denne rapport

Kuldioxid (CO2)
105
CO2 -intervallet som fisk kan tolerere afhænger af flere faktorer, hvorfor skadelige CO2
-værdier kan variere noget afhængig af øvrige opdrætsforhold. Fisk er fra naturens side i
stand til at klare skift i vandets CO2 -indhold og kan gradvis adaptere til højere CO2 -
niveauer. En større pludselig stigning i CO2 -indholdet bør dog undgås uden
forudgående tilvænning af fisken over flere timer.
Regnbueørred er i sammenligning med ål relativ følsom overfor et højt CO2 -indhold. I
den videnskabelige litteratur er der fundet absolutte øvre anbefalede kroniske
grænseværdier på mellem 12 og 20 mg CO2/l hos regnbueørreder og mellem 20 og 25
mg CO2/l hos ål. Ålens usædvanlige høje tolerance overfor CO2 er sandsynligvis en
konsekvens af hjertets tolerance overfor forsuring (acidose) og lavt iltniveau (hypoxi),
og at iltoptagelsen delvis foregår over huden (McKenzie et al. 2002).
Et højt CO2 -niveau i vandet kan medføre respiratorisk stress og i kroniske tilfælde
kalkaflejringer i nyrerne (nyresten). Et højt CO2 -niveau kan desuden forringe fiskens
appetit og foderomsætning, hvilket forringer vandmiljøkvaliteten.
Ingen af mærkningsmodellerne har fastsat grænseværdier for CO2 –indholdet, men i
Debio påpeges det at laksefisk skal tilføres tilstrækkelig friskt vand for at undgå
skadevirkninger af CO2 og NH3.
Ammoniak/Ammonium (NH3/NH4 + )
Ammoniak/ammonium udgør normalt ikke noget problem i naturlige vandmiljøer, men
kan som følge af intensiv fodring og recirkulering af opdrætsvand nå koncentrationer,
der skader fisk. Dette forekommer især under ugunstige pH forhold, idet andelen af den
meget giftige NH3 stiger med øget pH-værdi i forhold til den relative ugiftige NH4 + . Et
højt NH3 -niveau forårsager skader på nervesystemet og gæller og er mistænkt for at
være en forløber for parasitære- og bakterielle sygdomsudbrud samt forværre
finneerosion.
Laksefisk er blandt de mest følsomme overfor akut NH3 -påvirkning, sandsynligvis pga.
deres evolutionære tilpasning til rent vand. I litteraturen er der fundet absolutte øvre
anbefalede kroniske grænseværdier på mellem 0,0125 og 0,03 mg NH3/l for laksefisk
og mellem ca. 0,05 og >0,1 mgNH3/l (6->20mgNH3/NH4 + /l) for ål. I forsøg og under
praktiske opdrætsforhold er det dog vist, at højere NH3 -værdier ikke nødvendigvis
påvirker fisken negativt. Dette kan skyldes en gradvis adaptation til et øget NH3 -niveau
eller at andre forurenende stoffer (CO2, BI5) som normalt associeres med høj ammoniak
holdes lave.
I Røde Ø må der maksimalt være 5 mg/l ammonium (NH4 + ) i opdrætsvandet og
maksimalt 0,1 mg/l ammoniak (NH3). NH3 og NH4 + måles minimum én gang ugentligt.
_________________________________________________________________
Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt