered jo intet ved at skrive, mens han derimod ikke turde vove det. Hun måtte jo dog ha noget at sige ham, et møde at foreslå, en aftale at træffe. Nu siden hun havde hvilet i hans arme og besvaret hans kys, var der ikke længer nogen skranke imellem dem. Deres gjensidige kjærlighed gav dem en uendelig, uklanderlig ret. Hvorfor talte hun så ikke? At leve fort uden klarhed over de ydre former for et så intimt forhold, var utåleligt. Og så led han under det, at Constance kunde ta sagen så roligt, kunde være snaksom og smilende som ellers, kunde se ud, som om det hele kun flygtigt angik hende. Han befandt sig i en stadig nervøs ophidselse, fo'r i vejret ved den mindste uventede lyd, kunde pludselig skifte farve, tabte appetitten og havde søvnløse nætter. Det var en af de sidste dage i april. Mejer var færdig med sine eftermiddagstimer og stod nu i sin dagligstue foran vinduet med tommelfingrene stukket ind i vestens armhuler. Det banked på døren. „Kom ind!“ råbte han uden at vende sig. En ung blond pige med sort vårjakke og grå filthat, besat med blå fløjelspynt, kom frygtsomt over tærskelen. Hun bøjed overkroppen en smule fremover, som når man skal over en grøft og er bange for at falde, og så sig om i stuen med et hurtigt blik. Så lukked hun døren med en tryg og glad mine som efter en overstået fare. „De kan lægge vasken ind på sengen,“ sa Mejer fremdeles uden at vende sig. Hun holdt hånden for munden for at tvinge latteren tilbage og gik på tåspidserne, med et ansigt hvori hvert træk sitred i tilbagetrængt lystighed, hen til Mejer, stak sin hånd under hans arm, drejed sig med en lynsnar bevægelse ind til ham og kyssed ham midt på munden, idet hun brød ud i en overgiven latter. „Hvad for noget! er det dig, Emma? jeg troed, det var vaskerkonen, som jeg venter på.“ Der var et halvt overrasket, halvt misfornøjet tonefald i stemmen.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?