i teori og praksis? - Forskning - IVA

forventninger kan blive indfriet og resultere i social anerkendelse, men
forventninger kan også blive skuffet og resultere i følelsen af manglende
anerkendelse og dermed, hvad Honneth begrebsliggør som social foragt.
Hvorfor er dette vigtigt i relationen til ekspressiv kulturformidling? Ligesom
Honneth tager sit teoretiske afsæt i Habermas’ kommunikationsparadigme,
kan man også anskue den ekspressive kulturformidling ud fra
et kommunikativt aspekt. I artiklen ‘Formidlingens kunst. Formidlingsformer
og børnekultur’ 15 argumenter Kirsten Drotner for, at kulturformidlingen
både er et forbindende mellemled, processuel og intentionel.
Selvom Drotner tager udgangspunkt i en klassisk kommunikationsmodel
med en afsender, et budskab og en modtager, forklarer hun, hvordan senmoderne
krav til identitetsdannelse, oplevelse, viden, brugerinddragelse
og nye medier har ændret både de enkelte elementers struktur i kommunikationsmodellen
og relationerne imellem dem.
Den ekspressive kulturformidlings kommunikative form er præget af
en modtagerorienteret formidlingsform. Denne form forsøger at tage sit
udgangspunkt i modtagerens behov og tilgange til de kulturelle produkter
og processer. Derfor forsøger formidlingen at skabe åbne processer,
hvor modtagerens følelser og sanser stimuleres, således at de via den
æstetiske oplevelse skaber en meningsfuld proces og fortælling. I denne
formidlingsform opfattes modtagerne altså som aktive medskabere af den
æstetiske oplevelse.
Selvom der er tale om en modtagerfokuseret formidlingsform, så er der
stadig en kommunikativ relation til afsenderen. Trods fokus på den åbne
proces i den æstetiske oplevelse er kulturformidling intentionel. Afsenderen
vil noget med sit budskab – selv hvis intentionen er at lade modtageren
skabe sin egen meningsfulde proces og fortælling. Dette betyder,
at man fra kulturformidlerens side må gøre sig klart, hvilket budskab
man vælger og ikke mindst, hvad man har fravalgt, hvilken diskurs man
kommunikerer i, hvilke forventninger man har til modtageren osv. Her
kan man tage anerkendelsesbegrebet i betragtning ved f.eks. at analysere,
hvilket værdifællesskab, der skabes og repræsenteres i kulturformidlingen?
Vil modtageren opleve kulturformidlingen af den æstetiske
oplevelse som en positiv social interaktion i form af anerkendelse og
identitetsudvikling, eller som negativ social interaktion i form af manglende
identifikation og anerkendelse eller måske endda social foragt?
Denne kulturformidling tager altså udgangspunkt i det senmoderne krav
102