denne rapport

10
Sygdom og dødelighed bliver registreret i al seriøs videnskabelig arbejde med dyr, og
indgår i vurderingen af forsøgets resultater. Disse er uomtvistlige beviser for dårlig
trivsel blandt de ramte individer og bliver ofte anvendt i forbindelse med vurdering af
fiskevelfærd for hele gruppen. Ved dødelighed skelnes mellem akut dødelighed som
følge af salttab (24
timer). Specielt er det med fastsættelse af grænseværdier for vandkvalitet (iltniveau,
ammoniak m.v.), hvor f.eks. giftigheden af ammoniak, nitrit, tungmetaller m.v. ofte
fastsættes i forhold til dødelige niveauer ved akut påvirkning (LC50 eller LD50).
Fisks ernæringstilstand afsløres bl.a. af fiskens vægt i forhold til længden målt som
konditionsfaktor (g⋅10 7 /mm 3 ), men er også vurderet ud fra den relative størrelse af
forskellige organer (f.eks. lever og tarm).
Sundhedstilstanden vurderes bl.a. ud fra parametre som finnetilstand og bidsår opstået
som følge af aggressiv adfærd og dårlig trivsel. Udvalgte parametre anvendes ofte til at
give et billede af fiskens ernærings-sundhedstilstand. I enkelte tilfælde er man gået et
skridt videre med udvikling af et såkaldt ernærings-sundhedsindeks (f.eks. HCP =
Health and Condition Profile), hvor en samlet score angiver fiskens tilstand. Dele af
HCP er desuden anvendt i en række andre undersøgelser (Ellis et al. 2002; Morgan og
Iwama 1997).
De adfærdsmæssige sammenstød kan være en betydelig kilde til stress og
sundhedsproblemer. Nogle aggressive adfærdsmønstre som at bide, angribe, jage og
kampe, kan påføre alvorlige skader hos især underordnede fisk, f.eks. finnebid, tab af
skæl, fysiske og mikrobiologisk ubalance i tarmen, reduceret vækst samt øget
modtagelighed for infektiøse sygdomme ved kronisk stresstilstand (Wedemeyer 1997).
Finne- og hudskader kan have flere årsager, men de mest sandsynlige er aggressive
sammenstød, fodringsaktivitet og/eller slid mod bassinoverflader (North 2003; Lellis og
Barrows 1997), høj tæthed og forringet vandkvalitet (Bosakowski og Wagner 1994),
samt dårlige håndteringsprocedurer (FAWC 1996). Finner udsat for bid bliver
misfarvede og er mål for yderligere læsioner med risiko for tab af hele finner. Ved lav
vandtemperatur kan finneerosion resultere i delvist eller fuldstændigt tab af ryg-, bryst-,
og bugfinner, mens finneskader kan heles og gendannes (regenerere) i varmere vand
(Wedemeyer 1997). Hos intensiv opdrættede regnbueørreder kan finneerosion
observeres på alle finner med stråleben, dvs. alle undtagen fedtfinnen. Bosakowski og
Wagner (1994) vurderede, at rygfinnen udsættes for størst skade, og herefter i faldende
grad, bryst-, hale-, gat- og bugfinner (Ellis et al. 2002). Hos regnbueørred er især
rygfinnen mål for nap eller bid, og omfanget af rygfinneskader anses for at være en
indikator for styrken af den hierarkiske orden indenfor en gruppe fisk (Moutou et al.
_________________________________________________________________
Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt