i teori og praksis? - Forskning - IVA

hvorledes med tiden. Ja, ikke bare giver dem lov, men hjælper dem, faciliterer
dem, og håber de vil komme igen som deltagere og med-kulturformidlere.
Men det er en væsentlig udfordring for de klassiske kulturinstitutioner
og deres klassiske kulturformidling henvendt til tilskuerne. At
skulle til at samarbejde med brugerne og acceptere, at det tidligere ekspertforhold
mellem den alment interesserede besøgende og det vidende
personale slår revner og måske allerede er væk. Jeg tænker her naturligvis
på den hovedsageligt yngre del af kulturinstitutionernes brugere.
Dem som ønsker at deltage, remixe og investere deres tid, kreativitet og
følelser i at skabe nye kulturprodukter, der puster liv i ældre, måske
endda kanoniseret, materiale.
Heldigvis kommer den stadig større mængde digitaliseret
kultur(arvs)materiale institutionerne til hjælp. For selvfølgelig kan man
ikke bare stille alle materialer til rådighed. Eller det man jo godt, for
meget af det materiale der findes på museer og arkiver, bliver jo alligevel
aldrig nogensinde benyttet. En vis grad af bevaringshensyn synes dog
rimeligt. Men med det digitaliserede materiale er der ikke noget der hindrer
en lind strøm af udveksling. Naturligvis bortset fra materiale der er
ophavsretsligt beskyttet eller klausuleret af andre grunde. Lyd, billeder,
skrift, video og 3D-udgaver af objekter findes i overflod, og her kunne
man til en start sætte ind. Derudover er der jo selve de fysiske lokaler,
som kulturinstitutionerne findes i. Tænk hvis man også delte dem med
brugere, der ønskede at deltage og være med. Hvis kulturinstitutioneren
blev bare en lille smule som arbejdende kulturformidlingsværksteder,
hvor man som besøgende tilskuer kunne iagttage nye kulturformidlingsprojekter
in process – og måske endda blive inviteret til at deltage.
Konsekvenserne kan synes uoverkommelige. Kulturinstitutionerne
skal åbne op. De skal stille materiale, i det mindste det digitale, til
rådighed i en grad, der hidtil aldrig er set, de skal facilitere dem, der
ønsker at deltage, og de skal måske endda opfordre til brug af materialer,
lokaler og brainpower. Egentlig er det vel blot, hvad Kulturministeren
anbefaler i de seneste rapporter?
Perspektiverne for at åbne op for en deltagerkultur er mange, men
først og fremmest handler det om at være der, hvor de unge, som jo er de
fremtidige bruger af kulturinstitutionerne, er og har deres råderum. At
udvikle institutionerne til et sted på linje med alle de andre steder, man
tjekker ud, når man er åben for input og lige hører noget musik, mens
man ser nogle filmklip, spiller et spil, læser nogle tekster, kigger billeder
og samtidig chatter, blogger og kommunikerer helt analogt med veninden
81