i teori og praksis? - Forskning - IVA

Nu er der selvfølgeligt mere på spil end lavpraktiske hensyn
til, hvorvidt kurator skal bruge tid og energi på muligvis unødvendige
formidlingsstrategier. Det er forståeligt, alt efter ens kunstsyn, at nogle
kunstforbrugere vil foretrække en så neutral formidlingsform som muligt.
Man kan nemt forestille sig, at forkerte overgjorte ekspressive tiltag kan
virke forstyrrende og i værste tilfælde påvirke perceptionen af et værk
negativt. Ligeledes kan formidlingen rejse tvivl i forhold til adskillelsen
af selve formidlingen og det, der formidles. At formidlingen overskygger
værket og på den måde devaluerer værket frem for at berige det.
I forhold til ikke-kunstgenstande er den flydende overgang mellem
formidling og det formidlede ikke nødvendigvis problematisk, men i
forhold til kunst kan det blive problematisk såfremt værkbegrebets skal
forstås som en endelig eller afsluttet størrelse, der ikke må ”pilles” ved.
Man kan altid diskutere, om denne ømfindtlighed i forhold til værk og
beskuer er berettiget, og hvorvidt denne værkbetragtning ikke er noget
altmodisch, men ikke desto mindre er det et synspunkt, som må tages
alvorligt, i og med at det rent faktisk eksisterer.
Hvis man er enig i ovenstående synspunkt, må formidlingen
ikke omdefinere eller manipulere et givent værk, på hverken betydnings-
eller sanseniveau. Den skal derimod understøtte værket på en sådan
måde, at beskueren ikke er i tvivl om, hvad der er værket og hvad der er
formidlingen. I forhold til min fiktive udstilling af guldalderkunst ser jeg
to forskellige muligheder for en ekspressivformidling. 1: Man kan understøtte
selve værkerne ved at tilføje betydningsslag gennem æstetiske
tilføjelser. Det kunne være ved at placere værkerne i deres historiske
samtid, ved at indrette udstillingsrummet konceptuelt derefter. 2. Det
er også muligt at gøre det omvendte ved at tilføje æstetiske lag og udvide
værket, som man eksempel har gjort på Glyptoteket, ved at lade kunstner
Eva Koch, i bogstaveligste forstand, belyse udvalgte skulpturer. Her må
man dog rejse spørgsmålet, om der ikke er tale om et helt nyt selvstændigt
værk? Det ville eventuelt være muligt at benytte samme strategi i
forhold til min udstilling. Man kunne tilføje værkerne en lydlig dimension.
Jeg har selv altid savnet en lydside til P.S. Krøyers Hip, Hip, Hurra!
i alt dets klirrende champagneglas-lystighed. På den måde kan man
ved hjælp af selve formidlingen beskrive billedet objektivt gennem lyd
og bidrage til en større helhedsoplevelse. Disse eksempler er ret banale,
men de understreger min pointe udmærket. Der er selvfølgeligt også
andre måder at formidle på, som ikke går på kompromis med værkets
selvstændighed. Det vigtigste for mig er at diskutere, hvordan man kan
opretholde en balance, så formidlingen ikke overskygger det formidlede.
145