i teori og praksis? - Forskning - IVA

derperspektiv og hun betegner dette som ethos-formidling; at kulturinstitutionerne
appellerer ud fra deres moralske integritet og markerer
sig som troværdige, for derved at kunne danne og opdrage. Kulturinstitutioner
med et budskabsperspektiv (f.eks. et naturcenter) lægger vægt
på, at budskabet formidles gennem konkret information og analytiske
værktøjer. Drotner taler her om logos-formidling, hvor man appellerer
til tilhørernes fornuft og logik og overbeviser dem i kraft af saglige argumenter,
for at kunne oplyse og uddanne. Det sidste fokus ligger på
modtagerperspektivet. Her er det modtageren der er i centrum, kulturinstitutionerne
vægter følelser og processer og formidlingen betegnes
som pathos-formidling, som skal sørge for sansemæssige oplevelser og
følelsesmæssig stimulering, gerne gennem dialog. (Drotner, 2006:10-
12). De to første perspektiver vil jeg karakterisere som klassiske måder
at formidle på, gennem dannelse og oplysning. Man kan her tale om
en apollinsk form, præget af logos, fornuft og mådehold. Derimod har
det sidste perspektiv, med sit fokus på modtageren, flyttet formidlingen
over mod oplevelse og ekspression (Drotner, 2006:12) og en mere dionysisk
form, præget af livsnydelse og ekstase. Drotner skriver, at det er
relativt nyt at kulturinstitutioner lægger formidlingsfokus på modtagerperspektivet.
Hun understreger, at praktisk kulturformidling blander
de forskellige formidlingsformer og at den ene tilgang ikke er bedre
eller rigtigere end andre, men hun ser tendenser der går i retning af at
fremhæve modtagerperspektivet, hvilket betyder, at det bliver vigtigt at
øge sin viden om modtageren. Drotners intention er at skabe bevidsthed
om de diskursive rammer hun sætter op, så kulturinstitutionerne ud fra
dette kan diskutere deres egen formidlingspraksis (Drotner, 2006:12).
Hun mener det vil styrke børnekulturformidlingen, at de professionelle
formidlere reflekterer mere over …hvilke formidlingsstrategier de
vælger, hvorfor de vælger disse strategier, hvordan strategierne
udfolder sig [..], og hvilke konsekvenser de valgte strategier
har… (Drotner, 2006:14). Her kan man argumentere for, at hun går
ud over sin egen kommunikationsmodel og mere nærmer sig Lasswells
formel. Den kommunikationsmodel Drotner tager udgangspunkt i,
kaldes ifølge Just og Burø (Just og Burø, 2010:72-73) en simpel overførselsmodel,
der betegner minimumsbetingelserne for kommunikation.
At det betegnes som en overførselsmodel, skal forstås således, at den
kommunikative handling kan ses som en bevægelse fra afsender til
modtager – altså en envejskommunikation. Modellen er udtryk for den
tidlige forskning i massekommunikation og er blevet videreudviklet af
bl.a. Shannon og Weaver 2 og Lasswell. Lasswells formel fra 1948:
26