Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

igtig sammen, for det var ikke
med måde, hvor venlig hun var,
undtagen undertiden en sjelden
gang, når de var alene, for da
kunde hun pludselig se ud, som
hun havde lyst til at slå ham.
Dagene gik imidlertid hen i sus
og dus. Tiden var optagen fra
morgen til aften med visitter og
selskaber, med at modtage besøg
og gå i butikker og ellers med at
være overalt, hvor der gik nogen
ting for sig.
Fru Blom følte sig beroliget;
Ring og Constance kom dog rigtig
godt ud af det med hinanden, og
det var jo så rimeligt; de havde så
mange betingelser for at føre et
lykkeligt liv, disse to. Rings eneste
fejl —. Men herregud, han passed
jo sine forretninger og var aldrig
det bitterste morgensær.
Det var svært så feteret
Constance var, alle Rings venner
var hendes opvartende kavallerer,
men det var jo Ring, som drog dem
til huset, og Constance var akkurat
ligedan mod dem alle, så kunde
der jo ikke blive anledning til
rygter.
Jo, fru Blom fandt, at hun havde
grund til at være tilfreds.
De havde været på en tur til
Sarabråten, som Rings og Hansens
i forening havde foranstaltet til
ære for fru Blom. I fem, med mad
og drikkevarer velforsynede
wiernervogne, var selskabet draget
afsted om formiddagen i strålende
vejr og ypperligt humør. Under
opklatringen i den snevre passage
gjennem Sarabråtfjeldet var
Constance gledet og havde stødt
sin fod. Det havde ikke gjort ondt i
øjeblikket, men senere havde hun
haltet lidt og til sidst taget imod
den støtte, som fætter Lorck så
ihærdig havde budt hende.
Samme Lorck var mediciner; han
havde dog ikke taget sidste del af
sin lægeeksamen, skjønt han var 27
år gammel. Hans og Rings forældre
havde været omgangsvenner; deres
mødre var sødskendebørn, og Niels
Lorck, der var så meget yngre,
havde fra barn af kaldt Ring for
onkel Edvard. Så kom der en
række år, hvor de så godt som slet
ikke så noget til hinanden, men da
Ring blev gift med Constance,
søgte Lorck straks at gjøre
bekendtskabet gjældende. Ring var
kommen ham i møde med stor
Hjertelighed, bad ham endelig
betragte deres hus som sit andet
hjem og håbed, at han fik lov til at
kalde ham fætter.
Da de var på hjemvejen og
nærmed sig byen, blev der råbt
holdt fra den forreste vogn og
foreslået, at man skulde tage ned
til „Ingebret“ for at spise til
aftens.
Et enstemmigt jaråb røbed, at de
alle var enige om, at det vilde være
synd at skilles så tidlig. Det gjaldt
at finde et sted, hvor man kunde
være mere for sig selv.
Grand Hotel blev nævnt, og
Gravesens Lokale kom også under
overvejelse.
R. C. Hansen gjorde
indvendinger. Han likte ikke dette
med at vise sig på et offentligt
sted; de andre overdøved ham og
mente, at det just var fornøjeligt.
Fru Marie blev bange for, at det
hele skulde strande.
„Det kunde være morsomt at be
dem hjem til os,“ hvisked hun til
sin mand, „men du er vel træt,
Rikard?“
„Nej hør, véd du hvad, det blir
der altså ikke noget af.“
Ring gik fra vogn til vogn og
skjænked selskabet kold punsch,
med mange undskyldninger, fordi
de måtte drikke af samme glas.
„Nej, naturligvis, jeg kom til at
tænke på det, fordi de talte om, at
du var en så hyggelig vært,“
henkasted hun.
„Hvem gjorde det?“ spurgte
Hansen.
„Ah, det var bare Lorck.“
Fru Marie satte sig tilbage i
vognen og gjorde sin sidemand
opmærksom på den dejlige udsigt.
Hun kom formelig i ekstase, skjønt
det var næsten mørkt.
Hansen bed sig i pegefingeren.