i teori og praksis? - Forskning - IVA

lige så vel være et museum, som det kunne være et nyt tiltag fra kommunens
Park & Anlægs-afdeling. Modtageren når altså ikke at forberede sig
på at hun skal se på kunst, og dermed ændres perceptionen når hun står
overfor værket, idet at hun ikke når at komme i en kulturel sindsstemning.
Københavns store museer udgør for flere mennesker andet end blot en
bygning med kunst i. Dørtærskelen til museerne danner en grænse mellem
hverdagen og det finkulturelle, hvor måske ikke alle føler sig trygge
og derfor ikke har lyst til at bevæge sig ind i. Et eksempel kunne være
Statens Museum for Kunst: Her ligger museet i nogle imponerende rammer,
der grænser op til både Østre Anlæg, Botanisk Have, DSB, Kongens
Have og Rosenborg Slot. For at komme ind på museet skal man først
igennem en port og en lang havegang, før man når den symbolske trappe
op til selve museet hvor finkulturen bor. Når man træder over tærskelen
og ind på et museum, gør man sig mere eller mindre bevidst mentalt klar
til at se på kunst. Mange mennesker ændrer nemlig adfærd, idet de træder
ind på kunstens hjemmebane, enten ved at gå langsommere eller tale
lavere end de plejer. Det kan man ikke i samme grad, når værket fx står
midt på Kongens Nytorv, hvor hele konteksten er anderledes og man står
og ser på kunst i en rundkørsel, der er under ombygning.
Nye tendenser er dog på vej i forbindelse med museernes bygninger og
signaler. Ifølge artiklen Formidlingens rom 7 af Jorunn Spord Borgen,
er der i nyere kulturinstitutionelle bygninger, blidere overgange mellem
inde og ude, netop for at gøre kunsten mere tilgængelig for alle. ”Overgangene
mellom de åpne plasser utenfor og de indre rom bliver
nesten usynlig…” 8 Borgen skriver også om hvordan teatertrupper i
60’erne og 70’erne, drog ud for at spille teater for hvem de end mødte.
Det skete angiveligt for at bryde monopolet på kultur og fordi kunsten
skulle ud og gøres relevant for de fleste og ikke kun tilhøre kunstinstitutionerne.
9 I Danmark er nogle de mest kendte af disse teatertrupper Odin
og Solvognen, der rejste rundt i landet og spillede teater for blandt andet
folkeskolerne.
I sin artikel beskriver Anne Marit Waade arenabegrebet,
hvilket kort sagt defineres som en ’’enhet og sammenheng som gjør
scenen til scene, spillet til forestilling og tilskuerne til publikum;
et sted for særlig tilrettelagte begivenheter.’’ 10 Med denne definition
deler Waade, Drotners syn på formidling, når begge kommer frem til
næsten samme elementer i kommunikationsmodellen, nemlig afsender/
197