Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Efter hvad du sa i går. Men nu må du vente og slå følge med os, det er da det rimeligste.“ Constance undred sig. Hun havde instinktmæssig mærket hans uvilje mod Mejer og med en slags tilfredsstillelse forstået grunden. „Med største fornøjelse,“ svarte Mejer, „ja, det vil sige, hvis det da ikke trækker alt for længe ud.“ „Nej, vi vil afsted jo før jo heller. Jeg bare venter på, at du skal bestemme dagen, Constance.“ „Gjerne i morgen for min skyld,“ svarte hun, „hvis du bare føler dig stærk nok.“ „Skal vi sige fredag? Passer det dig, Mejer?“ „Mig passer alle dage.“ „Ja, altså på fredag, da!“ Da de havde spist til aften, passiarte de lidt med nogle tyskere, som havde sine pladse ved siden af dem ved aftensbordet. Lorck længtes efter at bli alene med Constance og foreslog derfor ikke Mejer at følge op med på altanen, hvor han de sidste par aftener havde plejet at sidde og ryge en cigar sammen med Lorck til et glas sherry. Han undskyldte sig med, at han var træt, rakte Mejer venlig hånden til god nat og nikked til Constance, der straks rejste sig og fulgte ham. Lampen var tændt der oppe, men værelset syntes dog mørkt efter det blændende gaslys på trappegangen. Constance hængte sin hat og kåbe op på en garderobe i soveværelset og trådte hen til vinduet, hvor hun gav sig til at se ud. Nu gik det ikke an at udsætte længere med at åbenbare sandheden for Lorck. Hun havde foresat sig at gi ham brevet og pakken, så snart de var kommen op, men nu syntes det hende så svært. Ordene, hun skulde sige, lå som bly på hendes tunge. Bedst at vente til i morgen. „Kommer du ikke ind og sætter dig, Constance?“ Hun vendte sig om og så Lorck i den åbne dør. Uden at svare gik hun hen til ham. Han tog hende ved hånden og førte hende til den lille hjørnesofa, hvor han drog hende ned ved siden af sig. Han la sin arm om hendes liv og fik hende til at hvile hodet mod hans skulder. „Constance, min kjæreste ven, lad mig så få det, Hansen har sendt, og som du har tat imod,“ hvisked han. Det gav indvendigt et sæt i hende, og hun følte som et slags skamfuldhed, men det gik straks over. Uden at gjøre den ringeste bevægelse svarte hun: „Ja, det kom, mens du lå i feber.“ Han kIapped ømt hendes hode. „Og så har du læst brevet? Det måtte du jo. Min stakkels søde Conny.“ „Jeg troed, det angik forretninger, som kræved svar.“ „Naturligvis — naturligvis,“ sa han blidt. „Jeg skal hente det til dig.“ Hun vilde rejse sig. „Åh nej, vent lidt, sid stille. Jeg vil tale med dig. Læg dit hode tilbage igjen.“ „Jeg vil heller sidde oprejst, jeg hører bedre da.“ Han holdt hendes hånd i begge sine. „Har du tat dig nær af dette, min lille Conny?“ Hun svarte ikke. „Har du tat dig nær af det?“ gjentog han og kyssed hendes hånd. Hun gjorde en hurtig bevægelse til siden med hodet og sa uvilligt: „Det nytter jo ikke at drøfte det, jeg vil helst slippe.“ „Du må ikke tænke mere på det, ikke la det forstyrre din kjærlighed. Der er ingen grund til det. Dette ligger bag os. Vi har intet dermed at skaffe.“ Hun havde draget sig fra ham og sad nu med hånden under kindet og albuen på bordet i en skrå stilling. Lampelyset faldt på den ene side af ansigtet. Det var blegt, og om munden var der et ubestemmelig sammensat udtryk: smerte og lidt spot, trods og
undseelse, modvilje og noget af en forhærdet bestemthed. „Du véd jo, Constance,“ vedblev han blødt, „at mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gjøre det. Og ikke sandt, Constance, du gik ikke til vort ægteskab med urigtige forestillinger på dette punkt.“ Hun sad aldeles ubevægelig. Han vented på, at hun skulde sige noget. „Det er så underligt at sidde her og tale og ikke få et eneste ord til svar. Har du intet at sige, Constance?“ Hun gjorde en afværgende bevægelse med hånden. „Jeg hører, hvad du siger,“ sa hun, „og der er ikke noget at svare.“ „Disse løse forbindelser, som unge mænd indgår med et eller andet pigebarn,“ vedblev Lorck lidt efter, „for ikke at tale om den blot og bart kjønslige omgang, har i virkeligheden liden betydning, ja, hvad det sidste angår, ingen som helst. Det er et nødværge, et surrogat, om du vil, og har ikke den fjerneste indvirkning på en mands evne til senere hen at føle en virkelig kjærlighed.“ Han stansed og strøg hende fra skulderen ned over armen, langsomt og varsomt mange gange. „Forstår du ikke, at det er så, Constance?“ Hun gjorde den forrige afværgende bevægelse. „Vi tænker så forskjelligt om dette,“ sa hun. „Ja, det vil sige, du kan ikke forstå, hvorledes det er for mig.“ Hun brast pludselig i gråd. Han lod hende græde. Det vared kun et minut eller to. Så sad hun ubevægelig som før. „Men det er ufornuftigt, urimeligt, tåbeligt,“ sa han lidt utålmodig. „Hvis du ikke vinder bugt med dette, så kan det rent ødelægge vort liv, og det synes jeg dog, du skulde være lidt forsigtig med.“ Der kom det forrige, besynderlige udtryk om hendes mund, og hun trak øjenbrynene lidt i vejret. „Tror du ikke, jeg besidder den fulde evne til at elske dig, Constance? Tror du ikke, jeg elsker dig så højt, som det er muligt?“ spurgte han indtrængende. „Jeg véd ikke,“ svarte hun i en træt tone. „Så det véd du ikke!“ han rejste sig pludselig op. stemmen var helt forandret. „Da kan jeg dog forsikre dig om, at du har fået en kjærlighed så frisk og god, som du kan ønske dig den.“ Hun svarte intet. Han gik i taushed nogle gange op og ned på gulvet. Så knæled han ned på en skammel ved hendes fod og tog hendes hænder mellem sine. „Jeg forstår, at det har gjort dig ondt, Conny min — nu begriber jeg dit forandrede væsen, og det er mig en lettelse, for dette må der jo være hjælp for. Åh, Constance, du véd ikke, hvor jeg har lidt. Jeg har været ulykkelig, skinsyg, tænk dig, skinsyg!“ Han kyssed hendes hænder og så op til hende efter et svar, men hun åbned ikke sin mund. „Der er faldet en sten fra mit hjerte,“ vedblev han. „I det minut jeg på dit ansigt kunde læse sammenhængen, var min kummer borte. Ja, for ikke sandt, Constance, du vil ikke tænke på fortiden, men på fremtiden, den er din. Du ved jo, hvor jeg længtedes efter dig, hvor træt jeg var af alt andet. Med dig begynder, som jeg så tidt har sagt, mit egentlige liv. Du må ikke føle uvilje mod mig for en indbildnings skyld.“ „Jeg føler ingen uvilje,“ sa hun tonløst. „Men hvad er det da, hvorfor er du ikke som før?“ „Fordi det er blit så anderledes. Glæden over din kjærlighed er borte. Den er visnet og kan aldrig gi blomster mere. Det er det, som er skeet. Intet andet.“
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?