i teori og praksis? - Forskning - IVA

teknologi yderligere styrket subkulturerne på bekostning af muligheden
for at udøve kulturelt hegemoni. I de senere år er der blev slået til lyd
for, at dette bør udmønte sig i en mere inkluderende kulturpolitik. En
amerikansk professor i kommunikation, Joli Jensen, har for eksempel
argumenteret for, at en sådan udvikling vil være både positiv og er en
naturlig følge af vores demokratiske idealer:
” If we do this, we will find ways to make much stronger arguments
for the importance of varieties of art forms, because they
will offer a richer, more meaningful array of aesthetic experiences.
There is a strong case to be made in support of an ever-enlarging
arena of cultural forms, including high, low, commercial, uncommercial,
mainstream, alternative, national, and international.” 5
Det har imidlertid heller ikke skortet på kritik af denne tankegang, der
af nogle sociale kommentatorer er blevet set som et udtryk for forfladigelse
og ressentimentsfilosofi. Den tyske filosof Peter Sloterdijk skriver
således 6 :
”Det siger sig selv, at massen ikke foretager eller anerkender nogen
form for skelnen, hvor den falder ud til den forkerte side – den
skelner, så snart den har fuldmagt til at skelne, altid og uden blusel
til sin egen fordel. Den sætter alle vokabularier og kriterier ud
af kraft, ved hvis anvendelse dens begrænsninger kunne udtales;
Den delegitimerer alle sprogspil, som den ikke vinder. Den knuser
alle spejle, som ikke forsikrer den om, at den er den smukkeste i
hele riget.” 7
Der er altså bred enighed om, at vi bevæger os mod en mere inkluderende
kultur, men uenighed om hvad konsekvenserne vil blive af en sådan
udvikling. Hvordan vil en kulturformidling, der tager udgangspunkt i
populærkulturelle udtryksformer tage sig ud? Til at belyse dette spørgsmål
vil vi nu se nærmere på to tænkere, der har beskæftiget sig med
populærkulturen, nemlig den amerikanske filosof Richard Shusterman
og den russiske litteraturkritiker Mikhail Bakhtin.
39